Afgørelse om inddragelse af banktilladelse: Spørgsmål om søgsmålsinteresse og tilbagevirkende kraft

Nemea Bank plc anlagde sag mod Den Europæiske Centralbank (ECB) vedrørende ECB's afgørelse om at inddrage Nemea Banks tilladelse til at udøve virksomhed som kreditinstitut. Sagen omhandlede både en påstand om annullation af ECB's afgørelse og en påstand om erstatning for det tab, Nemea Bank angiveligt havde lidt som følge af inddragelsen af tilladelsen.

Sagen drejede sig om fortolkningen af Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (SSM-forordningen) og Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 468/2014 (SSM-rammeforordningen), særligt vedrørende ECB's beføjelser til at inddrage kreditinstitutters tilladelser og procedurerne for administrativ revision af sådanne afgørelser.

Nemea Bank anførte, at Retten havde begået en retlig fejl ved at fastslå, at banken havde mistet sin søgsmålsinteresse i forhold til annullationspåstanden, og at Retten ikke havde taget hensyn til tilsidesættelsen af bankens rettigheder i forbindelse med erstatningspåstanden.

ECB argumenterede for, at Retten med rette havde fastslået, at annullationssøgsmålet var blevet uden genstand, og at erstatningspåstanden var åbenbart ugrundet.

Domstolen fandt, at Retten havde begået en retlig fejl ved at fastslå, at ECB's afgørelse af 30. juni 2017 havde tilbagevirkende kraft, og at annullationssøgsmålet derfor ikke længere havde en genstand. Domstolen ophævede derfor Rettens kendelse delvist og hjemviste sagen til Retten for at træffe afgørelse om annullationspåstanden. Domstolen afviste derimod Nemea Banks argumenter vedrørende erstatningspåstanden.

Afgørelse

• Domstolen ophævede Rettens kendelse delvist, specifikt punkt 1 og 3 i konklusionen.
• Domstolen forkastede appellen i øvrigt.
• Sagen hjemvises til Retten for at træffe afgørelse om annullationspåstanden fremsat af Nemea Bank plc.
• Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Domstolen fandt, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at ECB's afgørelse af 30. juni 2017 havde tilbagevirkende kraft, og at annullationssøgsmålet mod den omtvistede afgørelse derfor ikke længere havde en genstand. Domstolen understregede, at den oprindelige afgørelse fortsatte med at have virkninger indtil afgørelsen af 30. juni 2017 trådte i kraft. Domstolen afviste desuden appellantens argumenter om, at Retten havde tilsidesat appellantens rettigheder ved at afvise erstatningspåstanden, idet Retten med rette havde fastslået, at erstatningspåstanden var mangelfuldt begrundet.

Retlige Principper

• Søgsmålsinteresse: Domstolen bekræftede, at en sagsøgers søgsmålsinteresse skal bestå både på tidspunktet for sagens anlæggelse og under hele retssagen. Dog kan en sagsøger stadig have en interesse i at få en retsakt erklæret ulovlig for den periode, hvor den var gældende, især som grundlag for et eventuelt erstatningssøgsmål.
• Tilbagevirkende Kraft: Domstolen præciserede, at ophævelsen af en retsakt fra en EU-institution ikke automatisk har tilbagevirkende kraft på samme måde som en annullationsdom fra EU-domstolen. En efterfølgende erstatning af retsakten med en ny retsakt giver heller ikke denne tilbagevirkende kraft.
• Unionens Erstatningsansvar: Domstolen bekræftede, at en part, der påberåber sig Unionens erstatningsansvar, skal fremlægge afgørende beviser for det påberåbte tabs eksistens og omfang samt en direkte årsagsforbindelse mellem den påståede ulovlige handling og det påberåbte tab.
• Effektiv Domstolsbeskyttelse: Domstolen understregede vigtigheden af effektiv domstolsbeskyttelse, men fastslog, at dette ikke fritager en sagsøger fra at fremlægge tilstrækkeligt bevis for sine påstande.