Partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri mellem EU og Marokko: Folkeretlige forpligtelser og Vestsaharas ret til selvbestemmelse

Sagen omhandler to appeller fra Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union mod en dom fra Retten, der annullerede Rådets afgørelse om indgåelse af partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri mellem EU og Kongeriget Marokko. Front Polisario havde anlagt sag ved Retten med påstand om, at aftalen var i strid med folkeretten, da den fandt anvendelse på de farvande, der støder op til Vestsahara, uden samtykke fra Vestsaharas folk.

• Parter: Europa-Kommissionen, Rådet for Den Europæiske Union og Front Polisario.
• Baggrund: Sagen udspringer af en aftale mellem EU og Marokko om bæredygtigt fiskeri, som også omfattede farvande ud for Vestsahara. Front Polisario anfægtede aftalen, da de mente, at den krænkede Vestsaharas folks ret til selvbestemmelse.
• Centrale EU-retlige spørgsmål:
  • Har Front Polisario partsevne og søgsmålskompetence i EU-retten?
  • Er aftalen i strid med folkeretten, herunder princippet om selvbestemmelse og princippet om traktaters relative virkning?
  • Skal Vestsaharas folk give samtykke til, at aftalen finder anvendelse på de farvande, der støder op til Vestsahara?
• Hovedargumenter:
  • Kommissionen og Rådet argumenterede for, at Retten havde begået retlige fejl ved at anerkende Front Polisarios partsevne og søgsmålskompetence, og at aftalen ikke var i strid med folkeretten.
  • Front Polisario argumenterede for, at aftalen krænkede Vestsaharas folks ret til selvbestemmelse, da den fandt anvendelse på de farvande, der støder op til Vestsahara, uden deres samtykke.
• Væsentlige forhold:
  • Domstolen bekræftede, at Front Polisario havde partsevne og søgsmålskompetence.
  • Domstolen fastslog, at Vestsaharas folk skal anses for at være en tredjepart i forhold til aftalen, og at deres samtykke er nødvendigt for, at aftalen kan finde anvendelse på området.
  • Domstolen fandt, at de høringer, som Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten havde gennemført, ikke kunne erstatte et sådant samtykke.

Afgørelse

• Domstolen forkastede appellerne fra Kommissionen og Rådet.
• Det blev fastslået, at det var unødvendigt at træffe afgørelse om påstandene om opretholdelse af virkningerne af Rådets afgørelse 2019/441.
• Kommissionen og Rådet skulle hver bære deres egne omkostninger og betale de omkostninger, som Front Polisario havde afholdt i forbindelse med appelsagerne.
• Kongeriget Belgien, Ungarn, Portugal, Slovakiet, Spanien, Frankrig samt de forskellige Chambre des pêches maritimes skulle hver bære deres egne omkostninger.

Begrundelse

• Domstolen fandt, at Retten med rette havde fastslået, at Front Polisario var umiddelbart berørt af den omtvistede afgørelse, da den vedrørte Vestsaharas folks ret til selvbestemmelse.
• Domstolen præciserede, at Vestsaharas folk skulle anses for at være en tredjepart i forhold til aftalen, og at deres samtykke var nødvendigt for at aftalen kunne finde anvendelse på området.
• Domstolen fandt, at de høringer, som Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten havde gennemført, ikke kunne erstatte et sådant samtykke, da de primært omfattede befolkningen i Vestsahara og ikke nødvendigvis repræsenterede Vestsaharas folk.
• Domstolen afviste argumentet om, at Rådet havde en bred skønsmargen på området for eksterne forbindelser, da denne skønsmargen var begrænset af forpligtelsen til at respektere Vestsaharas særskilte status og kravet om samtykke fra dette områdes folk.
• Domstolen fastslog, at den folkeretlige sædvaneret ikke fastsætter nogen særlig form for afgivelse af samtykke, men at et samtykke fra et ikke-selvstyrende områdes folk til en international aftale kan formodes, hvis visse betingelser er opfyldt, herunder at aftalen ikke skaber forpligtelser for folket, og at folket modtager en præcis, konkret, væsentlig og kontrollerbar fordel.
• Domstolen fandt, at den omtvistede aftale ikke indeholdt en sådan fordel for Vestsaharas folk, og at der derfor ikke kunne formodes at foreligge et samtykke.

Centrale EU-retlige principper

• Princippet om selvbestemmelse: Domstolen bekræftede, at Vestsaharas folk har ret til selvbestemmelse, og at dette princip skal respekteres i alle aftaler, der indgås mellem EU og tredjelande.
• Princippet om traktaters relative virkning: Domstolen fastslog, at Vestsaharas folk skal anses for at være en tredjepart i forhold til aftalen mellem EU og Marokko, og at deres samtykke er nødvendigt for, at aftalen kan finde anvendelse på området.
• Unionens forpligtelser i henhold til folkeretten: Domstolen understregede, at EU er forpligtet til at udøve sine kompetencer i overensstemmelse med folkeretten, herunder FN-pagten og principperne om selvbestemmelse og traktaters relative virkning.
• Betingelser for formodet samtykke: Domstolen fastlagde betingelserne for, hvornår et samtykke fra et ikke-selvstyrende områdes folk til en international aftale kan formodes, herunder kravet om, at aftalen ikke skaber forpligtelser for folket, og at folket modtager en præcis, konkret, væsentlig og kontrollerbar fordel.

Betydning for EU-retten

• Afgørelsen præciserer omfanget af EU's forpligtelser i henhold til folkeretten, når Unionen indgår aftaler med tredjelande, der berører ikke-selvstyrende områder.
• Den understreger vigtigheden af at respektere princippet om selvbestemmelse og sikre, at befolkningen i sådanne områder giver deres samtykke til aftaler, der påvirker deres rettigheder og interesser.
• Den fastlægger kriterierne for, hvornår et samtykke kan formodes, og understreger behovet for, at aftalerne indeholder konkrete og kontrollerbare fordele for den berørte befolkning.