Fortolkning af forbrugerbegrebet ved lån med blandet formål

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie (Polen) vedrørende fortolkningen af artikel 2, litra b), i direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.

Sagen drejer sig om I.S. og K.S., der havde optaget et lån hos YYY. S.A., hvor en del af lånet blev brugt til at tilbagebetale gæld relateret til I.S.'s erhvervsmæssige virksomhed, mens resten blev brugt til private formål. Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt I.S. og K.S. kunne betragtes som forbrugere i direktivets forstand, da lånet havde et dobbelt formål.

YYY. S.A. argumenterede for, at da en del af lånet blev brugt til at tilbagebetale erhvervsgæld, kunne I.S. og K.S. ikke påberåbe sig forbrugerbeskyttelse.

I.S. og K.S. anførte, at størstedelen af lånet var blevet brugt til private formål, og at de derfor burde betragtes som forbrugere.

Den forelæggende ret spurgte Domstolen, om en person, der driver erhvervsmæssig virksomhed, kan betragtes som forbruger, når en del af et lån anvendes til erhvervsmæssige formål, og hvilke kriterier der skal anvendes for at afgøre, om det erhvervsmæssige formål er fremherskende.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 2, litra b), i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at en person, der har indgået en låneaftale, der delvist skal bruges til vedkommendes erhvervsmæssige virksomhed og delvist til formål, der ligger uden for denne virksomhed, sammen med en anden låntager, der ikke handler som led i sit erhverv, henhører under begrebet »forbruger« i denne bestemmelses forstand, når det erhvervsmæssige formål er så begrænset, at det ikke er fremherskende i forbindelse med aftalen som helhed.

Domstolen præciserede, at for at afgøre, om en person henhører under begrebet »forbruger«, og navnlig om det erhvervsmæssige formål med en låneaftale er så begrænset, at det ikke er fremherskende, skal den forelæggende ret tage hensyn til alle relevante omstændigheder, både kvantitative og kvalitative. Dette kan inkludere fordelingen af det lånte beløb mellem erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig virksomhed, samt om en enkelt låntager forfølger et erhvervsmæssigt formål, eller om långiver har betinget lånet af, at en del af beløbet bruges til at tilbagebetale gæld relateret til erhvervsmæssig virksomhed.

Domstolen afviste at begrænse dommens tidsmæssige virkning, da sagsøgte ikke havde fremlagt konkrete beviser for, at retssikkerhedsprincippet eller princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft ville blive krænket.

Retlige Principper

• Forbrugerbegrebet: Domstolen bekræftede, at forbrugerbegrebet i direktiv 93/13 skal fortolkes bredt for at sikre effektiv forbrugerbeskyttelse.
• Aftaler med dobbelt formål: Ved aftaler, der både har erhvervsmæssige og private formål, skal det vurderes, om det erhvervsmæssige formål er fremherskende. Hvis det erhvervsmæssige formål er begrænset og ikke fremherskende, kan personen stadig betragtes som forbruger.
• Funktionelt kriterium: Domstolen anvender et funktionelt kriterium for at afgøre, om en person er forbruger, baseret på om kontraktforholdet falder uden for vedkommendes erhverv.
• Direktiv 2011/83: Domstolen henviser til betragtningerne i direktiv 2011/83 om forbrugerrettigheder for at præcisere definitionen af en forbruger i tilfælde af aftaler med dobbelt formål.
• Retssikkerhedsprincippet: Domstolen fremhævede, at en begrænsning af dommens tidsmæssige virkning kun kan ske undtagelsesvist, hvis de berørte parter er i god tro, og der er fare for alvorlige forstyrrelser.