Indrejseforbud for tredjelandsstatsborger og beskyttelse af unionsborgeres rettigheder

Sagen omhandler M.D., en tredjelandsstatsborger, der bor i Ungarn med sin samlever og deres mindreårige barn, som begge er ungarske statsborgere. De ungarske myndigheder udstedte et indrejseforbud mod M.D. med den begrundelse, at han udgjorde en trussel mod den nationale sikkerhed.

• Parter: M.D. mod Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Budapesti és Pest Megyei Regionális Igazgatósága (det regionale direktorat i Budapest og i regionen Pest under det nationale generaldirektorat for udlændingepolitiet, Ungarn).
• Baggrund: M.D. har boet i Ungarn siden 2002. Han blev meddelt opholdstilladelse, som blev forlænget flere gange. I 2018 ansøgte han om et tidsubegrænset opholdskort, hvilket blev afvist. Han blev efterfølgende idømt et indrejseforbud.
• Centrale spørgsmål: Er det i overensstemmelse med EU-retten at udstede et indrejseforbud mod en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en unionsborger, uden at tage hensyn til dennes personlige og familiemæssige situation?
• Hovedargumenter:
  • M.D. anførte, at indrejseforbuddet var i strid med hans og hans families rettigheder som unionsborgere.
  • De ungarske myndigheder anførte, at indrejseforbuddet var nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed.
• Væsentlige forhold:
  • M.D. forsørger sin samlever og deres barn.
  • Indrejseforbuddet forhindrer M.D. i at vende tilbage til Ungarn.
  • De ungarske myndigheder nægtede at fuldbyrde en retsafgørelse, der udsatte virkningerne af indrejseforbuddet.

Domstolen skulle tage stilling til, om et indrejseforbud, der er udstedt af hensyn til den nationale sikkerhed, er i strid med EU-retten, hvis der ikke er taget hensyn til den berørte persons familiemæssige situation og barnets tarv. Domstolen skulle også tage stilling til, om de nationale myndigheder kan undlade at efterkomme en retsafgørelse om udsættelse af et indrejseforbud.

Afgørelse

• Artikel 20 TEUF fortolkes således, at en medlemsstat ikke kan vedtage et indrejseforbud for en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en unionsborger (som er statsborger i medlemsstaten og aldrig har udøvet retten til fri bevægelighed), uden først at undersøge, om der er et afhængighedsforhold, der tvinger unionsborgeren til at forlade EU for at ledsage familiemedlemmet, og om grundene til afgørelsen tillader fravigelse af den afledte opholdsret.
• Artikel 5 i direktiv 2008/115 fastslår, at en tredjelandsstatsborger, der burde have været genstand for en tilbagesendelsesafgørelse, ikke kan gøres til genstand for et indrejseforbud umiddelbart efter at være frataget sin opholdsret af hensyn til national sikkerhed, uden at der tages hensyn til dennes helbredstilstand, familieliv og mindreårige barns tarv.
• Artikel 5 i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at en national retsinstans, ved prøvelse af en afgørelse om indrejseforbud, truffet i henhold til national lovgivning, der er uforenelig med artikel 5, skal undlade at anvende denne lovgivning og anvende artikel 5 direkte.
• Artikel 13 i direktiv 2008/115, sammenholdt med artikel 47 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, forhindrer en national praksis, hvor administrative myndigheder nægter at håndhæve en retsafgørelse om udsættelse af et indrejseforbud med den begrundelse, at afgørelsen allerede er indberettet i SIS.

Centrale EU-retlige principper

• Unionsborgerskab (Artikel 20 TEUF):
  • Artikel 20 TEUF forhindrer nationale foranstaltninger, der fratager unionsborgere den effektive nydelse af deres rettigheder.
  • I særlige tilfælde skal tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til unionsborgere, tildeles opholdsret, selvom unionsborgeren ikke har udøvet retten til fri bevægelighed, for at sikre unionsborgerskabets effektive virkning.
  • Et indrejseforbud kan krænke unionsborgerskabet, hvis det tvinger unionsborgeren til at forlade EU.
• Direktiv 2008/115 (Tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere):
  • Direktivet fastlægger fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.
  • Artikel 5 kræver, at medlemsstaterne tager hensyn til barnets tarv, familieliv og den pågældendes helbredstilstand ved gennemførelsen af direktivet.
  • Artikel 13 sikrer adgang til effektive retsmidler mod afgørelser om tilbagesendelse.
• Grundlæggende rettigheder (EU-Charterets Artikel 47):
  • Artikel 47 garanterer retten til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang.
  • Denne ret ville være illusorisk, hvis en medlemsstats retsorden tillod, at en endelig retsafgørelse forblev uvirksom.
• Princippet om EU-rettens forrang:
  • Nationale retsinstanser skal fortolke national ret i overensstemmelse med EU-retten.
  • Hvis en sådan fortolkning ikke er mulig, skal nationale retsinstanser undlade at anvende national lovgivning, der er i strid med EU-retten.
• Direkte virkning:
  • Bestemmelser i et direktiv, der er ubetingede og tilstrækkeligt præcise, kan påberåbes direkte for nationale domstole over for staten.
  • Artikel 5 i direktiv 2008/115 har direkte virkning og kan påberåbes af borgere og anvendes af medlemsstaternes administrative myndigheder og retsinstanser.