Momsfritagelse for transportydelser ved indførsel og fri udveksling af tjenesteydelser

Sagen omhandler en rumænsk virksomhed, SC Cartrans Preda SRL (Cartrans), og Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Ploieşti – Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Prahova (skatte- og afgiftsmyndigheden) vedrørende betaling af moms og kildeskat.

• Cartrans blev pålagt at betale yderligere moms for vejtransportydelser og kildeskat af betalinger til et dansk selskab, FDE Holding A/S, for momstilbagesøgning i udlandet.
• Skatte- og afgiftsmyndigheden mente, at Cartrans ikke havde dokumenteret, at transportydelserne var direkte knyttet til indførsel af varer, og at betalingerne til FDE Holding var provisionsindtægter, der skulle beskattes.
• Cartrans anførte, at transportomkostningerne var inkluderet i varernes toldværdi, og at betalingerne til FDE Holding var betaling for tjenesteydelser, der kun kunne beskattes i Danmark.
• Tribunalul Prahova forelagde præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkningen af momsdirektivet og TEUF-bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser.

Centrale spørgsmål

• Skal registrering af en indførselstransaktion automatisk medføre, at transportomkostninger er medregnet i momsgrundlaget?
• Kan momsfritagelse nægtes, hvis der mangler formelt bevis for, at transportomkostningerne er medregnet i toldværdien, selvom anden dokumentation foreligger?
• Udgør tilbagesøgning af moms og punktafgifter en tjenesteydelse?
• Er det en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, hvis en modtager af en tjenesteydelse fra en anden medlemsstat skal indeholde skat, mens dette ikke gælder for tjenesteydelser fra hjemmehørende tjenesteydere?

Hovedargumenter

• Cartrans argumenterede for, at transportomkostningerne var inkluderet i toldværdien, og at betalingerne til FDE Holding var for tjenesteydelser, der kun kunne beskattes i Danmark.
• Skatte- og afgiftsmyndigheden mente, at Cartrans ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation, og at betalingerne til FDE Holding var provisionsindtægter, der skulle beskattes.

Afgørelse

• Domstolen fastslår, at artikel 86, stk. 1, litra b), artikel 86, stk. 2, og artikel 144 i momsdirektivet skal fortolkes således, at registreringen af en indførselstransaktion ikke automatisk indebærer, at transportomkostningerne er medregnet i momsgrundlaget.
• Domstolen fastslår, at artikel 86, stk. 1, litra b), artikel 86, stk. 2, og artikel 144 i momsdirektivet er til hinder for en national afgiftspraksis, der automatisk afviser momsfritagelse for transportydelser knyttet til indførsel, hvis den afgiftspligtige ikke har fremlagt specifikke dokumenter, selvom anden dokumentation godtgør, at betingelserne for momsfritagelse er opfyldt.
• Domstolen fastslår, at artikel 56 TEUF og 57 TEUF skal fortolkes således, at en levering af tjenesteydelser, der består i tilbagesøgning af moms og punktafgifter hos finansmyndighederne i flere medlemsstater, udgør en levering af tjenesteydelser som omhandlet i disse artikler, dels udgør anvendelsen af en indeholdelse af kildeskat af indtægter, der modtages for en levering af tjenesteydelser foretaget af en ikke-hjemmehørende leverandør, mens en tilsvarende levering foretaget af en hjemmehørende leverandør af tjenesteydelser ikke ville være underlagt en sådan indeholdelse, en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser. Denne restriktion kan begrundes i nødvendigheden af at sikre en effektiv skatteopkrævning, for så vidt som den er egnet til at nå dette mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det.
• Domstolen fastslår, at artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter ikke-hjemmehørende tjenesteydere generelt kildebeskattes af indkomst svarende til vederlaget for leverede tjenesteydelser, uden at de indrømmes mulighed for at fradrage de erhvervsmæssige omkostninger, der er direkte forbundet med denne virksomhed, mens hjemmehørende tjenesteydere indrømmes en sådan mulighed, medmindre den restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, som denne lovgivning indebærer, opfylder et legitimt formål, der er foreneligt med EUF-traktaten og er begrundet i tvingende almene hensyn.

Centrale EU-retlige principper

• Momsfritagelse ved indførsel: Medlemsstaterne skal fritage levering af ydelser i forbindelse med indførsel af varer, hvis ydelsens værdi indgår i afgiftsgrundlaget.
• Fri udveksling af tjenesteydelser: Artikel 56 TEUF forbyder restriktioner, der gør det vanskeligere at levere tjenesteydelser mellem medlemsstater.
• Proportionalitetsprincippet: Nationale foranstaltninger må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre en korrekt afgiftsopkrævning.
• Afgiftsmæssig neutralitet: Momsfritagelse skal indrømmes, selvom visse formelle betingelser ikke er opfyldt, hvis de materielle betingelser er opfyldt.
• Tvingende almene hensyn: Restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser kan være tilladt, hvis de forfølger et legitimt mål og er begrundet i tvingende almene hensyn, såsom effektiv skatteopkrævning.

Anvendelse i sagen

• Domstolen understreger, at medlemsstaterne skal overholde proportionalitetsprincippet og princippet om afgiftsmæssig neutralitet ved fastsættelse af betingelser for momsfritagelse.
• Domstolen anerkender, at effektiv skatteopkrævning kan begrunde restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser, men sådanne restriktioner skal være proportionale.

Betydning for EU-retten

• Afgørelsen præciserer omfanget af medlemsstaternes beføjelser til at fastsætte betingelser for momsfritagelse og understreger vigtigheden af at overholde de grundlæggende principper i EU-retten.
• Afgørelsen bekræfter, at restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser kun er tilladt, hvis de er begrundet i tvingende almene hensyn og er proportionale.