Prioritetsret for EF-design: Fortolkning af artikel 41 i forordning nr. 6/2002 og Pariserkonventionen

Sagen omhandler en appel fra Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) mod en dom fra EU-retten vedrørende The KaiKai Company Jaeger Wichmann GbR's (KaiKai) ansøgning om registrering af EF-design. KaiKai havde påberåbt sig en prioritetsret baseret på en international patentansøgning indgivet i henhold til Patentsamarbejdstraktaten (PCT).

EUIPO afslog prioritetskravet, da ansøgningen om EF-design var indgivet mere end seks måneder efter den internationale patentansøgning. KaiKai anfægtede denne afgørelse, og EU-retten annullerede EUIPO's afgørelse, idet den fandt, at der var en juridisk mangel i forordning nr. 6/2002, og at prioritetsfristen skulle være 12 måneder i overensstemmelse med Pariserkonventionen.

EUIPO appellerede til EU-domstolen og anførte, at EU-retten havde tilsidesat artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 og foretaget en fejlagtig fortolkning af Pariserkonventionen. EUIPO hævdede, at artikel 41, stk. 1, udtømmende fastsætter, hvilke typer tidligere ansøgninger der kan danne grundlag for en prioritetsret, og at en international patentansøgning kun kan danne grundlag for en sådan ret, hvis den vedrører en brugsmodel, og at fristen er seks måneder.

KaiKai argumenterede for, at EU-retten korrekt havde fortolket Pariserkonventionen og afhjulpet en mangel i forordning nr. 6/2002. KaiKai anførte, at en international patentansøgning både er en patentansøgning og en ansøgning om en brugsmodel, og at prioritetsfristen derfor skulle være 12 måneder.

Europa-Kommissionen intervenerede til støtte for EUIPO og anførte, at EU-retten havde foretaget en direkte anvendelse af Pariserkonventionen, hvilket ikke er tilladt, da konventionen ikke har direkte virkning.

Afgørelse

• Domstolen ophæver Rettens dom, for så vidt som den gav medhold i det andet anbringendes andet led i søgsmålet i første instans og annullerede EUIPO's afgørelse.
• EUIPO frifindes i det af KaiKai anlagte søgsmål.
• KaiKai skal bære sine egne omkostninger og betale de omkostninger, som EUIPO har afholdt i forbindelse med appelsagen og sagen i første instans.
• Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

Domstolen fastslår, at Retten begik en retlig fejl ved at tilsidesætte artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 og foretage en direkte anvendelse af pariserkonventionens artikel 4. Domstolen præciserer, at artikel 41, stk. 1, udtømmende fastsætter, hvilke typer tidligere ansøgninger der kan danne grundlag for en prioritetsret, og at en international patentansøgning kun kan danne grundlag for en sådan ret, hvis den vedrører en brugsmodel, og at fristen er seks måneder.

Retlige Principper

• TRIPS-aftalens og Pariserkonventionens virkning: Domstolen bekræfter, at TRIPS-aftalen er bindende for EU, og at EU-retten skal fortolkes i overensstemmelse hermed. Da visse artikler i Pariserkonventionen er inkorporeret i TRIPS-aftalen, har disse artikler samme virkning som TRIPS-aftalen.
• Manglende direkte virkning: Domstolen fastslår, at hverken TRIPS-aftalen eller Pariserkonventionen har direkte virkning, og at borgerne derfor ikke direkte kan påberåbe sig disse aftaler for EU-domstolene.
• Overensstemmende fortolkning: EU-retten skal fortolkes i overensstemmelse med internationale aftaler, men denne fortolkning kan ikke gå imod klar og præcis EU-lovgivning.
• Prioritetsret for EF-design: Retten til prioritet for EF-design er reguleret af artikel 41 i forordning nr. 6/2002. Denne bestemmelse skal fortolkes i lyset af Pariserkonventionen og PCT-traktaten.
• Udtømmende karakter: Artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 er udtømmende, og den omstændighed, at bestemmelsen ikke fastsætter en frist for påberåbelse af en prioritetsret baseret på en patentansøgning, er ikke en lakune, men en konsekvens af, at bestemmelsen ikke tillader en sådan ret baseret på en patentansøgning.
• Fortolkning af PCT-traktaten: Ved fortolkningen af artikel 41 i forordning nr. 6/2002 skal der tages hensyn til bestemmelserne i PCT-traktaten, da alle EU-medlemsstater er parter i denne traktat.