Fortolkning af affaldsdirektivet: Affaldsfasens ophør for udgravningsmateriale

Sagen omhandler en tvist mellem Porr Bau GmbH og Bezirkshauptmannschaft Graz-Umgebung vedrørende kvalifikationen af udgravningsmateriale som affald. Porr Bau leverede udgravningsmateriale til landbrugere til forbedring af landbrugsarealer, men de regionale myndigheder anså materialet for at være affald.

Landesverwaltungsgericht Steiermark forelagde præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkningen af affaldsdirektivet 2008/98/EF, særligt artikel 3, nr. 1 (definition af affald), artikel 5, stk. 1 (biprodukter), og artikel 6, stk. 1 (affaldsfasens ophør).

De centrale spørgsmål var:

• Skal udgravningsmateriale betragtes som affald, selvom det kan kvalificeres som et biprodukt?
• Er national lovgivning, der begrænser affaldsfasens ophør til tilfælde, hvor materialet anvendes direkte som substitution for råstoffer, i overensstemmelse med EU-retten?
• Kan formelle kriterier uden miljømæssig relevans hindre affaldsfasens ophør?

Porr Bau argumenterede for, at materialet opfyldte betingelserne for at være et biprodukt, og at de nationale regler var for restriktive i forhold til affaldsdirektivets formål om at fremme genanvendelse og nyttiggørelse.

Den østrigske regering anførte, at materialet skulle betragtes som affald, da det var et restprodukt fra byggeprocessen, og at de nationale regler var nødvendige for at sikre miljøbeskyttelse.

Europa-Kommissionen støttede i det væsentlige Porr Baus argumentation og fremhævede behovet for en fleksibel fortolkning af affaldsdirektivet for at fremme en cirkulær økonomi.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 3, nr. 1, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der kvalificerer ikke-forurenet udgravningsmateriale som affald, selvom indehaveren hverken agter eller er forpligtet til at skille sig af med det, og materialet opfylder betingelserne for at blive betragtet som et biprodukt i henhold til direktivets artikel 5, stk. 1. Endvidere er det i strid med direktivet, hvis affaldsfasens ophør kun indtræder, når materialet anvendes direkte som substitution, og indehaveren opfylder formelle kriterier uden relevans for miljøbeskyttelsen, hvis disse kriterier hindrer opfyldelsen af direktivets formål.

Domstolen præciserede, at medlemsstaterne har en vis skønsmargen ved fastlæggelsen af kriterier for affaldsfasens ophør, men disse kriterier skal være i overensstemmelse med direktivets mål om at fremme nyttiggørelse af affald og beskytte miljøet.

Retlige Principper

• Definition af affald: Domstolen bekræftede, at definitionen af affald afhænger af, om indehaveren har til hensigt at skille sig af med materialet. Dette skal vurderes ud fra alle sagens omstændigheder.
• Biprodukt vs. Affald: Et materiale kan betragtes som et biprodukt, hvis det opfylder de kumulative betingelser i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/98, herunder sikkerhed for videreanvendelse, direkte anvendelighed uden yderligere forarbejdning, produktion som en integreret del af en produktionsproces, og lovlig videreanvendelse uden negative miljø- eller sundhedsmæssige konsekvenser.
• Affaldsfasens Ophør: Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98 fastlægger kriterier for, hvornår affald ophører med at være affald. Disse kriterier skal være specifikke og overholde visse betingelser, herunder almindelig anvendelse til specifikke formål, markedsefterspørgsel, opfyldelse af tekniske krav og overholdelse af gældende lovgivning og standarder.
• Affaldshierarkiet: Domstolen understregede vigtigheden af affaldshierarkiet i artikel 4 i direktiv 2008/98, som prioriterer forebyggelse, forberedelse til genbrug, genanvendelse og anden nyttiggørelse frem for bortskaffelse.