Dublin III: Ret til information, personlig samtale og prøvelse af risiko for indirekte refoulement

Sagen omhandler fem sager, hvor nationale domstole har forelagt præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Dublin III-forordningen og Eurodacforordningen.

Sagerne omhandler:

• Ministero dell’Interno mod CZA (C-228/21)
• Ministero dell’Interno mod DG (C-254/21)
• Ministero dell’Interno mod XXX.XX (C-297/21)
• Ministero dell’Interno mod PP (C-315/21)
• Ministero dell’Interno mod GE (C-328/21)

De præjudicielle spørgsmål drejer sig primært om:

• Rækkevidden af retten til information og personlig samtale for asylansøgere i Dublin-proceduren.
• Muligheden for at prøve risikoen for indirekte refoulement i forbindelse med overførsel til en anden medlemsstat.

Hovedargumenter

• De nationale domstole ønsker afklaret, om manglende udlevering af informationsfolder eller manglende afholdelse af personlig samtale automatisk ugyldiggør en overførselsafgørelse.
• Domstolene spørger også, om de kan tilsidesætte en anden medlemsstats vurdering af risikoen for refoulement.

Domstolens vurdering

• Domstolen fastslår, at retten til information og personlig samtale gælder både ved første og fornyet asylansøgning.
• Manglende overholdelse af disse rettigheder kan føre til annullation af overførselsafgørelsen, hvis det har påvirket ansøgerens mulighed for at fremføre sine argumenter.
• Nationale domstole kan som udgangspunkt ikke tilsidesætte en anden medlemsstats vurdering af risikoen for refoulement, medmindre der er systemiske mangler i asylproceduren.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at Dublin III-forordningens artikel 4 og Eurodacforordningens artikel 29 skal fortolkes således, at forpligtelsen til at udlevere de deri omhandlede oplysninger, navnlig den fælles folder, gælder såvel i forbindelse med en første ansøgning om international beskyttelse som i forbindelse med en fornyet ansøgning. Artikel 5 i Dublin III-forordningen skal fortolkes således, at forpligtelsen til at afholde den deri omhandlede personlige samtale gælder tilsvarende.

EU-retten, navnlig Dublin III-forordningens artikel 5 og 27, skal fortolkes således, at med forbehold af denne forordnings artikel 5, stk. 2, skal afgørelsen om overførsel i forbindelse med et søgsmål, der er anlagt i henhold til forordningens artikel 27 til prøvelse af afgørelsen, og hvorved det anfægtes, at den i nævnte artikel 5 fastsatte personlige samtale ikke er blevet afholdt, annulleres, medmindre den nationale lovgivning giver den berørte person mulighed for inden for rammerne af dette søgsmål personligt at fremføre alle sine argumenter mod denne afgørelse ved en høring, som opfylder de i sidstnævnte artikel fastsatte betingelser og garantier, og disse argumenter ikke kan ændre afgørelsen.

EU-retten, navnlig Dublin III-forordningens artikel 4 og 27 samt Eurodacforordningens artikel 29, stk. 1, litra b), skal fortolkes således, at når den personlige samtale, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 5, har fundet sted, men den fælles folder, som skal udleveres til den berørte person i henhold til den informationspligt, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 4 eller i Eurodacforordningens artikel 29, stk. 1, litra b), ikke er blevet udleveret, kan den nationale retsinstans, som har til opgave at vurdere lovligheden af afgørelsen om overførsel, kun annullere afgørelsen, hvis retsinstansen, henset til de særlige faktiske og retlige omstændigheder i den konkrete sag, finder, at den manglende udlevering af den fælles folder, uanset afholdelsen af den personlige samtale, faktisk har berøvet denne person muligheden for at fremføre sine argumenter i et sådant omfang, at den administrative procedure vedrørende den pågældende kunne have ført til et andet resultat.

Domstolen fastslår yderligere, at Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordnings artikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.

Endeligt fastslår Domstolen, at artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 604/2013, sammenholdt med forordningens artikel 27 samt artikel 4, 19 og 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke pålægger retsinstansen i den anmodende medlemsstat at erklære denne medlemsstat ansvarlig, når den ikke er enig i den anmodede medlemsstats vurdering med hensyn til risikoen for refoulement af den berørte person. Når der ikke foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse i den anmodede medlemsstat i forbindelse med eller som følge af overførslen, kan retsinstansen i den anmodende medlemsstat heller ikke forpligte sidstnævnte medlemsstat til selv at behandle en ansøgning om international beskyttelse på grundlag af artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 604/2013 med den begrundelse, at der efter denne retsinstans’ opfattelse er risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement i den anmodede medlemsstat.

Centrale EU-retlige principper

• Princippet om gensidig tillid: Medlemsstaterne skal som udgangspunkt have tillid til hinandens overholdelse af EU-retten og grundlæggende rettigheder.
• Effektivitetsprincippet: Medlemsstaternes processuelle regler må ikke umuliggøre eller uforholdsmæssigt vanskeliggøre udøvelsen af rettigheder, der er tillagt ved EU-retten.
• Retten til effektive retsmidler: Ansøgere om international beskyttelse har ret til effektive retsmidler i forbindelse med afgørelser om overførsel.
• Non-refoulement: Forbud mod at tilbagesende en person til et land, hvor vedkommende risikerer forfølgelse eller alvorlig skade.

Anvendelse og betydning

• Domstolen præciserer omfanget af medlemsstaternes forpligtelser vedrørende information og personlige samtaler i Dublin-proceduren.
• Domstolen bekræfter, at nationale domstole skal sikre overholdelse af grundlæggende rettigheder, men også respektere princippet om gensidig tillid.
• Afgørelsen bidrager til en afbalanceret fortolkning af Dublin III-forordningen, der sikrer både effektivitet i asylprocedurerne og beskyttelse af asylansøgeres rettigheder.