Adgang til aktindsigt og national sikkerhed ved fratagelse af flygtningestatus

Sagen omhandler GM mod Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m.fl. og drejer sig om fortolkningen af direktiv 2011/95/EU og 2013/32/EU vedrørende international beskyttelse og fratagelse heraf.

GM, en tredjelandsstatsborger, fik frataget sin flygtningestatus i Ungarn med henvisning til fare for national sikkerhed baseret på en udtalelse fra de specialiserede myndigheder (Alkotmányvédelmi Hivatal og Terrorelhárítási Központ). GM anfægtede afgørelsen, da han ikke havde adgang til de fortrolige oplysninger, der lå til grund for afgørelsen.

Fővárosi Törvényszék forelagde præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende:

• Adgang til fortrolige oplysninger i sager om fratagelse af international beskyttelse.
• Betydningen af "essensen" af fortrolige grunde.
• Foreneligheden af national lovgivning, der tillader fratagelse af beskyttelse baseret på en ubegrundet udtalelse fra en specialiseret myndighed.
• Om en tidligere straffedom kan tillægges vægt ved vurdering af subsidiær beskyttelse.

Domstolen fastslår, at direktiv 2013/32/EU og retten til en god forvaltning samt artikel 47 i EU-charteret om grundlæggende rettigheder er til hinder for national lovgivning, der begrænser aktindsigt og adgang til det væsentligste indhold af begrundelsen for afgørelser om international beskyttelse. Domstolen fastslår også, at direktiv 2013/32/EU og 2011/95/EU er til hinder for national lovgivning, der systematisk forpligter den besluttende myndighed til at følge en ubegrundet udtalelse fra organer med særlige opgaver vedrørende national sikkerhed. Endelig fastslår Domstolen, at artikel 17, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/95/EU ikke er til hinder for, at en ansøger udelukkes fra subsidiær beskyttelse på grundlag af en straffedom, som myndighederne kendte til ved tildeling af flygtningestatus, som efterfølgende er frataget.

Afgørelse

Domstolen fastslår:

1. Artikel 23, stk. 1, i direktiv 2013/32 skal fortolkes således, at den er til hinder for national lovgivning, der begrænser aktindsigt for ansøgere om international beskyttelse eller fratagelse af beskyttelse, når afgørelsen er baseret på oplysninger, hvis videregivelse ville skade den nationale sikkerhed. Den berørte person eller dennes rådgiver skal have adgang til det væsentligste indhold af begrundelsen og skal kunne anvende oplysningerne i administrative procedurer eller retssager.
2. Artikel 4, stk. 1 og 2, artikel 10, stk. 2 og 3, artikel 11, stk. 2, og artikel 45, stk. 3, i direktiv 2013/32, sammenholdt med artikel 14, stk. 4, litra a), og artikel 17, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95, skal fortolkes således, at de er til hinder for national lovgivning, der systematisk forpligter den besluttende myndighed til at udelukke eller fratage en person international beskyttelse baseret på en ubegrundet udtalelse fra organer med særlige opgaver vedrørende national sikkerhed.
3. Artikel 17, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en ansøger udelukkes fra subsidiær beskyttelse på grundlag af en straffedom, som myndighederne kendte til ved tildeling af flygtningestatus, som efterfølgende er frataget.

Retlige Principper

Domstolen fremhæver følgende principper:

• Retten til forsvar: En grundlæggende rettighed, der kræver, at en person, der er berørt af en afgørelse, har mulighed for at fremlægge sine synspunkter og få adgang til relevante oplysninger.
• Retten til aktindsigt: En del af retten til forsvar, der sikrer, at parterne i en sag har adgang til de oplysninger, der ligger til grund for afgørelsen.
• Effektive retsmidler: Sikrer, at enkeltpersoner har adgang til en domstol eller et domstolslignende organ for at anfægte afgørelser, der berører deres rettigheder.
• God forvaltningsskik: Et almindeligt EU-retligt princip, der kræver, at myndighederne træffer afgørelser på et informeret grundlag og med respekt for parternes rettigheder.
• Medlemsstaternes procesautonomi: Medlemsstaterne har en vis frihed til at fastlægge procedurer, men de skal overholde EU-rettens principper om ækvivalens og effektivitet.
• Individuel vurdering: Den besluttende myndighed skal foretage en konkret og individuel vurdering af alle relevante forhold i hver enkelt sag.
• Begrundelsespligt: Afgørelser skal begrundes med henvisning til de faktiske og retlige forhold, der ligger til grund for afgørelsen.

Disse principper skal balanceres mod hensynet til national sikkerhed, men uden at tilsidesætte retten til forsvar og effektive retsmidler.