Kommissionens skønsbeføjelse ved suspension af visumfritagelse efter forordning 2018/1806

Europa-Parlamentet anlagde sag mod Europa-Kommissionen for passivitet, da Kommissionen ikke vedtog en delegeret retsakt om midlertidig suspension af visumfritagelsen for statsborgere fra Amerikas Forenede Stater, jf. artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning (EU) 2018/1806.

• Parter: Europa-Parlamentet (sagsøger) og Europa-Kommissionen (sagsøgt).

• Baggrund: USA krævede visum fra borgere fra visse EU-lande (Bulgarien, Kroatien, Cypern og Rumænien), hvilket udløste spørgsmålet om visumgensidighed. Parlamentet mente, at Kommissionen var forpligtet til at suspendere visumfritagelsen for amerikanske statsborgere.

• Hovedspørgsmål: Har Kommissionen en skønsbeføjelse til at beslutte, om den vil suspendere visumfritagelsen, eller er den forpligtet til at gøre det, når betingelserne i forordningen er opfyldt?

• Parlamentets argumenter:

  • Artikel 7, stk. 1, litra f), giver ikke Kommissionen skønsbeføjelse.
  • Kommissionen var forpligtet til at vedtage en delegeret retsakt, da USA ikke havde ophævet visumpligten.

• Kommissionens argumenter:

  • Artikel 7, stk. 1, litra f), skal læses i sammenhæng med artikel 7, stk. 1, litra d), som giver Kommissionen mulighed for at tage hensyn til forskellige faktorer, herunder konsekvenserne for EU's eksterne forbindelser.
  • Kommissionen har en skønsbeføjelse og har vurderet situationen.

Domstolen skulle tage stilling til, om Kommissionen havde pligt til at handle, eller om den med rette kunne undlade at vedtage den delegerede retsakt. Domstolen afviste Parlamentets argumenter og fandt, at Kommissionen har en skønsbeføjelse og ikke havde overskredet denne.

Afgørelse

• Domstolen frifinder Europa-Kommissionen.
• Europa-Parlamentet pålægges at betale sagsomkostningerne.

Domstolen fastslår, at Kommissionen ikke var forpligtet til at vedtage en delegeret retsakt i henhold til artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2018/1806 efter udløbet af perioden på 24 måneder. Kommissionen har en skønsbeføjelse baseret på de tre kriterier anført i artikel 7, stk. 1, litra d), nemlig:

1. Resultaterne af den berørte medlemsstats foranstaltninger for at sikre visumfri rejse.
2. Kommissionens egne skridt over for det pågældende tredjeland.
3. Konsekvenserne af suspensionen af visumfritagelsen for Unionens og dens medlemsstaters eksterne forbindelser.

Domstolen fandt, at Kommissionen havde taget disse kriterier i betragtning, da den besluttede ikke at vedtage den delegerede retsakt, og dermed ikke havde overskredet sin skønsbeføjelse.

Retlige Principper

• Gensidighedsprincippet: Fuld visumgensidighed er et mål, som EU bør forfølge proaktivt i sine forbindelser med tredjelande.
• Skønsbeføjelse: Kommissionen har en skønsbeføjelse ved anvendelsen af artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning 2018/1806, baseret på de kriterier, der er anført i artikel 7, stk. 1, litra d).
• Interinstitutionel balance: Domstolen understreger vigtigheden af at opretholde en interinstitutionel balance, hvor Parlamentets søgsmålsret ikke undermineres af Kommissionens mulighed for at opretholde passivitet.
• Fortolkning af EU-ret: Ved fortolkning af en EU-retlig bestemmelse skal der tages hensyn til ordlyd, kontekst og de mål, der forfølges med den ordning, som bestemmelsen er en del af.

Domstolen fortolker artikel 7 i forordning 2018/1806 således, at Kommissionen ikke automatisk er forpligtet til at suspendere visumfritagelsen, selvom betingelserne formelt er opfyldt. Kommissionen skal foretage en vurdering baseret på de nævnte kriterier, hvilket giver mulighed for en afbalanceret tilgang, der tager hensyn til både gensidighed og EU's eksterne interesser.