Sag C-685/20 P, Sharpston mod Rådet: Afvisning af annullationssøgsmål vedrørende udnævnelse af generaladvokat efter Brexit

Sagen omhandler en appel fra Eleanor Sharpston mod Rettens kendelse, der forkastede hendes annullationssøgsmål mod afgørelsen om at udnævne Athanasios Rantos som generaladvokat ved EU-Domstolen. Sharpston anførte, at hendes mandat som generaladvokat uretmæssigt var blevet bragt til ophør før tid.

Sagen udspringer af Det Forenede Kongeriges udtræden af EU, hvilket førte til spørgsmål om mandatperioden for de medlemmer af EU's institutioner, der var udpeget af Det Forenede Kongerige. Sharpston, der var udpeget af Det Forenede Kongerige, argumenterede for, at hendes mandat som generaladvokat skulle løbe frem til 2021.

Sharpston anførte flere anbringender, herunder at Retten havde tilsidesat artikel 263 TEUF ved at afvise sagen, da afgørelsen om udnævnelse af en ny generaladvokat burde kunne prøves af EU-domstolen. Hun argumenterede også for, at Retten fejlagtigt havde undladt at sondre mellem selve udnævnelsen og den forudgående afgørelse om, at embedet var ledigt.

Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer argumenterede for, at afgørelsen om at udnævne en ny generaladvokat var truffet af medlemsstaternes regeringer og derfor ikke var underlagt EU-domstolens kontrol. De henviste til fast retspraksis om, at retsakter vedtaget af medlemsstaternes regeringer, når de handler i denne egenskab, falder uden for EU-domstolens kompetence.

Domstolen afviste Sharpstons appel og fastslog, at Retten ikke havde begået en retlig fejl ved at afvise sagen. Domstolen bekræftede, at retsakter vedtaget af medlemsstaternes regeringer, når de handler som repræsentanter for deres regeringer, ikke er underlagt EU-domstolens legalitetskontrol. Domstolen bemærkede også, at Sharpstons mandat automatisk var udløbet ved Det Forenede Kongeriges udtræden af EU.

Afgørelse

Domstolen afviser appellen delvist og forkaster den delvist, da ingen af de anbringender, som Eleanor Sharpston har fremsat, tages til følge.

Begrundelse

Domstolen fastslår, at Retten ikke begik en retlig fejl ved at afvise sagen. Domstolen fremhæver, at retsakter vedtaget af repræsentanter for medlemsstaternes regeringer, der ikke handler i egenskab af medlemmer af Rådet, men som repræsentanter for deres regeringer, ikke er undergivet EU-domstolens legalitetskontrol. Domstolen understreger, at det relevante kriterium er retsaktens ophavsmand, uanset om den har bindende retsvirkninger. Domstolen afviser argumentet om, at Rådet skulle betragtes som ansvarlig i stedet for medlemsstaternes regeringer, da dette ville stride mod artikel 263 TEUF.

Domstolen bemærker, at da traktaterne ophørte med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige den 1. februar 2020, udløb de mandater, der blev varetaget af medlemmer af EU's institutioner, der var udpeget i forbindelse med Det Forenede Kongeriges medlemskab, automatisk. Den omtvistede afgørelse kan derfor ikke anses for at indeholde en afgørelse, der har bebyrdende retsvirkninger over for appellanten.

Retlige Principper

• Artikel 263 TEUF (Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde):
  • Afgrænsningen af EU-domstolens kompetence til at prøve retsakter vedtaget af EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer.
  • Retsakter vedtaget af medlemsstaternes regeringer, når de handler som repræsentanter for deres regeringer og udøver medlemsstaternes kompetence, falder uden for EU-domstolens kontrol.
• Princippet om institutionelt ligevægt:
  • Domstolen respekterer traktaternes fordeling af kompetencer mellem EU's institutioner og medlemsstaterne.
• Udtrædelsesaftalens ottende betragtning:
  • Mandater for medlemmer af EU-institutioner, der er udpeget i forbindelse med Det Forenede Kongeriges medlemskab, udløber automatisk ved udtrædelsen.
• Kontradiktionsprincippet (audi alteram partem):
  • Retten til at blive hørt i en retssag. Domstolen fandt dog, at dette princip ikke var tilsidesat i den konkrete sag.