Tilregnelse af distributørers adfærd til dominerende virksomhed og vurdering af eksklusivitetsbetingelser efter artikel 102 TEUF

Dommen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato (Italien) vedrørende fortolkningen af artikel 101 og 102 TEUF i en sag mellem Unilever Italia Mkt. Operations Srl og Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato (AGCM), den italienske konkurrencemyndighed.

Sagen drejer sig om en bøde pålagt Unilever for misbrug af dominerende stilling på det italienske marked for distribution af is til salgssteder som strandfaciliteter og barer. AGCM fandt, at Unilever via sine distributører havde fastsat eksklusivitetsbetingelser, der forpligtede salgsstederne til udelukkende at købe is fra Unilever, hvilket hindrede konkurrenternes vækst.

Consiglio di Stato forelagde to spørgsmål for EU-Domstolen:

1. Under hvilke betingelser kan aftalemæssig samordning mellem formelt selvstændige erhvervsdrivende give anledning til én enkelt økonomisk enhed i henhold til artikel 101 og 102 TEUF?
2. Skal artikel 102 TEUF fortolkes således, at konkurrencemyndigheden har pligt til at vurdere eksklusivitetsbetingelsers evne til at udelukke lige så effektive konkurrenter fra markedet?

Unilever argumenterede for, at distributørernes adfærd ikke kunne tilregnes Unilever, og at den pågældende adfærd ikke fordrejede konkurrencen. AGCM fandt, at Unilever og distributørerne udgjorde én økonomisk enhed, og at Unilevers adfærd udelukkede konkurrenterne fra markedet.

Domstolen præciserede, at en dominerende virksomhed kan tilregnes sine distributørers adfærd, hvis denne adfærd er en del af en ensidigt besluttet politik fra virksomheden. Domstolen fastslog også, at konkurrencemyndighederne skal bevise, at eksklusivitetsbetingelser er egnede til at begrænse konkurrencen, men at anvendelsen af en "lige så effektiv konkurrent"-test er fakultativ.

Afgørelse

Domstolen fastslog:

1. Artikel 102 TEUF skal fortolkes således, at adfærd udvist af distributører, der er en del af distributionsnettet for varer eller tjenesteydelser for en producent med en dominerende stilling, kan tilregnes denne producent, hvis det godtgøres, at denne adfærd ikke er udvist selvstændigt af distributørerne, men er en del af en politik, som ensidigt er besluttet af producenten og gennemføres via distributørerne.
2. Artikel 102 TEUF skal fortolkes således, at en konkurrencemyndighed, ved eksklusivitetsbetingelser i distributionsaftaler og ved afgørelsen om misbrug af dominerende stilling, skal godtgøre, at betingelserne er egnede til at begrænse konkurrencen. Dette skal ske på baggrund af alle relevante omstændigheder, herunder økonomiske analyser fremlagt af den dominerende virksomhed om den pågældende adfærds manglende evne til at udelukke lige så effektive konkurrenter. Anvendelsen af en test om den lige så effektive konkurrent er fakultativ, men hvis resultaterne fremlægges af virksomheden, skal konkurrencemyndigheden undersøge dens bevisværdi.

Retlige principper

• Tilregnelse af adfærd: En dominerende virksomhed kan holdes ansvarlig for sine distributørers adfærd, hvis denne adfærd er en del af en ensidig politik besluttet af virksomheden.
• Bevisbyrde for konkurrencebegrænsning: Konkurrencemyndighederne skal bevise, at eksklusivitetsbetingelser er egnede til at begrænse konkurrencen, under hensyntagen til alle relevante omstændigheder.
• Den lige så effektive konkurrent-test: Anvendelsen af denne test er fakultativ, men resultater fremlagt af virksomheden skal undersøges.
• Objektiv vurdering af misbrug: Misbrug af dominerende stilling vurderes objektivt, men konkurrencebegrænsende hensigt kan være et indicium.
• Forpligtelse til ikke at skade konkurrencen: En dominerende virksomhed har en særlig forpligtelse til ikke at skade effektiv konkurrence på markedet.