Anerkendelse af lægeeksamen: Betingelser for ret til selvstændigt virke

Sagen omhandler en finsk statsborger, A, der har taget sin medicinske grunduddannelse i Storbritannien. Efter endt uddannelse søgte A om autorisation som læge i Finland, men manglede det certifikat for et års praktisk erfaring, der kræves i Storbritannien for fuld autorisation. De finske myndigheder tilbød A en midlertidig autorisation, der tillod hende at arbejde som læge under tilsyn i tre år, samtidig med at hun gennemførte en speciallægeuddannelse i almen medicin.

Valvira (de finske sundhedsmyndigheder) gav A ret til at praktisere som læge under opsyn i en treårig periode, mens hun gennemførte en specialuddannelse i almen medicin. A klagede over denne afgørelse, da hun mente, at hendes kvalifikationer burde anerkendes fuldt ud.

Korkein hallinto-oikeus (den finske højeste forvaltningsdomstol) forelagde sagen for EU-Domstolen og spurgte, om de finske krav var i overensstemmelse med EU-retten om fri bevægelighed og etableringsfrihed.

Domstolen skulle tage stilling til, om Finlands krav om tre års overvåget praksis og specialuddannelse var en uforholdsmæssig begrænsning af A's ret til fri bevægelighed og etableringsfrihed.

Parternes argumenter

• A's argument: A argumenterede for, at hendes britiske medicinske uddannelse burde anerkendes fuldt ud i Finland, og at de finske krav var en uforholdsmæssig hindring for hendes ret til at praktisere som læge.
• De finske myndigheders argument: De finske myndigheder argumenterede for, at kravene var nødvendige for at sikre patientsikkerheden og kvaliteten af sundhedsydelserne i Finland.

Domstolens vurdering

Domstolen fandt, at de finske krav var en hindring for den frie bevægelighed og etableringsfriheden. Domstolen bemærkede, at selvom det er legitimt at sikre patientsikkerheden, skal kravene være proportionale. Da A allerede havde en medicinsk uddannelse fra en anden EU-medlemsstat, skulle de finske myndigheder have foretaget en individuel vurdering af hendes kvalifikationer i stedet for automatisk at kræve tre års overvåget praksis og specialuddannelse.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 45 TEUF og 49 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en værtsmedlemsstats kompetente myndighed, baseret på nationale retsforskrifter, giver en person ret til at udøve lægevirksomhed i en begrænset periode på tre år. Dette gælder under forudsætning af, at personen kun må arbejde under tilsyn af en autoriseret læge og skal gennemføre en treårig uddannelse i almen medicin for at opnå ret til selvstændigt virke som læge i værtsmedlemsstaten.

Dette gælder i en situation, hvor personen har bestået en medicinsk grundeksamen i en anden medlemsstat og er indehaver af et uddannelsesbevis, der er omhandlet i bilag V, punkt 5.1.1 i direktiv 2005/36 for Det Forenede Kongeriges vedkommende, men mangler det tilhørende certifikat for et års praktikophold, som er en yderligere betingelse for erhvervsmæssig kvalifikation i den pågældende medlemsstat.

Retlige Principper

• Fri bevægelighed for personer og etableringsfrihed: Artikel 45 og 49 i TEUF sikrer retten til fri bevægelighed for arbejdstagere og etableringsfrihed inden for EU.
• Gensidig anerkendelse af kvalifikationer: Direktiv 2005/36/EF fastsætter regler for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer mellem medlemsstaterne.
• Proportionalitetsprincippet: Enhver begrænsning af de grundlæggende friheder skal være proportional med det mål, der søges opnået.
• Forpligtelse til individuel vurdering: Nationale myndigheder skal foretage en individuel vurdering af en ansøgers kvalifikationer og erfaringer, før der træffes afgørelse om anerkendelse.
• Udligningsforanstaltninger: Hvis der er væsentlige forskelle mellem ansøgerens uddannelse og værtsmedlemsstatens krav, kan der pålægges udligningsforanstaltninger, men disse skal være proportionale.