Italiensk afgift på spilleselskaber potentielt i strid med EU-retten

Sagen omhandler en række italienske spilleselskaber (Admiral Gaming Network Srl m.fl.) og Agenzia delle Dogane e dei Monopoli (ADM) vedrørende en afgift pålagt koncessionshavere inden for spilsektoren. Tvisten opstod som følge af en italiensk lov (finansloven for 2015), der reducerede de provisioner, som spilleselskaberne modtog, med henvisning til behovet for at forbedre de offentlige finanser.

De italienske spilleselskaber anførte, at afgiften var i strid med EU-retten, nærmere bestemt etableringsfriheden (artikel 49 TEUF) og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. De hævdede, at afgiften udgjorde en restriktion for deres frihed til at udøve erhvervsvirksomhed og var uforudsigelig.

Consiglio di Stato forelagde sagen for EU-Domstolen og spurgte, om en sådan national lovgivning er forenelig med EU-retten.

Domstolens vurdering

EU-Domstolen fastslog, at en national lovgivning, der pålægger en afgift, som reducerer vederlaget til koncessionshavere inden for spilsektoren, kan udgøre en restriktion for etableringsfriheden. En sådan restriktion kan kun begrundes, hvis den forfølger et tvingende alment hensyn og er proportional.

Domstolen bemærkede, at målet om at forbedre de offentlige finanser i sig selv ikke er tilstrækkeligt til at begrunde en restriktion. Dog kan hensyn som bekæmpelse af kriminalitet eller beskyttelse af spillernes sundhed potentielt begrunde restriktionen, hvis den er egnet og nødvendig.

Domstolen udtalte også, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan være relevant, hvis afgiften var uforudsigelig og væsentligt påvirkede rentabiliteten af de investeringer, som spilleselskaberne havde foretaget.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at hvis det godtgøres, at en national ordning medfører en restriktion for den frihed, der er sikret ved denne bestemmelse i EUF-traktaten, fordi den pålægger en afgift, der indebærer en nedsættelse af vederlaget til koncessionshavere med ansvar for forvaltning af spil på spilleautomater, er sidstnævnte til hinder for, at en sådan restriktion kan begrundes under henvisning til formål, som udelukkende er knyttet til hensyn om sanering af de offentlige finanser.

Domstolen fastslog yderligere, at forudsat at artikel 49 TEUF finder anvendelse, skal princippet om beskyttelse af den berettigede forventning fortolkes således, at det principielt ikke er til hinder for en national ordning, som i løbet af varigheden af koncessionsaftaler indgået mellem selskaber og den pågældende medlemsstats administration midlertidigt nedsætter det vederlag til koncessionshaverne, der er fastsat i de nævnte aftaler, medmindre det under hensyn til omfanget af denne nedsættelses virkninger for rentabiliteten af koncessionshavernes investeringer og til foranstaltningens eventuelle pludselighed og uforudsigelige karakter viser sig, at koncessionshaverne ikke har fået den nødvendige tid til at tilpasse sig denne nye situation.

Retlige Principper

• Etableringsfrihed (Artikel 49 TEUF): Domstolen bekræfter, at enhver national foranstaltning, der hindrer eller gør udøvelsen af etableringsfriheden mindre attraktiv, udgør en restriktion.
• Tvingende almene hensyn: En restriktion af etableringsfriheden kan kun begrundes, hvis den forfølger et tvingende alment hensyn, såsom beskyttelse af forbrugerne eller forebyggelse af kriminalitet. Økonomiske hensyn alene er ikke tilstrækkelige.
• Proportionalitetsprincippet: Selv hvis et tvingende alment hensyn er til stede, skal restriktionen være egnet til at nå det tilsigtede mål og ikke gå videre end nødvendigt.
• Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning: Erhvervsdrivende har en berettiget forventning om, at nationale myndigheder ikke vil ændre regler på en måde, der væsentligt skader deres investeringer, især hvis ændringerne er pludselige og uforudsigelige.
• Medlemsstaternes skønsbeføjelse: Medlemsstaterne har et vidt skøn vedrørende hasardspil, men skal overholde EU-rettens grundlæggende principper.