Manglende ligebehandling ved tildeling af familieydelser til ikke-erhvervsaktive unionsborgere

Sagen omhandler en tvist mellem S, en unionsborger fra en anden medlemsstat end Tyskland, og Familienkasse Niedersachsen-Bremen der Bundesagentur für Arbeit (kontoret for familieydelser) vedrørende afslag på børnepenge for de første tre måneder af hendes ophold i Tyskland.

• Baggrund: S, hendes ægtefælle og deres tre børn er statsborgere i en anden EU-medlemsstat. Familien flyttede til Tyskland, og S ansøgte om børnepenge. Kontoret for familieydelser afslog ansøgningen for de første tre måneder med henvisning til § 62, stk. 1a, i den tyske indkomstskattelov (EStG), som udelukker statsborgere fra andre EU-lande fra børnepenge i de første tre måneder af deres ophold, medmindre de har indenlandsk indkomst.
• Centrale spørgsmål: Er den tyske lovgivning i strid med EU-retten, nærmere bestemt artikel 4 i forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og artikel 24 i direktiv 2004/38 om unionsborgeres ret til at færdes og opholde sig frit?
• Parternes argumenter:
  • S anførte, at den tyske lovgivning er diskriminerende, da tyske statsborgere modtager børnepenge fra første dag, uanset om de har indkomst.
  • Kontoret for familieydelser henviste til, at formålet med lovgivningen er at undgå misbrug af sociale ydelser og at beskytte det tyske socialsikringssystem mod urimelige byrder.
• Finanzgericht Bremens forelæggelse: Den forelæggende ret spurgte Domstolen, om EU-retten er til hinder for en national ordning, hvorefter en statsborger fra en anden medlemsstat, der etablerer bopæl i Tyskland og ikke har indenlandsk indkomst, ikke har ret til familieydelser i de første tre måneder, mens en tysk statsborger i samme situation har ret til disse ydelser.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 4 i forordning nr. 883/2004 er til hinder for en national lovgivning, der nægter en ikke-erhvervsaktiv unionsborger familieydelser i de første tre måneder af opholdet i værtsmedlemsstaten, mens værtsmedlemsstaten tildeler egne statsborgere sådanne ydelser under samme betingelser. Domstolen præciserede, at artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38, som giver mulighed for at begrænse adgangen til sociale ydelser i de første tre måneder af opholdet, ikke finder anvendelse på familieydelser.

Domstolen understregede, at en unionsborger, der opholder sig lovligt i en medlemsstat i henhold til artikel 6, stk. 1, og artikel 14, stk. 1, i direktiv 2004/38, er omfattet af ligebehandlingsprincippet i artikel 4 i forordning nr. 883/2004, også selvom vedkommende ikke er erhvervsaktiv.

Begrundelse

Domstolen begrundede afgørelsen med, at familieydelser ikke er omfattet af begrebet "sociale ydelser" i artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38, da de tildeles uafhængigt af den berettigedes personlige behov og ikke har til formål at sikre den pågældendes eksistensgrundlag. Da forordning nr. 883/2004 ikke indeholder bestemmelser, der tillader forskelsbehandling på grundlag af erhvervsaktivitet i relation til familieydelser, er en sådan forskelsbehandling i strid med ligebehandlingsprincippet i artikel 4.

Domstolen fremhævede, at en ikke-erhvervsaktiv unionsborger skal have etableret sit sædvanlige opholdssted i værtsmedlemsstaten for at kunne påberåbe sig ligebehandlingsprincippet.

Centrale EU-retlige principper

• Ligebehandlingsprincippet: Artikel 18 TEUF og artikel 4 i forordning nr. 883/2004 forbyder forskelsbehandling på grundlag af nationalitet inden for EU-rettens anvendelsesområde.
• Fri bevægelighed for personer: Unionsborgere har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, jf. artikel 21 TEUF.
• Gradvis erhvervelse af rettigheder: Direktiv 2004/38 fastsætter et gradvist system for erhvervelse af opholdsret i værtsmedlemsstaten.
• Definition af sociale ydelser: Begrebet "sociale ydelser" i artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38 omfatter kun ydelser, der tager sigte på at sikre den pågældendes eksistensgrundlag.
• Familieydelser: Ydelser, der tildeles automatisk til familier efter objektive kriterier og har til formål at udligne udgifter til forsørgelse, betragtes som "familieydelser" i henhold til forordning nr. 883/2004.
• Begrænsninger og undtagelser: Undtagelser til ligebehandlingsprincippet skal fortolkes strengt.

Anvendelse i sagen

Domstolen fastslog, at den tyske lovgivning, der udelukkede ikke-erhvervsaktive unionsborgere fra familieydelser i de første tre måneder af opholdet, var i strid med ligebehandlingsprincippet, da familieydelser ikke er omfattet af undtagelsen i artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38.

Betydning for EU-retten

Afgørelsen præciserer, at medlemsstaterne ikke kan indføre forskelsbehandling mellem egne statsborgere og unionsborgere, der lovligt opholder sig på deres område, når det gælder adgangen til familieydelser, medmindre der er en udtrykkelig hjemmel i EU-retten. Afgørelsen understreger vigtigheden af ligebehandlingsprincippet og den frie bevægelighed for personer.