Fortolkning af artikel 101 TEUF vedrørende vertikale aftaler og konkurrencebegrænsende formål

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Letland vedrørende fortolkningen af artikel 101, stk. 1 og 3, TEUF om konkurrencebegrænsende aftaler. Sagen drejer sig om "Visma Enterprise" SIA og Konkurences padome (konkurrencerådet), hvor sidstnævnte har pålagt Visma Enterprise en bøde for overtrædelse af den lettiske konkurrencelov.

Konkurrencerådet fandt, at Visma Enterprise havde indgået aftaler med forhandlere, der gav visse forhandlere en fordel i salgsprocessen, hvilket begrænsede konkurrencen. Aftalen indebar, at den forhandler, der først registrerede en potentiel transaktion med en slutbruger, havde fortrinsret til at gennemføre salget i seks måneder, medmindre brugeren modsatte sig dette.

Visma Enterprise anførte, at aftalen ikke fjernede konkurrencen, da den ikke hindrede forhandlere i at afgive tilbud til registrerede kunder, og at der ikke var bevis for en fælles målsætning om at opdele markedet.

Konkurrencerådet mente, at aftalen tilsigtede at fordele kunderne mellem forhandlerne og fjerne konkurrencen, og at den havde et konkurrencebegrænsende formål.

De præjudicielle spørgsmål omhandler, om en sådan aftale kan anses for at have et konkurrencebegrænsende formål eller følge, om den kan være undtaget fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, og om en enkelt økonomisk aktørs adfærd kan udgøre en overtrædelse.

Domstolen udtaler sig om fortolkningen af artikel 101, stk. 1 og 3, TEUF og fastslår principperne for vurdering af konkurrencebegrænsende aftaler og muligheden for fritagelse.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 101, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at en aftale mellem en leverandør og en forhandler, hvor forhandleren, der først registrerer en potentiel transaktion med slutbrugeren, har fortrinsret til at gennemføre salget i seks måneder, medmindre brugeren modsætter sig, ikke automatisk kan kvalificeres som en aftale, der har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen. Dette gælder, medmindre aftalen, henset til dens ordlyd, formål og sammenhæng, kan anses for tilstrækkeligt skadelig for konkurrencen.

I det tilfælde, hvor en sådan aftale ikke har et konkurrencebegrænsende formål, skal den nationale retsinstans undersøge, om aftalen i tilstrækkelig grad begrænser konkurrencen som følge af dens reelle eller potentielle virkninger, under hensyntagen til alle relevante omstændigheder i sagen.

Artikel 101, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at en sådan aftale kun kan være omfattet af en fritagelse, hvis den opfylder de betingelser, der er fastsat heri.

Endelig fastslås det, at artikel 101, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at det ikke er udelukket, at der foreligger en aftale i strid med bestemmelsen, alene fordi den myndighed, der har til opgave at gennemføre bestemmelsen, har foretaget en differentieret bedømmelse af spørgsmålet, om parterne i aftalen skulle holdes ansvarlige for overtrædelsen.

Retlige Principper

• Artikel 101, stk. 1, TEUF: Forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler.
• Artikel 101, stk. 3, TEUF: Mulighed for fritagelse fra forbuddet, hvis visse betingelser er opfyldt.
• Konkurrencebegrænsende formål vs. virkning: Sondring mellem aftaler, der i sig selv er konkurrencebegrænsende, og aftaler, hvis virkning er konkurrencebegrænsende.
• Restriktiv fortolkning: Begrebet "konkurrencebegrænsende formål" skal fortolkes restriktivt.
• Vertikale aftaler: Selvom vertikale aftaler ofte er mindre skadelige end horisontale, kan de under visse omstændigheder have et konkurrencebegrænsende potentiale.
• Fælles vilje: For at der foreligger en "aftale" i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF, er det tilstrækkeligt, at de pågældende virksomheder har udtrykt deres fælles vilje til at indrette deres adfærd på markedet på en bestemt måde.
• Differentieret ansvar: Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en aftale, der er forbudt i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF, er principielt anderledes end spørgsmålet om tilregnelsen af ansvaret for overtrædelsen.