Fortolkning af ne bis in idem-princippet ved ophævelse af amnesti og udstedelse af europæisk arrestordre

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Slovakiet vedrørende fortolkningen af EU-retten i forbindelse med en straffesag mod AB m.fl. De tiltalte var genstand for strafferetlig forfølgning i Slovakiet for lovovertrædelser begået i 1995. En amnesti fra 1998 afsluttede retsforfølgningen, men denne amnesti blev ophævet i 2017, hvorefter retsforfølgningen blev genoptaget.

Den forelæggende ret ønskede at udstede en europæisk arrestordre mod en af de tiltalte og spurgte, om princippet ne bis in idem er til hinder for dette, samt om direktiv 2012/13/EU om ret til information finder anvendelse på lovgivningsproceduren om ophævelse af amnestien.

Parternes argumenter

• Den forelæggende ret tvivlede på, om princippet ne bis in idem tillader udstedelse af en europæisk arrestordre, efter at en tidligere afgørelse havde afsluttet sagen på grund af amnesti.
• Den slovakiske regering anførte, at EU-retten ikke finder anvendelse, da de faktiske omstændigheder ligger før Slovakiets tiltrædelse af EU, og at Domstolen derfor ikke har kompetence.
• Europa-Kommissionen mente, at Domstolen har kompetence, da spørgsmålet vedrører fortolkningen af chartrets artikel 50 inden for rammerne af en procedure for udstedelse af en europæisk arrestordre.

Domstolens vurdering

• Domstolen fandt, at den har kompetence, da sagen vedrører fortolkningen af chartrets artikel 50 inden for rammerne af en procedure for udstedelse af en europæisk arrestordre, som er omfattet af rammeafgørelse 2002/584.
• Domstolen fastslog, at chartrets artikel 50 ikke er til hinder for udstedelsen af en europæisk arrestordre, da den tidligere afgørelse om afbrydelse af sagen ikke indebar en realitetsbehandling af de tiltaltes strafferetlige ansvar.
• Domstolen fastslog også, at direktiv 2012/13/EU ikke finder anvendelse på lovgivningsproceduren om ophævelse af amnestien, da denne procedure ikke har til formål at fastlægge en persons strafferetlige ansvar.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 50 i EU's charter om grundlæggende rettigheder ikke er til hinder for udstedelsen af en europæisk arrestordre i en situation, hvor:

• En person tidligere har været genstand for strafferetlig forfølgning.
• Denne forfølgning blev oprindeligt afbrudt af en endelig retsafgørelse baseret på en amnesti.
• Forfølgningen genoptages efter vedtagelsen af en lov, der ophæver amnestien og annullerer den tidligere retsafgørelse.
• Annullationen sker, før der er foretaget en vurdering af den pågældendes strafferetlige ansvar.

Domstolen præciserede også, at direktiv 2012/13/EU om ret til information i straffesager ikke finder anvendelse på lovgivningsprocedurer om ophævelse af amnesti eller retslige procedurer om foreneligheden af sådan ophævelse med national forfatning.

Centrale retsprincipper

• Princippet ne bis in idem (artikel 50 i EU-chartret):
  • Domstolen fortolker dette princip således, at det ikke forhindrer genoptagelse af en straffesag, hvis den oprindelige afbrydelse skete uden en reel prøvelse af den tiltaltes strafferetlige ansvar.
  • Princippet beskytter ikke mod fornyet retsforfølgning, hvis den første afgørelse (baseret på amnesti) ikke indebar en vurdering af skyldsspørgsmålet.
• Direktiv 2012/13/EU om ret til information i straffesager:
  • Domstolen fastslår, at direktivet kun finder anvendelse i sager, hvor formålet er at fastlægge en persons strafferetlige ansvar.
  • Lovgivningsmæssige eller forfatningsmæssige procedurer vedrørende amnesti falder uden for direktivets anvendelsesområde, da de ikke direkte omhandler spørgsmålet om individuel skyld.
• Rammeafgørelse 2002/584/RIA om den europæiske arrestordre:
  • Domstolen bekræfter, at en procedure for udstedelse af en europæisk arrestordre falder inden for EU-rettens anvendelsesområde, hvilket aktiverer chartrets bestemmelser.
  • Dette understreger vigtigheden af at sikre grundlæggende rettigheder i forbindelse med arrestordreprocedurer.
• Loyalt samarbejde (artikel 4, stk. 3, TEU) og artikel 267 TEUF:
  • Domstolen afstår fra at besvare spørgsmål om national lovgivning vedrørende amnesti, da sådan lovgivning ikke i sig selv udgør gennemførelse af EU-retten.
  • Dette respekterer medlemsstaternes autonomi på områder, der ikke er harmoniseret under EU-retten.