Oplysningspligt vedrørende investeringsbaserede livsforsikringer

Sagen omhandler fortolkningen af direktiv 2002/83 om livsforsikring og direktiv 2005/29 om urimelig handelspraksis i forbindelse med gruppelivsforsikringsaftaler tilknyttet investeringsfonde (unit linked-aftaler).

Sagen drejer sig om to polske sager, hvor forsikrede parter kræver tilbagebetaling af forsikringspræmier, idet de mener, at de ikke har modtaget tilstrækkelige oplysninger om de investeringer, deres forsikring var knyttet til.

Parter

• Sag C-143/20: A mod O
• Sag C-213/20: G.W. og E.S. mod A. Towarzystwo Ubezpieczeń Życie S.A.

Baggrund

• Sagerne omhandler gruppelivsforsikringsaftaler, hvor præmierne investeres i investeringsfonde.
• De forsikrede hævder, at de ikke fik tilstrækkelige oplysninger om arten og risiciene ved de underliggende aktiver i disse fonde.
• De forelæggende retter er i tvivl om omfanget af oplysningspligten og retsvirkningerne af manglende opfyldelse.

Centrale spørgsmål

• Skal artikel 36, stk. 1, i direktiv 2002/83 fortolkes således, at de deri omhandlede oplysninger skal forelægges en forbruger, der som forsikret indtræder i en gruppelivsforsikringsaftale?
• Hvilke oplysninger om de underliggende aktiver skal gives til forbrugeren?
• Skal oplysningerne gives i en særskilt procedure forud for aftalens indgåelse?
• Hvad er retsvirkningerne af manglende opfyldelse af oplysningspligten?
• Udgør manglende opfyldelse af oplysningspligten en vildledende udeladelse i henhold til direktiv 2005/29?

Hovedargumenter

• De forsikrede parter argumenterer for, at de har ret til at modtage alle relevante oplysninger om de underliggende aktiver, herunder risiciene, og at manglende opfyldelse af denne pligt bør medføre ugyldighed af aftalen.
• Forsikringsselskaberne argumenterer for, at de har opfyldt deres oplysningspligt, og at de nationale regler om aftalers gyldighed bør finde anvendelse.

Væsentlige forhold

• Domstolen fastslår, at artikel 36, stk. 1, i direktiv 2002/83 skal fortolkes således, at de deri omhandlede oplysninger skal forelægges en forbruger, der som forsikret indtræder i en gruppelivsforsikringsaftale.
• Domstolen præciserer, at de oplysninger, der skal gives, omfatter de væsentligste træk ved de underliggende aktiver, herunder deres økonomiske og retlige karakter samt de strukturelle risici.
• Domstolen fastslår, at undladelse af at forelægge disse oplysninger kan udgøre en vildledende udeladelse i henhold til direktiv 2005/29.

Afgørelse

• Artikel 36, stk. 1, i direktiv 2002/83 skal fortolkes således, at de deri omhandlede oplysninger skal forelægges en forbruger, der som forsikret indtræder i en gruppelivsforsikringsaftale tilknyttet en investeringsfond, som er indgået mellem et forsikringsselskab og en forsikringstagende virksomhed.
• Det påhviler forsikringsselskabet at forelægge den forsikringstagende virksomhed disse oplysninger, som sidstnævnte skal videregive til denne forbruger, inden vedkommende indtræder i aftalen, idet oplysningerne skal være ledsaget af alle yderligere præciseringer, som er nødvendige henset til forbrugerens krav og behov, i overensstemmelse med denne bestemmelse, sammenholdt med artikel 12, stk. 3, i direktiv 2002/92.
• Artikel 36, stk. 1, i direktiv 2002/83, sammenholdt med punkt A, punkt a.12, i bilag III hertil, skal fortolkes således, at den angivelse af arten af de underliggende aktiver, som skal forelægges forbrugeren, inden denne indtræder i en gruppelivsforsikringsaftale tilknyttet en investeringsfond, skal omfatte oplysninger om de væsentligste træk ved disse underliggende aktiver.
• Denne angivelse skal omfatte klare, præcise og forståelige oplysninger om de underliggende aktivers økonomiske og retlige karakter og om de strukturelle risici, som er knyttet til disse, og skal ikke nødvendigvis omfatte udtømmende oplysninger om hverken arten og omfanget af alle risici, der er forbundet med investering i disse underliggende aktiver, eller de samme oplysninger som dem, udstederen af de finansielle instrumenter, der udgør disse, har givet forsikringsselskabet i henhold til artikel 19, stk. 3, i direktiv 2004/39.
• Artikel 36, stk. 1, i direktiv 2002/83 skal fortolkes således, at de oplysninger, der er omhandlet i punkt A, punkt a.12, i bilag III til dette direktiv, ikke nødvendigvis skal forelægges en forbruger, der som forsikret indtræder i en gruppelivsforsikringsaftale tilknyttet en investeringsfond, i forbindelse med en særskilt procedure forud for aftalens indgåelse, og at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter det er tilstrækkeligt, at disse oplysninger er nævnt i aftalen, for så vidt som aftalen udleveres til forbrugeren i så god tid forud for dennes indtrædelse heri, at den pågældende får mulighed for på et oplyst grundlag at foretage et informeret valg af det forsikringsprodukt, som bedst dækker vedkommendes behov.
• Artikel 36, stk. 1, i direktiv 2002/83 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke kræver, at det lægges til grund, at ukorrekt opfyldelse af forpligtelsen til at forelægge de oplysninger, der er omhandlet i punkt A, punkt a.12, i bilag III til dette direktiv, medfører, at en gruppelivsforsikringsaftale tilknyttet en investeringsfond, eller en erklæring om indtrædelse heri er uvirksom eller ugyldig, således at en forbruger, der er indtrådt i aftalen, har ret til tilbagebetaling af de betalte forsikringspræmier, for så vidt som de processuelle regler, der er fastsat i national ret for udøvelse af retten til at gøre denne oplysningspligt gældende, ikke undergraver effektiviteten af denne ret ved at afskrække forbrugeren fra at udøve den.
• Artikel 7 i direktiv 2005/29 skal fortolkes således, at undladelse af at forelægge en forbruger, som indtræder i en gruppelivsforsikringsaftale tilknyttet en investeringsfond, de oplysninger, der er omhandlet i artikel 36, stk. 1, i direktiv 2002/83, sammenholdt med punkt A, punkt a.12, i bilag III hertil, kan udgøre en vildledende udeladelse som omhandlet i nævnte artikel 7.

Retlige principper

• Oplysningspligtens omfang: Domstolen fastslår, at oplysningspligten i artikel 36, stk. 1, i direktiv 2002/83 omfatter en pligt til at give klare, præcise og forståelige oplysninger om de væsentligste træk ved de aktiver, som en unit linked-aftale er baseret på. Dette inkluderer aktivernes økonomiske og retlige karakter samt de strukturelle risici, der er knyttet til dem.
• Forbrugerbeskyttelse: Domstolen understreger vigtigheden af, at forbrugerne har adgang til de nødvendige oplysninger for at kunne vælge den forsikring, der bedst dækker deres behov. Dette princip er centralt for at sikre en effektiv forbrugerbeskyttelse på forsikringsområdet.
• Direktivets effektive virkning: Domstolen fremhæver, at medlemsstaterne skal sikre, at de nationale regler ikke undergraver den effektive virkning af EU-retten. Dette indebærer, at de nationale regler om oplysningspligt og retsvirkningerne af manglende opfyldelse heraf skal sikre, at forbrugerne reelt kan udøve deres rettigheder.
• Vildledende udeladelser: Domstolen fastslår, at undladelse af at give de krævede oplysninger kan udgøre en vildledende udeladelse i henhold til direktiv 2005/29, hvilket er en urimelig handelspraksis.
• Harmonisering: Domstolen bemærker, at direktiv 2002/83 ikke indeholder en fuldstændig harmonisering af forsikringsaftaleretten, og at medlemsstaterne derfor har mulighed for at fastsætte nærmere regler om opfyldelsen af oplysningspligten.