Boligstøtte til fastboende tredjelandsstatsborgere: Krav om sprogkundskaber og EU-retten

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesgericht Linz i Østrig vedrørende fortolkningen af direktiv 2003/109 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding og direktiv 2000/43 om ligebehandling uanset race eller etnisk oprindelse.

Sagen drejer sig om KV, en tyrkisk statsborger med status som fastboende udlænding i Østrig, der blev nægtet boligstøtte, fordi han ikke kunne dokumentere tilstrækkelige tyskkundskaber, som krævet i § 6, stk. 9 og 11, i Oberösterreichisches Wohnbauförderungsgesetz (oöWFG).

Landesgericht Linz forelagde tre præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen:

• Er det i strid med artikel 11 i direktiv 2003/109 at kræve sprogkundskaber for boligstøtte til tredjelandsstatsborgere?
• Er det i strid med artikel 2 i direktiv 2000/43 at kræve sprogkundskaber for boligstøtte til tredjelandsstatsborgere?
• Er det i strid med artikel 21 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder at kræve sprogkundskaber for boligstøtte til tredjelandsstatsborgere?

Land Oberösterreich argumenterede for, at boligstøtte ikke er en "central ydelse" som omhandlet i direktiv 2003/109, og at kravet om sprogkundskaber er begrundet i integrationshensyn.

KV argumenterede for, at boligstøtte er en "central ydelse", og at kravet om sprogkundskaber udgør forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 11, stk. 1, litra d), i direktiv 2003/109 skal fortolkes således, at en medlemsstats lovgivning, der betinger boligstøtte til fastboende tredjelandsstatsborgere af dokumentation for grundlæggende sprogkundskaber, er i strid med direktivet, hvis boligstøtten udgør en "central ydelse". Det er den forelæggende rets opgave at vurdere, om boligstøtten i det konkrete tilfælde kan karakteriseres som en "central ydelse".

Domstolen præciserede, at direktiv 2000/43 ikke finder anvendelse på en medlemsstats lovgivning, der stiller krav om sprogkundskaber for boligstøtte til fastboende tredjelandsstatsborgere, da lovgivningen finder anvendelse på alle tredjelandsstatsborgere uden forskel.

Endelig fastslog Domstolen, at artikel 21 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder ikke finder anvendelse, når der er gjort brug af undtagelsen i artikel 11, stk. 4, i direktiv 2003/109, medmindre boligstøtten udgør en "central ydelse". Hvis boligstøtten udgør en sådan ydelse, er chartrets artikel 21 ikke til hinder for en sådan lovgivning.

Retlige Principper

• Ligebehandling af fastboende udlændinge: Direktiv 2003/109 har til formål at sikre integration af tredjelandsstatsborgere, der er fastboende i medlemsstaterne, og at de behandles lige med medlemsstaternes egne borgere på en række økonomiske og sociale områder.
• Begrebet "centrale ydelser": Undtagelsen i artikel 11, stk. 4, i direktiv 2003/109 skal fortolkes strengt. "Centrale ydelser" omfatter sociale sikringsydelser eller social beskyttelse, der bidrager til at dække grundlæggende behov som kost, bolig og sundhed.
• Chartrets anvendelsesområde: Chartrets bestemmelser er kun rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. Domstolen kan ikke bedømme national lovgivning i henhold til chartret, når lovgivningen ikke er omfattet af EU-retten.
• Forbud mod forskelsbehandling: Direktiv 2000/43 forbyder direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, men omfatter ikke forskelsbehandling på grundlag af nationalitet.