Ugyldighed af offentlig adgang til oplysninger om reelt ejerskab: Afvejning af privatliv og bekæmpelse af økonomisk kriminalitet

Sagen omhandler gyldigheden af artikel 1, nr. 15), litra c), i direktiv 2018/843, som ændrede artikel 30, stk. 5, i direktiv 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Ændringen indebar, at medlemsstaterne skulle sikre, at oplysninger om reelt ejerskab af selskaber og andre juridiske enheder var tilgængelige for alle medlemmer af offentligheden.

Sagen blev rejst ved Tribunal d'arrondissement de Luxembourg (kredsdomstolen i Luxembourg) i to separate sager (C-37/20 og C-601/20). I sag C-37/20 havde WM anlagt sag mod Luxembourg Business Registers (LBR) efter at LBR havde afvist at begrænse offentlighedens adgang til oplysninger om WM's status som reel ejer af et ejendomsselskab. I sag C-601/20 havde Sovim SA anlagt sag mod LBR efter et afslag på at forhindre offentlig adgang til oplysninger om den reelle ejer af Sovim.

De forelæggende retter stillede spørgsmål om, hvorvidt den ubegrænsede offentlige adgang til oplysninger om reelt ejerskab var forenelig med retten til privatliv og beskyttelse af personoplysninger, som er garanteret i artikel 7 og 8 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, samt databeskyttelsesforordningen.

Domstolen fandt, at den brede offentlige adgang udgjorde et uforholdsmæssigt indgreb i de grundlæggende rettigheder og derfor var ugyldig.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 1, nr. 15), litra c), i direktiv 2018/843 er ugyldig. Denne artikel ændrede artikel 30, stk. 5, første afsnit, litra c), i direktiv 2015/849, således at medlemsstaterne skulle sikre, at oplysninger om reelt ejerskab af selskaber og andre juridiske enheder var tilgængelige for alle medlemmer af offentligheden.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at den brede offentlige adgang udgjorde et uforholdsmæssigt indgreb i retten til privatliv og beskyttelse af personoplysninger, som er garanteret i artikel 7 og 8 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Domstolen fandt, at indgrebet ikke var begrænset til det strengt nødvendige for at opnå målet om at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

Begrundelse

Domstolen baserede sin afgørelse på følgende:

• Offentlig adgang til oplysninger om reelle ejere udgør et indgreb i retten til privatliv og databeskyttelse.
• Et sådant indgreb skal være fastlagt i lovgivningen, respektere de grundlæggende rettigheders væsentligste indhold og være nødvendigt for at nå et mål af almen interesse.
• Offentlighedens adgang til oplysninger om reelle ejere er et alvorligt indgreb, da det potentielt kan tegne en profil af en persons økonomiske situation og gøre oplysningerne tilgængelige for et ubegrænset antal personer.
• Indgrebet er ikke begrænset til det strengt nødvendige, da målet om at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme primært påhviler offentlige myndigheder og visse enheder som finansieringsinstitutter.
• Den ordning, der giver offentligheden adgang, er et mere alvorligt indgreb end den tidligere ordning, hvor adgang var betinget af en legitim interesse, uden at dette opvejes af tilsvarende fordele.

Centrale EU-retlige principper

• Grundlæggende rettigheder: EU-retten skal respektere de grundlæggende rettigheder, der er sikret i EU's charter om grundlæggende rettigheder, herunder retten til privatliv (artikel 7) og beskyttelse af personoplysninger (artikel 8).
• Proportionalitetsprincippet: Enhver begrænsning af de grundlæggende rettigheder skal være nødvendig og forholdsmæssig i forhold til det mål, der søges opnået. Det betyder, at indgrebet skal være egnet til at opnå målet, og at der ikke må findes mindre indgribende midler.
• Legalitetsprincippet: Enhver begrænsning af de grundlæggende rettigheder skal være fastlagt i lovgivningen, som klart og præcist definerer rækkevidden af begrænsningen.
• Databeskyttelsesforordningen (GDPR): Behandling af personoplysninger skal overholde principperne i databeskyttelsesforordningen, herunder lovlighed, rimelighed, gennemsigtighed, formålsbegrænsning og dataminimering.

Anvendelse i sagen

Domstolen fandt, at den brede offentlige adgang til oplysninger om reelle ejere var et uforholdsmæssigt indgreb i retten til privatliv og databeskyttelse, da den ikke var begrænset til det strengt nødvendige for at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Domstolen lagde vægt på, at der fandtes mindre indgribende midler, og at indgrebet var for generelt og upræcist.