Kvalitative Udvælgelseskriterier og Krav om Lokal Autorisation i Offentlige Udbud vedrørende Fødevarer

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tallinna Ringkonnakohus (appeldomstolen i Tallinn, Estland) vedrørende fortolkningen af artikel 2 og 46 i direktiv 2004/18/EF om offentlige vareindkøbskontrakter samt princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

Sotsiaalministeerium (socialministeriet, Estland) og Riigi Tugiteenuste Keskus (center for statens fælles tjenester) er parter i en tvist om en afgørelse om finansiel korrektion, hvor Riigi Tugiteenuste Keskus afviste visse betalingsanmodninger fra socialministeriet i forbindelse med et projekt om indkøb og distribution af fødevarehjælp til de socialt dårligst stillede.

Tvisten udspringer af, at socialministeriet i udbudsmaterialet krævede, at tilbudsgivere skulle råde over en autorisation fra Veterinaar- ja Toiduamet (veterinær- og fødevaremyndigheden, Estland) eller opfylde informations- og autorisationsforpligtelser i Estland. Riigi Tugiteenuste Keskus mente, at dette krav var restriktivt og uberettiget over for tilbudsgivere etableret i andre medlemsstater.

Hovedargumenter

• Socialministeriet: Kravet om autorisation var nødvendigt for at sikre overholdelse af estisk lov om fødevarer og forordning nr. 852/2004 om fødevarehygiejne. Ministeriet anførte også, at tidligere revisioner fra finansministeriet havde godkendt praksissen, og at en ændring af fortolkningen var i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
• Riigi Tugiteenuste Keskus: Artikel 46 i direktiv 2004/18 tillader kun at kræve bevis for autorisation udstedt af den medlemsstat, hvor tilbudsgiveren er etableret. Det var urimeligt og i strid med ligebehandlingsprincippet at kræve, at tilbudsgiveren allerede havde foretaget tiltag i Estland på tidspunktet for tilbudsafgivelsen.

De Præjudicielle Spørgsmål

1. Er artikel 2 og 46 i direktiv 2004/18 til hinder for nationale bestemmelser, der kræver, at tilbudsgivere skal dokumentere nødvendige registreringer eller autorisationer for at blive kvalificeret?
2. Er artikel 2 og 46 i direktiv 2004/18 til hinder for, at ordregivende myndigheder fastlægger et udvælgelseskriterium, hvorefter tilbudsgivere skal råde over en autorisation eller registrering i det land, hvor fødevarehjælpen ydes, allerede ved afgivelsen af tilbuddet?
3. Kan princippet om den berettigede forventning gøres gældende i denne situation?

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 2 og 46 i direktiv 2004/18/EF er til hinder for national lovgivning, der kræver, at tilbudsgivere i en udbudsbekendtgørelse som et kvalitativt udvælgelseskriterium skal dokumentere, at de allerede ved afgivelsen af deres tilbud råder over en registrering eller autorisation. Denne registrering eller autorisation skal være krævet i henhold til lovgivningen, der gælder for den aktivitet, som er genstand for den offentlige kontrakt, og skal være udstedt af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor kontrakten skal udføres, selvom de allerede har en tilsvarende registrering eller autorisation i den medlemsstat, hvor de er etableret.

Domstolen fastslår yderligere, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke kan påberåbes af en ordregivende myndighed, der som led i en offentlig kontraktprocedure og for at overholde national fødevarelovgivning har krævet, at tilbudsgivere allerede ved afgivelsen af deres tilbud råder over en registrering eller autorisation, som er udstedt af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor kontrakten skal udføres.

Retlige Principper

• Princippet om gensidig anerkendelse: Artikel 46 i direktiv 2004/18, sammenholdt med direktivets 42. betragtning, fastslår, at princippet om gensidig anerkendelse af kvalifikationer gælder ved udvælgelsen af tilbudsgivere.
• Ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet: Kravet om, at tilbudsgivere skal have en autorisation fra en estisk myndighed eller opfylde informations- og autorisationsforpligtelser i Estland, er diskriminerende og ikke begrundet over for tilbudsgivere etableret i andre medlemsstater, hvilket er i strid med ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet.
• Fri udveksling af tjenesteydelser: Et krav om, at en virksomhed skal have en etableringstilladelse i en anden medlemsstat for at kunne udføre tjenesteydelser, vil ophæve virkningen af artikel 56 TEUF, der har til formål at fjerne begrænsninger for fri udveksling af tjenesteydelser.
• Fødevaresikkerhed og fri bevægelighed for fødevarer: Forordning nr. 852/2004 har til formål at opnå et højt niveau af fødevaresikkerhed og samtidig sikre fri bevægelighed for fødevarer i Unionen. Dette mål ville blive hindret, hvis fødevarevirksomheder skulle registrere sig eller indhente driftsautorisation i hver medlemsstat, hvor de transporterer eller oplagrer deres fødevarer.
• Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning: En national myndighed kan som udgangspunkt ikke påberåbe sig EU-rettens princip om beskyttelse af den berettigede forventning i en tvist med en anden del af staten.