Vagttjeneste og arbejdstid: Hurtig udrykning uden ophold på arbejdsstedet

Sagen omhandler en brandmands krav om betaling for vagttjeneste uden krav om ophold på arbejdsstedet. Brandmanden, RJ, var ansat ved brandvæsenet i Offenbach am Main og skulle i sin vagttjeneste kunne rykke ud til bygrænsen inden for 20 minutter.

Tvisten opstod, da RJ krævede, at hans vagttjeneste blev anerkendt som arbejdstid og aflønnet som sådan. Arbejdsgiveren afviste dette, hvilket førte til en retssag.

Verwaltungsgericht Darmstadt forelagde sagen for EU-Domstolen med spørgsmål om, hvorvidt en vagttjeneste med krav om hurtig udrykning, men uden krav om ophold på arbejdsstedet, skal betragtes som arbejdstid i henhold til direktiv 2003/88.

RJ argumenterede for, at kravet om at kunne rykke ud inden for 20 minutter begrænsede hans fritid i væsentlig grad.

Stadt Offenbach am Main anførte, at da RJ ikke var forpligtet til at opholde sig på et bestemt sted, kunne vagttjenesten ikke betragtes som arbejdstid.

Den forelæggende ret ønskede afklaret, om direktivets artikel 2 skal fortolkes således, at perioder med vagttjeneste, hvor en arbejdstager er forpligtet til inden for 20 minutter at nå bygrænsen for sit tjenestested med indsatsvognen og iført indsatsbeklædning, anses for arbejdstid, selv om arbejdsgiveren ikke har foreskrevet arbejdstageren et opholdssted, men arbejdstageren alligevel er væsentligt begrænset i valget af lokalitet og i mulighederne for at hellige sig sine personlige og sociale interesser.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 2, nr. 1, i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at en vagttjeneste uden krav om ophold på arbejdsstedet, hvor en arbejdstager skal kunne nå bygrænsen inden for 20 minutter iført indsatsbeklædning og med et indsatskøretøj, kun udgør arbejdstid i sin helhed, hvis en samlet vurdering viser, at de pålagte begrænsninger er af en sådan karakter, at de objektivt og i betydelig grad påvirker arbejdstagerens mulighed for frit at disponere over sin tid og varetage egne interesser.

Domstolen understregede, at vurderingen skal tage hensyn til alle sagens omstændigheder, herunder konsekvenserne af tidsfristen og hyppigheden af indgreb i vagtperioden.

Domstolens Begrundelse

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Direktivets formål om at sikre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed gennem minimumsforskrifter for arbejdstid.
• Nødvendigheden af at fortolke begreberne "arbejdstid" og "hvileperiode" i lyset af artikel 31, stk. 2, i EU-charteret om grundlæggende rettigheder.
• At en vagttjeneste, der i betydelig grad begrænser arbejdstagerens mulighed for at disponere over sin tid, skal betragtes som arbejdstid.
• At den tid, der er knyttet til faktisk udført arbejde under vagttjenesten, altid udgør arbejdstid.
• At medlemsstaterne skal sikre, at vagtordninger ikke kompromitterer arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, uanset om de klassificeres som arbejdstid eller hvileperiode.

Centrale EU-retlige principper

• Definition af arbejdstid: Domstolen præciserer, at begrebet "arbejdstid" i direktiv 2003/88 omfatter perioder, hvor arbejdstageren er på arbejde, står til arbejdsgiverens rådighed og udfører sine opgaver i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.
• Effektivitetsprincippet: Medlemsstaterne må ikke ensidigt fastlægge rækkevidden af begreberne "arbejdstid" og "hvileperiode" på en måde, der undergraver direktivets formål og den beskyttelse, det tilsigter at give arbejdstagerne.
• Beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed: Direktiv 2003/88 har til formål at sikre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ved at fastsætte minimumsforskrifter for arbejdstidens tilrettelæggelse. Dette princip skal fortolkes i lyset af artikel 31, stk. 2, i EU-charteret om grundlæggende rettigheder.
• Helhedsvurdering: Ved vurderingen af, om en vagttjeneste skal betragtes som arbejdstid, skal der foretages en helhedsvurdering af alle sagens omstændigheder, herunder de begrænsninger, der er pålagt arbejdstageren, og hyppigheden af indgreb.
• Arbejdsgivers forpligtelser: Uanset om en vagtperiode klassificeres som arbejdstid eller hvileperiode, har arbejdsgiveren en forpligtelse til at beskytte arbejdstagerens sikkerhed og sundhed i henhold til direktiv 89/391.