Kompetence i underholdssager: Offentligt organs regressøgsmål og den bidragsberettigedes sædvanlige bopæl

WV mod Landkreis Harburg omhandler spørgsmålet om international kompetence i en sag om underholdspligt, hvor et offentligt organ er indtrådt i den bidragsberettigedes rettigheder.

Sagen drejer sig om WV, der bor i Østrig, og Landkreis Harburg, et tysk offentligt organ. WV's mor bor i Tyskland og modtager socialhjælp fra Landkreis Harburg. Da WV's mor har krav på underhold fra WV, er Landkreis Harburg indtrådt i hendes rettigheder i henhold til tysk lov.

Landkreis Harburg anlagde sag mod WV ved de tyske domstole for at inddrive de udbetalte underholdsbidrag. Spørgsmålet er, om de tyske domstole har international kompetence til at behandle sagen, når Landkreis Harburg som offentligt organ har overtaget kravet.

Bundesgerichtshof forelagde sagen for EU-Domstolen og spurgte, om et offentligt organ, der har udbetalt sociale ydelser til en person berettiget til underholdsbidrag, kan påberåbe sig værnetinget på den bidragsberettigedes sædvanlige opholdssted i henhold til artikel 3, litra b), i forordning nr. 4/2009.

Baggrund

• WV's mor modtager socialhjælp i Tyskland.
• Landkreis Harburg er indtrådt i moderens underholdskrav mod WV.
• WV bor i Østrig.
• Spørgsmålet er, om de tyske domstole har kompetence.

Parternes argumenter

• Landkreis Harburg argumenterede for, at de tyske domstole har kompetence, da moderen har bopæl i Tyskland.
• WV anførte, at de tyske domstole ikke har kompetence, da WV bor i Østrig.

Centrale spørgsmål

• Kan et offentligt organ påberåbe sig værnetinget på den bidragsberettigedes sædvanlige opholdssted?
• Hvordan skal artikel 3, litra b), i forordning nr. 4/2009 fortolkes?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at et offentligt organ, der har anlagt et regressøgsmål for at inddrive beløb udbetalt i stedet for underholdsbidrag, med føje kan påberåbe sig kompetence efter artikel 3, litra b), i forordning nr. 4/2009. Dette gælder, når organet er indtrådt i den bidragsberettigedes rettigheder over for den bidragspligtige, og søger at få fastslået kompetence ved retten på det sted, hvor den bidragsberettigede har sin sædvanlige bopæl.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• At forordningens artikel 3 opstiller generelle kriterier for kompetencefordeling i sager om underholdspligt.
• At artikel 3 ikke udelukker, at et offentligt organ anlægger sag, når det er indtrådt i den bidragsberettigedes rettigheder.
• At en sådan fortolkning fremmer en effektiv inddrivelse af underholdsbidrag, hvilket er et af forordningens formål.
• At det ikke påvirker hensynet til retsplejen eller den bidragspligtiges interesser, da denne under alle omstændigheder må forvente at blive sagsøgt enten ved sin egen bopæl eller ved den bidragsberettigedes bopæl.
• At artikel 64 i forordningen netop omhandler offentlige organers intervention i sager om underholdsbidrag.
• At afgørelsen er i overensstemmelse med Haagerprotokollen, der henvises til i forordningens artikel 15.

Retlige Principper

Domstolen fremhævede følgende EU-retlige principper:

• Autonom fortolkning: Kompetenceregler i EU-retlige instrumenter skal fortolkes selvstændigt under hensyntagen til forordningens formål og opbygning.
• Effektivitetsprincippet: EU-retten skal fortolkes på en måde, der sikrer dens praktiske virkning og fremmer realiseringen af dens mål, herunder en effektiv inddrivelse af underholdsbidrag.
• Retsplejens hensyn: Domstolens organisation skal optimeres, og parternes adgang til domstolene og forudsigelighed med hensyn til kompetencereglerne skal sikres.
• Haagerprotokollen: Ved fastlæggelsen af lovvalgsregler i sager om underholdspligt skal der tages hensyn til Haagerprotokollen.

Disse principper sikrer en effektiv og retfærdig håndhævelse af underholdspligt i grænseoverskridende sager og understreger vigtigheden af at fortolke EU-retten i overensstemmelse med dens formål og kontekst.