Sanering af kreditinstitutter: Tilbagevirkende kraft og beskyttelse af verserende retssager

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) vedrørende fortolkningen af direktiv 2001/24/EF om sanering og likvidation af kreditinstitutter.

Banco de Portugal, Fundo de Resolução og Novo Banco SA, Sucursal en España (herefter Novo Banco Spanien) var involveret i en tvist med VR angående gyldigheden af en aftale om salg af privilegerede andele.

VR anlagde sag ved de spanske domstole med påstand om, at kontrakten om salg af andele var ugyldig. Novo Banco Spanien anførte, at banken ikke kunne sagsøges, da det omhandlede passiv ikke var blevet overdraget til banken.

Under sagen fremlagde Novo Banco Spanien afgørelser fra Banco de Portugal, der med tilbagevirkende kraft ændrede de retlige rammer for overdragelsen af aktiver og passiver.

Tribunal Supremo forelagde herefter et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen om, hvorvidt en sådan tilbagevirkende kraft er forenelig med retten til effektiv domstolsbeskyttelse, retsstatsprincippet og retssikkerhedsprincippet.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 3, stk. 2, og artikel 32 i direktiv 2001/24, sammenholdt med retssikkerhedsprincippet og artikel 47, stk. 1, i EU-charteret om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at de er til hinder for en ubetinget anerkendelse i en verserende retssag i en anden medlemsstat. Dette gælder, når sagen vedrører en passivpost, som et kreditinstitut er frataget ved en første saneringsforanstaltning i hjemlandet, og en efterfølgende saneringsforanstaltning med tilbagevirkende kraft overdrager passivposten tilbage til instituttet. En sådan anerkendelse ville medføre, at kreditinstituttet, som oprindeligt fik overført passivet, mister sin mulighed for at blive sagsøgt i den verserende sag, hvilket skaber tvivl om tidligere retsafgørelser til fordel for sagsøgeren.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Direktiv 2001/24's artikel 32 fastslår, at virkningerne af saneringsforanstaltninger på verserende retssager afgøres efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer.
• Retssikkerhedsprincippet og retten til effektiv domstolsbeskyttelse (artikel 47 i EU-charteret) tilsiger, at parter skal kunne forudse retsvirkningerne af deres handlinger og have adgang til effektive retsmidler.
• En ændring med tilbagevirkende kraft, der fratager en part muligheden for at blive sagsøgt, undergraver retssikkerheden og retten til effektiv domstolsbeskyttelse.

Retlige principper

Domstolen fremhævede følgende EU-retlige principper:

• Gensidig anerkendelse af saneringsforanstaltninger: Medlemsstaterne skal anerkende hinandens saneringsforanstaltninger for kreditinstitutter.
• Lex concursus: Saneringsforanstaltninger reguleres som udgangspunkt af lovgivningen i kreditinstituttets hjemland.
• Undtagelse for verserende retssager: Artikel 32 i direktiv 2001/24 fastslår, at virkningerne af saneringsforanstaltninger på verserende retssager afgøres efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer.
• Retssikkerhedsprincippet: Retsregler skal være klare og forudsigelige, så borgerne kan indrette sig efter dem.
• Retten til effektiv domstolsbeskyttelse: Enhver, hvis EU-retlige rettigheder er krænket, har ret til effektive retsmidler for en domstol (artikel 47 i EU-charteret).

Domstolen fortolkede disse principper i lyset af direktiv 2001/24 og EU-charteret og konkluderede, at hensynet til retssikkerhed og effektiv domstolsbeskyttelse vejer tungere end princippet om gensidig anerkendelse, når en ændring med tilbagevirkende kraft undergraver en parts mulighed for at få sin sag prøvet ved en domstol.