Beskyttelse af forladte rasteområder for europæisk hamster under habitatdirektivet

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgericht Wien vedrørende fortolkningen af artikel 12, stk. 1, litra d), i Rådets direktiv 92/43/EØF (habitatdirektivet). Sagen er anlagt af IE mod Magistrat der Stadt Wien.

IE, en ansat hos en byggeentreprenør, blev pålagt en bøde for at have beskadiget eller ødelagt raste- eller yngleområder for den europæiske hamster (Cricetus cricetus) i forbindelse med et byggeprojekt. IE anfægtede bøden med den begrundelse, at hamsterne ikke brugte hulerne under arbejdet, og at arbejdet ikke havde beskadiget eller ødelagt deres yngle- eller rasteområder.

Den forelæggende ret var i tvivl om fortolkningen af begreberne »rasteområde« og »yngleområde« i habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra d), og forelagde en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.

Domstolen skulle tage stilling til, om begrebet »rasteområde« også omfatter tidligere rasteområder, der er blevet forladt, og efter hvilke kriterier det skal fastslås, om en handling udgør et indgreb i et raste- eller yngleområde, samt hvornår et sådant indgreb kan betragtes som en »beskadigelse« eller »ødelæggelse«.

Domstolen afviste at besvare spørgsmålene om yngleområder og kriterierne for beskadigelse og ødelæggelse, men fastslog, at et rasteområde også omfatter områder, der ikke længere benyttes af en beskyttet dyreart, hvis der er en tilstrækkelig sandsynlighed for, at arten vil vende tilbage.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra d), skal fortolkes således, at begrebet »rasteområder« også omfatter områder, der ikke længere benyttes af en beskyttet dyreart, som den europæiske hamster, hvis der er en tilstrækkelig sandsynlighed for, at arten vil vende tilbage. Det er den forelæggende rets opgave at efterprøve denne sandsynlighed.

Begrundelse

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Habitatdirektivets formål om at sikre biologisk diversitet og bevare naturtyper samt vilde dyr og planter.
• Artikel 12's krav om en streng beskyttelsesordning, der forbyder beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder.
• At beskyttelsen ikke kun gælder forsætlige handlinger, men også handlinger, der ikke er det, hvilket indikerer en højere grad af beskyttelse af disse områder.
• At formålet med beskyttelsen er at sikre, at store dele af levestederne for beskyttede dyrearter bevares, så de kan hvile og overleve.
• Kommissionens vejledning, der præciserer, at rasteområder skal beskyttes, selv når de ikke benyttes, hvis der er stor sandsynlighed for, at arten vender tilbage.
• At det vil være uforeneligt med direktivets formål at fratage rasteområder deres beskyttelse, hvis der er en tilstrækkelig stor sandsynlighed for, at arten vender tilbage.

Centrale EU-retlige principper

• Fortolkning af EU-ret: Ved fortolkning af en EU-retlig bestemmelse skal der tages hensyn til ordlyden, sammenhængen og formålet med den ordning, bestemmelsen indgår i.
• Habitatdirektivets formål: At bidrage til at sikre den biologiske diversitet ved at bevare naturtyperne samt de vilde dyr og planter.
• Beskyttelsesordningens omfang: Medlemsstaterne skal træffe nødvendige foranstaltninger for at indføre en streng beskyttelsesordning for dyrearterne i bilag IV, litra a), hvilket inkluderer et forbud mod beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder.
• Beskyttelsens karakter: Beskyttelsen gælder ikke kun forsætlige handlinger, men også handlinger, der ikke er det, hvilket understreger vigtigheden af at beskytte disse områder.
• Rasteområders definition: Rasteområder skal beskyttes, selvom de ikke aktuelt benyttes, hvis der er en sandsynlighed for, at de beskyttede arter vil vende tilbage.

Anvendelse i sagen

Domstolen anvendte disse principper til at fastslå, at beskyttelsen af rasteområder for den europæiske hamster (Cricetus cricetus) også gælder forladte områder, hvis der er en sandsynlighed for, at arten vil vende tilbage. Dette understreger vigtigheden af at opretholde levesteder for at sikre arternes overlevelse og den biologiske diversitet.

Betydning for EU-retten

Afgørelsen præciserer omfanget af beskyttelsen af dyrearters levesteder under habitatdirektivet. Den understreger, at beskyttelsen ikke kun gælder de områder, der aktuelt benyttes, men også potentielle levesteder, hvilket er afgørende for at opretholde en gunstig bevaringsstatus for truede arter.