Vejafgifter for tunge godskøretøjer: Fortolkning af omkostningsdækningsprincippet og direkte virkning

BY og CZ anlagde sag mod Forbundsrepublikken Tyskland vedrørende tilbagebetaling af vejafgifter betalt for benyttelse af tyske forbundsmotorveje i perioden 2010-2011. BY og CZ mente, at vejafgifterne var for høje og i strid med EU-retten.

Den forelæggende ret, Oberverwaltungsgericht für das Land Nordrhein-Westfalen, forelagde præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende fortolkningen af artikel 7, stk. 9, og artikel 7a, stk. 1 og 2, i direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer.

De centrale spørgsmål var:

• Har artikel 7, stk. 9, og artikel 7a, stk. 1 og 2, i direktiv 1999/62/EF direkte virkning, således at borgerne kan påberåbe sig disse bestemmelser?
• Kan omkostninger til færdselspoliti medregnes som driftsomkostninger?
• Er en overskridelse af de forventede infrastrukturomkostninger på 3,8% eller 6% en tilsidesættelse af forbuddet mod omkostningsoverskridelse?
• Kan en for høj vejafgiftssats efterfølgende begrundes ved en ny beregning af infrastrukturomkostningerne under en retssag?

Domstolen fastslog, at artikel 7, stk. 9, og artikel 7a, stk. 1 og 2, i direktiv 1999/62/EF har direkte virkning, og at omkostninger til færdselspoliti ikke kan medregnes som driftsomkostninger. Domstolen fastslog også, at en overskridelse af de forventede infrastrukturomkostninger på 3,8% eller 6% er en tilsidesættelse af forbuddet mod omkostningsoverskridelse, og at en for høj vejafgiftssats ikke efterfølgende kan begrundes ved en ny beregning af infrastrukturomkostningerne under en retssag.

Afgørelse

• Artikel 7, stk. 9, i direktiv 1999/62/EF, som ændret ved direktiv 2006/38/EF, fortolkes således, at omkostninger til færdselspoliti ikke er omfattet af begrebet »omkostningerne til drift«.
• Artikel 7, stk. 9, i direktiv 1999/62, som ændret ved direktiv 2006/38, fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at de vægtede gennemsnitlige vejafgifter overskrider infrastrukturomkostningerne med 3,8% eller 6% på grund af beregningsfejl eller medregning af omkostninger, der ikke er omfattet af begrebet »infrastrukturomkostninger«.
• En borger kan direkte ved de nationale domstole påberåbe sig forpligtelsen til kun at medregne infrastrukturomkostninger som omhandlet i artikel 7, stk. 9, i direktiv 1999/62, som ændret ved direktiv 2006/38, over for en medlemsstat, når denne ikke har overholdt bestemmelserne eller har foretaget en ukorrekt gennemførelse heraf.
• Direktiv 1999/62, som ændret ved direktiv 2006/38, sammenholdt med præmis 138 i dom af 26. september 2000, Kommissionen mod Østrig (C-205/98), fortolkes således, at det er til hinder for, at en for høj vejafgiftssats efterfølgende begrundes ved en ny beregning af infrastrukturomkostningerne, der fremlægges under en retssag.

Retlige Principper

• Princippet om dækning af infrastrukturomkostninger: Vejafgifter skal baseres på princippet om, at kun infrastrukturomkostninger dækkes. Dette princip er fastlagt i artikel 7, stk. 9, i direktiv 1999/62/EF.
• Direkte virkning af direktivbestemmelser: En borger kan påberåbe sig bestemmelser i et direktiv, der er tilstrækkeligt præcise og ubetingede, over for en medlemsstat ved de nationale domstole, når medlemsstaten ikke har gennemført direktivet korrekt.
• Fortolkning af EU-ret: Domstolens fortolkning af EU-retlige regler skal belyse og præcisere betydningen og rækkevidden af den pågældende regel, således som den skal forstås og anvendes fra sin ikrafttræden.
• Begrænsning af doms tidsmæssige virkning: Domstolen kan undtagelsesvis begrænse borgernes mulighed for at påberåbe sig en fortolket bestemmelse med henblik på anfægtelse af tidligere stiftede retsforhold, hvis de berørte parter var i god tro, og der er fare for alvorlige forstyrrelser.