Fortolkning af betalingsinstrumentbegrebet og forbrugerbeskyttelse ved kontaktløse betalinger

Sagen omhandler en tvist mellem DenizBank AG og Verein für Konsumenteninformation (VKI) vedrørende gyldigheden af aftalevilkår for brug af multifunktionelle bankkort med NFC-funktion (kontaktløs betaling).

• VKI anlagde sag mod DenizBank for at forbyde brugen af visse vilkår i bankens almindelige betingelser.
• De omtvistede vilkår vedrører bl.a. stiltiende godkendelse af ændringer i aftalen, ansvarsfraskrivelse for uautoriserede betalinger med lav værdi via NFC, og manglende mulighed for at spærre kortet for kontaktløse betalinger.
• Oberster Gerichtshof forelagde præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af direktiv 2015/2366 vedrørende betalingstjenester.

Centrale spørgsmål

• Kan en betalingstjenestebruger stiltiende godkende ændringer i en rammeaftale?
• Udgør NFC-funktionen i et bankkort et betalingsinstrument?
• Betragtes kontaktløs betaling med NFC som anonym anvendelse af betalingsinstrumentet?
• Kan en betalingstjenesteudbyder påberåbe sig undtagelsesbestemmelser, hvis det ikke kan bevises, at kortet ikke kan spærres?

Domstolens vurdering

• Domstolen fastslår, at direktivet regulerer oplysningskravene ved stiltiende godkendelse af ændringer, men begrænser ikke aftalevilkårene. National ret kan dog regulere urimelige kontraktvilkår.
• NFC-funktionen udgør et betalingsinstrument.
• Kontaktløs betaling med NFC betragtes som anonym anvendelse.
• Betalingstjenesteudbyderen skal bevise, at kortet objektivt set ikke kan spærres, for at påberåbe sig undtagelsesbestemmelser.

Afgørelse

Domstolen fastslår:

1. Artikel 52, nr. 6), litra a), i direktiv 2015/2366, sammenholdt med artikel 54, stk. 1, regulerer oplysninger og betingelser for en betalingstjenesteudbyder, der ønsker at aftale en formodning for godkendelse af ændringer i en rammeaftale. Bestemmelsen begrænser ikke, om brugeren skal være forbruger, eller typen af aftalevilkår, men berører en eventuel efterprøvelse af urimelige vilkår ifølge direktiv 93/13.

2. Artikel 4, nr. 14), i direktiv 2015/2366 definerer NFC-funktionen i et personaliseret, multifunktionelt bankkort som et "betalingsinstrument", når det bruges til betalinger af lave beløb, der debiteres den tilknyttede bankkonto.

3. Artikel 63, stk. 1, litra b), i direktiv 2015/2366 fastslår, at en kontaktløs betaling med lav værdi via NFC-funktionen i et personaliseret bankkort udgør en "anonym" anvendelse af betalingsinstrumentet.

4. Artikel 63, stk. 1, litra a), i direktiv 2015/2366 præciserer, at en betalingstjenesteudbyder ikke blot kan hævde, at et betalingsinstrument ikke kan spærres eller forhindres i yderligere anvendelse, uden at dette understøttes af objektiv teknisk viden.

Retlige principper

• Forbrugerbeskyttelse: EU-retten tilsigter at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse inden for betalingstjenester.
• Harmonisering: Direktiv 2015/2366 tilsigter fuld harmonisering af reglerne om forudgående oplysninger om stiltiende godkendelse af ændringer i en rammeaftale.
• Definition af betalingsinstrument: NFC-funktionen i et bankkort kan udgøre et betalingsinstrument i direktivets forstand.
• Anonym anvendelse: En kontaktløs betaling via NFC-funktionen anses for anonym anvendelse, selvom kortet er knyttet til en bankkonto.
• Betalingstjenesteudbyderens ansvar: Betalingstjenesteudbydere er ansvarlige for sikkerhedsforanstaltninger og kan ikke blot hævde umulighed af spærring uden teknisk bevis.