Fortolkning af artikel 33, stk. 3, i direktiv 2008/118: Afgiftspligt for transportør af punktafgiftspligtige varer

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Court of Appeal (England & Wales) vedrørende fortolkningen af artikel 33, stk. 3, i Rådets direktiv 2008/118/EF om den generelle ordning for punktafgifter.

Sagen drejer sig om Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs (skatte- og toldmyndigheden i Storbritannien) mod WR, en selvstændig erhvervsdrivende, der blev stoppet i Dover med en lastvogn indeholdende 26 paller øl. WR fremlagde et CMR-fragtbrev med et ARC-nummer, men det viste sig, at dette nummer allerede var brugt til en anden levering. Skatte- og toldmyndigheden udstedte en opkrævning af punktafgifter til WR.

WR anførte, at han var en "uskyldig medhjælper" og ikke vidste, at varerne var punktafgiftspligtige eller at punktafgiften var forfalden. First-tier Tribunal gav WR medhold, men skatte- og toldmyndigheden appellerede.

De centrale spørgsmål er, om en person, der transporterer punktafgiftspligtige varer for fremmed regning, og som er i fysisk besiddelse af varerne, er pligtig at betale punktafgiften, selvom vedkommende ikke har ret til eller interesse i varerne og ikke vidste, at punktafgiften var forfalden.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 33, stk. 3, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at en person, der for fremmed regning transporterer punktafgiftspligtige varer til en anden medlemsstat, og som fysisk er i besiddelse af disse varer på det tidspunkt, hvor punktafgiften herfor forfalder, er pligtig at betale disse afgifter i henhold til denne bestemmelse. Dette gælder, selvom vedkommende hverken har ret til eller interesse i disse varer og ikke er bekendt med, at varerne er punktafgiftspligtige, eller, såfremt vedkommende er bekendt hermed, ikke ved, at punktafgifterne er forfaldne til betaling.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• En ordlydsfortolkning af artikel 33, stk. 3, der ikke kræver en vurdering af, om den person, der oplægger varerne, vidste eller burde have vidst, at punktafgiften var forfalden.
• En systematisk fortolkning, der henviser til artikel 8, stk. 1, litra b), i direktivet, som ligeledes ikke kræver et forsætligt element, i modsætning til artikel 8, stk. 1, litra a), nr. ii), der specifikt nævner kendskab til uretmæssig afgang fra en afgiftssuspensionsordning.
• En teleologisk fortolkning, der fremhæver direktivets formål om at bekæmpe svig og afgiftsunddragelse og sikre en effektiv opkrævning af punktafgifter.

Retlige Principper

Domstolen fremhævede følgende EU-retlige principper:

• Autonom EU-retlig fortolkning: Når en EU-retlig bestemmelse ikke udtrykkeligt henviser til medlemsstaternes ret, skal den fortolkes selvstændigt og ensartet i hele Unionen.
• Effektivitetsprincippet: EU-retten skal fortolkes på en måde, der sikrer dens praktiske virkning og opfyldelse af dens formål, herunder bekæmpelse af svig og afgiftsunddragelse.
• Harmoniseret punktafgiftssystem: Direktiv 2008/118 har til formål at sikre et harmoniseret system for punktafgifter i hele EU for at sikre det indre markeds funktion.
• Legalitetsprincippet: Når EU-lovgiver har ønsket at inddrage et forsætligt element i fastlæggelsen af afgiftspligten, skal dette udtrykkeligt fremgå af lovgivningen.

Domstolen understregede, at den person, der i henhold til artikel 33, stk. 3, har betalt punktafgiften, eventuelt kan rejse et regreskrav mod en anden person, der er betalingspligtig for afgiften, i henhold til national ret.