Fortolkning af direktiv 2006/115 – Udøvende kunstneres rettigheder og tredjelandsstatsborgeres vederlag

Sagen omhandler Recorded Artists Actors Performers Ltd (RAAP) mod Phonographic Performance (Ireland) Ltd (PPI) og den irske stat. RAAP og PPI er kollektive forvaltningsorganisationer for henholdsvis udøvende kunstneres og fonogramfremstilleres rettigheder i Irland. Tvisten drejer sig om fordelingen af afgifter for offentlig afspilning af musik mellem udøvende kunstnere og fonogramfremstillere, særligt når de udøvende kunstnere er statsborgere i tredjelande uden for EØS.

RAAP mener, at alle afgifter skal deles ligeligt, uanset kunstnernes nationalitet, mens PPI argumenterer for, at irsk lovgivning (CRR Act) korrekt begrænser retten til vederlag for kunstnere uden for EØS, baseret på et princip om international gensidighed.

High Court i Irland forelagde fire præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende fortolkningen af direktiv 2006/115/EF (udlejnings- og udlånsdirektivet) og WPPT (WIPO-traktaten om fremførelser og fonogrammer), særligt i forhold til Romkonventionen og chartret om grundlæggende rettigheder.

De centrale spørgsmål er:

• Skal direktiv 2006/115 fortolkes i lyset af Romkonventionen og WPPT, og i hvilket omfang?
• Har medlemsstaterne skønsbeføjelse til at definere "udøvende kunstnere" og begrænse retten til vederlag?
• Hvilken skønsbeføjelse har medlemsstaterne til at reagere på forbehold fra andre WPPT-kontraherende parter?
• Er det tilladt at begrænse retten til vederlag alene til fonogramfremstillere?

Domstolen skulle tage stilling til, om national lovgivning kan begrænse retten til vederlag for udøvende kunstnere fra tredjelande og betydningen af forbehold fremsat af visse lande i henhold til WPPT.

Afgørelse

• Domstolen fastslår, at artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115/EF skal fortolkes i lyset af WPPT's artikel 4, stk. 1, og artikel 15, stk. 1.
• En medlemsstat må ikke i sin nationale lovgivning undlade at inkludere kunstnere fra tredjelande uden for EØS i definitionen af "udøvende kunstnere", med visse undtagelser (kunstnere med bopæl/ophold i EØS eller bidrag til fonogram optaget i EØS).
• Domstolen præciserer, at forbehold fra tredjelande under WPPT's artikel 15, stk. 3, ikke tillader medlemsstater at begrænse rettigheder fastsat i direktivets artikel 8, stk. 2, for statsborgere fra disse tredjelande. EU-lovgiver kan indføre sådanne begrænsninger, hvis de er forenelige med chartrets artikel 52, stk. 1.
• Artikel 8, stk. 2, forhindrer en medlemsstat i at begrænse retten til et rimeligt vederlag for udøvende kunstnere og fonogramfremstillere fra de nævnte tredjelande.
• Endelig fastslås det, at artikel 8, stk. 2, er til hinder for, at retten til et rimeligt vederlag begrænses, så kun fonogramfremstilleren modtager vederlag, uden deling med den udøvende kunstner.

Retlige Principper

• Harmoniseret fortolkning: EU-retlige begreber skal fortolkes selvstændigt og ensartet i hele Unionen, under hensyntagen til ordlyd, sammenhæng og formål.
• Forrang for internationale aftaler: EU's internationale aftaler har forrang for afledte retsakter, jf. artikel 216, stk. 2, TEUF.
• National behandling: WPPT's artikel 4, stk. 1, kræver, at kontraherende parter giver statsborgere fra andre kontraherende parter samme behandling som egne statsborgere.
• Beskyttelse af intellektuel ejendomsret: Artikel 17, stk. 2, i EU-chartret om grundlæggende rettigheder beskytter intellektuel ejendomsret, og begrænsninger heraf skal være fastlagt i lovgivningen og være proportionale.
• Unionens enekompetence: Unionen har enekompetence til at forhandle med tredjelande om gensidige forpligtelser vedrørende vederlag til fonogramfremstillere og udøvende kunstnere, jf. artikel 3, stk. 2, TEUF.
• Gensidighedsprincippet: Princippet om gensidighed, kodificeret i Wienerkonventionen om traktatretten, tillader modifikation af traktatbestemmelser i forholdet mellem parter, der har fremsat forbehold.