Finland tilsidesatte EU-retten ved at tillade forårsjagt på edderfugle i Åland

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Republikken Finland for traktatbrud, idet Kommissionen mente, at Finland havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til fugledirektivet ved at tillade forårsjagt på hanedderfugle i regionen Åland.

Kommissionen argumenterede for, at:

• Forårsjagten er i strid med fugledirektivets artikel 7, stk. 4, der forbyder jagt i yngletiden.
• Finland ikke havde godtgjort, at betingelserne for fravigelse i direktivets artikel 9, stk. 1, litra c, var opfyldt, da jagten hverken udgjorde en "fornuftig anvendelse" eller kun berørte "mindre mængder".

Republikken Finland anførte, at:

• Bestanden af edderfugle er stabil, og at forårsjagten ikke har negativ indvirkning på bestanden.
• Jagten udgør en "fornuftig anvendelse", da den bidrager til at kontrollere rovdyr og dermed forbedre redebygningsbetingelserne.
• Jagten kun berører "mindre mængder", da beregningen er baseret på den samlede trækkende bestand i Østersøen/Vadehavet.

Sagen drejede sig om fortolkningen af fugledirektivets bestemmelser om beskyttelse af vilde fugle og betingelserne for at fravige disse bestemmelser. Domstolen skulle tage stilling til, om Finland havde tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for at tillade forårsjagten, og om jagten var i overensstemmelse med principperne om "fornuftig anvendelse" og "mindre mængder".

Afgørelse

Domstolen fastslog, at Republikken Finland havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til fugledirektivets artikel 7, stk. 4, og artikel 9, stk. 1, litra c), ved regelmæssigt at tillade forårsjagt på hanedderfugle i regionen Åland fra 2011 til 2019.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at:

• Forårsjagten fandt sted i edderfuglens yngletid, hvilket er i strid med fugledirektivets artikel 7, stk. 4.
• Republikken Finland ikke havde godtgjort, at jagten udgjorde en "fornuftig anvendelse" af bestanden, da der ikke var solid videnskabelig dokumentation for, at bestanden var på et tilfredsstillende niveau.
• Republikken Finland ikke havde påvist, at jagten kun berørte "mindre mængder" af fugle, da beregningen burde være baseret på den ynglende bestand i regionen Åland og ikke den samlede trækkende bestand.

Domstolen understregede, at undtagelsesbestemmelser i fugledirektivet skal fortolkes strengt, og at medlemsstaterne har bevisbyrden for, at betingelserne for fravigelse er opfyldt.

Retlige Principper

Domstolen bekræftede flere centrale EU-retlige principper:

• Fugledirektivets artikel 7, stk. 4: Forbyder jagt på fuglearter i yngletiden.
• Fugledirektivets artikel 9, stk. 1, litra c: Tillader fravigelse fra direktivets beskyttelsesforanstaltninger, hvis der ikke findes anden tilfredsstillende løsning, og hvis visse betingelser er opfyldt.
• Princippet om streng fortolkning af undtagelsesbestemmelser: Undtagelser fra generelle forbud skal fortolkes restriktivt.
• Medlemsstaternes bevisbyrde: Medlemsstaterne skal bevise, at betingelserne for at anvende en undtagelsesbestemmelse er opfyldt.
• Krav om solid videnskabelig viden: Afgørelser om fravigelse skal baseres på den bedste tilgængelige videnskabelige viden.
• Forsigtighedsprincippet: EU-retten om beskyttelse af vilde fugle skal fortolkes i lyset af forsigtighedsprincippet.
• Begrebet "fornuftig anvendelse": Jagt kan udgøre en fornuftig anvendelse, men kun hvis bestanden af den pågældende art opretholdes på et tilfredsstillende niveau.
• Begrebet "mindre mængder": Fravigelser skal kun vedrøre mindre mængder af den berørte bestand, og beregningen skal baseres på den relevante bestand (i dette tilfælde den ynglende bestand).

Domstolen præciserede, at selvom jagt til fritidsformål kan udgøre en "fornuftig anvendelse", er det en forudsætning, at bestanden opretholdes på et tilfredsstillende niveau. Domstolen understregede også, at beregningen af "mindre mængder" skal baseres på den relevante bestand, og at forsigtighedsprincippet skal iagttages.