Godtgørelse af grænseoverskridende sundhedsydelser uden forhåndstilladelse

WO, en ungarsk statsborger, søgte godtgørelse for udgifter til en øjenoperation udført i Tyskland, da behandlinger i Ungarn ikke havde haft effekt. De ungarske myndigheder afslog, da WO ikke havde indhentet forhåndstilladelse.

Sagen omhandler fortolkningen af artikel 56 TEUF (fri udveksling af tjenesteydelser), artikel 20 i forordning nr. 883/2004 (koordinering af sociale sikringsordninger), artikel 26 i forordning nr. 987/2009 (gennemførelsesbestemmelser) og direktiv 2011/24/EU (patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser).

Den forelæggende ret stillede spørgsmål om, hvorvidt den nationale lovgivning, der betinger godtgørelse af grænseoverskridende sundhedsydelser af en forhåndstilladelse, er forenelig med EU-retten, særligt når der er risiko for uoprettelig forværring af patientens helbred.

Domstolen fastslog, at kravet om forhåndstilladelse kan udgøre en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, men at sådanne restriktioner kan være berettigede under visse betingelser. Domstolen præciserede, at en national lovgivning, der generelt udelukker godtgørelse af udgifter til hospitalsbehandling uden forhåndstilladelse, er uforenelig med EU-retten, hvis den forsikrede var forhindret i at anmode om tilladelse på grund af helbredstilstand eller nødvendigheden af akut behandling.

Domstolen fastslog også, at artikel 9, stk. 3, i direktiv 2011/24 ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en frist for behandlingen af anmodninger om forhåndstilladelse, når den kompetente institution har mulighed for at tage hensyn til individuelle omstændigheder og det omhandlede tilfældes hastende karakter.

Afgørelse

• Artikel 20 i forordning nr. 883/2004 og artikel 26 i forordning nr. 987/2009 skal fortolkes således, at lægebehandling modtaget i en anden medlemsstat på eget initiativ, fordi tilsvarende behandling ikke er tilgængelig i bopælsmedlemsstaten inden for en lægeligt forsvarlig frist, er omfattet af begrebet "planlagte behandlinger". Muligheden for at modtage sådanne behandlinger er betinget af en tilladelse fra den kompetente institution i bopælsmedlemsstaten.
• En forsikret, der har modtaget planlagte behandlinger i en anden medlemsstat uden forhåndstilladelse, har ret til godtgørelse, hvis den pågældende, på grund af helbredstilstand eller nødvendigheden af akut behandling, var forhindret i at anmode om tilladelse eller afvente svar, og hvis betingelserne for godtgørelse af naturalydelser i artikel 20, stk. 2, andet punktum, i forordning nr. 883/2004 er opfyldt.
• Artikel 56 TEUF og artikel 8, stk. 2, litra a), i direktiv 2011/24 skal fortolkes således, at de er til hinder for national lovgivning, der udelukker godtgørelse af udgifter til lægekonsultationer afholdt i en anden medlemsstat uden forhåndstilladelse.
• Artikel 56 TEUF og artikel 8, stk. 1, i direktiv 2011/24 skal fortolkes således, at de er til hinder for national lovgivning, der udelukker godtgørelse af udgifter til hospitalsbehandlinger eller større behandlinger uden for hospitalssektoren modtaget i en anden medlemsstat uden forhåndstilladelse, hvis den forsikrede var forhindret i at anmode om tilladelse eller afvente svar på grund af helbredstilstand eller nødvendigheden af akut behandling, og betingelserne for godtgørelse i øvrigt er opfyldt.
• Artikel 9, stk. 3, i direktiv 2011/24 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for national lovgivning, der fastsætter en frist på 31 dage for at udstede en forhåndstilladelse og 23 dage for at meddele afslag, når den kompetente institution har mulighed for at tage hensyn til individuelle omstændigheder og det omhandlede tilfældes hastende karakter.

Retlige principper

• Fri bevægelighed for tjenesteydelser (artikel 56 TEUF): National lovgivning, der begrænser adgangen til sundhedsydelser i andre medlemsstater, udgør en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser. Sådanne restriktioner kan kun accepteres, hvis de er begrundet i tvingende almene hensyn og er proportionale.
• Forordning nr. 883/2004 (koordinering af sociale sikringsordninger): Denne forordning fastlægger regler for koordinering af medlemsstaternes sociale sikringsordninger, herunder sygeforsikring. Artikel 20 omhandler planlagte behandlinger i en anden medlemsstat og kræver som udgangspunkt forhåndstilladelse.
• Forordning nr. 987/2009 (gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 883/2004): Denne forordning præciserer reglerne for planlagte behandlinger og fastlægger procedurer for ansøgning om og udstedelse af forhåndstilladelser.
• Direktiv 2011/24/EU (patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser): Dette direktiv har til formål at lette adgangen til sikre og høje kvalitets sundhedsydelser på tværs af grænserne i EU. Det fastlægger principper for godtgørelse af udgifter til grænseoverskridende sundhedsydelser og begrænser medlemsstaternes mulighed for at kræve forhåndstilladelse.
• Proportionalitetsprincippet: Enhver restriktion for den frie bevægelighed for tjenesteydelser skal være proportional med det mål, der søges opnået. Det betyder, at restriktionen ikke må gå videre end nødvendigt for at opnå det legitime mål.