Varemærkeret: Afgrænsning af 'reel brug' og risiko for forveksling mellem 'tigha' og 'TAIGA'

Sagen omhandler en appel af en dom fra EU-retten vedrørende en tvist mellem ACTC GmbH og Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) om registrering af EU-varemærket "tigha". Taiga AB havde gjort indsigelse mod registreringen med henvisning til det ældre EU-varemærke "TAIGA". EUIPO's appelkammer gav Taiga AB medhold, hvilket ACTC GmbH anfægtede ved Retten, som dog frifandt EUIPO.

ACTC GmbH appellerede Rettens dom til Domstolen med påstand om, at Retten havde tilsidesat artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 (om bevis for reel brug af det ældre varemærke) og artikel 8, stk. 1, litra b), i samme forordning (om risiko for forveksling).

ACTC GmbH argumenterede primært for, at Retten havde foretaget en urigtig vurdering af, om der var gjort reel brug af det ældre varemærke for en del af de varer, for hvilke det var registreret, og at Retten havde vurderet ligheden mellem de to varemærker forkert.

EUIPO og Taiga AB argumenterede for, at appellen skulle forkastes, idet Retten havde foretaget en korrekt vurdering af de faktiske omstændigheder og anvendt de relevante retsregler korrekt.

Afgørelse

• Domstolen forkastede appellen og fastslog, at ACTC GmbH skulle betale sagsomkostningerne.
• Domstolen fandt, at Retten ikke havde begået retlige fejl i sin vurdering af beviserne for reel brug af det ældre varemærke eller i sin vurdering af ligheden mellem de omtvistede tegn.
• Domstolen præciserede, at vurderingen af, om der foreligger en selvstændig underkategori af varer, skal foretages konkret i forhold til de varer, som indehaveren af det ældre varemærke har ført bevis for brug af.
• Domstolen bekræftede, at kriteriet om varernes formål og anvendelse er det afgørende kriterium ved fastlæggelsen af en selvstændig underkategori af varer.

Begrundelse

• Domstolen afviste appellantens argument om, at Retten skulle have taget udgangspunkt i de varer, for hvilke det ældre varemærke er registreret, idet det skal vurderes konkret, om de varer, der er ført bevis for brug af, udgør en selvstændig underkategori.
• Domstolen fandt, at Retten korrekt havde anvendt kriteriet om varernes formål og anvendelse ved fastlæggelsen af en selvstændig underkategori af varer.
• Domstolen afviste appellantens argument om, at Retten ikke havde taget hensyn til, at de omhandlede varer henvender sig til forskellige kundekredse og sælges i forskellige butikker, idet disse kriterier ikke er relevante for fastlæggelsen af en selvstændig underkategori af varer.
• Domstolen afviste appellantens argument om, at der ikke er nogen risiko for forveksling, idet appellanten ikke havde udpeget nogen præmis i den appellerede dom, som selskabet bestrider, og ikke havde hævdet, at Retten har begået en retlig fejl.

Centrale EU-retlige principper

• Reel brug af varemærke: For at et varemærke kan anses for at have været genstand for reel brug, skal det være anvendt i overensstemmelse med varemærkets væsentligste funktion, som er at garantere oprindelsen af den vare eller tjenesteydelse, der er omfattet af varemærket.
• Delvis brug af varemærke: Hvis det ældre varemærke kun har været anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det ved behandlingen af indsigelsen kun for registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne.
• Selvstændig underkategori af varer: Ved fastlæggelsen af en selvstændig underkategori af varer er kriteriet om de pågældende varers formål eller anvendelse det afgørende kriterium.
• Risiko for forveksling: Hvis der ud fra en væsentlig del af den relevante kundekreds’ synsvinkel findes visuelle eller fonetiske ligheder mellem de omtvistede tegn, og det ikke er godtgjort, at der foreligger begrebsmæssige forskelle mellem disse tegn, som for den berørte kundekreds kan opveje disse ligheder, skal Retten foretage en helhedsvurdering af risikoen for forveksling.
• Geografisk omfang af risiko for forveksling: En indsigelse mod registrering af et EU-varemærke skal tages til følge, når det er godtgjort, at der foreligger risiko for forveksling i en del af Unionen.