Videoovervågning i beboelsesejendomme: Afvejning af sikkerhed og privatliv efter databeskyttelsesdirektivet

Domstolen behandlede en sag mellem TK og Asociaţia de Proprietari bloc M5A-ScaraA (en ejerforening) vedrørende installation af videoovervågningskameraer i fællesarealerne i en beboelsesejendom i Rumænien.

TK gjorde indsigelse mod videoovervågningen, idet han mente, at det udgjorde en tilsidesættelse af retten til respekt for privatlivet. Ejerforeningen argumenterede for, at videoovervågningen var nødvendig for at beskytte ejendom og personer mod hærværk, indbrud og tyveri.

Den forelæggende ret (Tribunalul Bucureşti) forelagde herefter en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende fortolkningen af databeskyttelsesdirektivet 95/46/EF og EU-chartret om grundlæggende rettigheder, særligt retten til privatliv og beskyttelse af personoplysninger.

De centrale spørgsmål var, om nationale bestemmelser, der tillader videoovervågning uden samtykke med henblik på at tilvejebringe sikkerhed og beskyttelse af personer og ejendom, er forenelige med EU-retten, og om en sådan videoovervågning er proportional, hvis der findes andre foranstaltninger til at beskytte den legitime interesse.

Domstolen skulle således tage stilling til, om en medlemsstat kan tillade videoovervågning uden samtykke i en beboelsesejendom med henvisning til en legitim interesse i at beskytte ejendom og personer, eller om dette er i strid med retten til privatliv og databeskyttelse.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 6, stk. 1, litra c), og artikel 7, litra f), i direktiv 95/46, sammenholdt med artikel 7 og 8 i EU-chartret, ikke er til hinder for nationale bestemmelser, der tillader videoovervågning i fællesarealer i en beboelsesejendom uden samtykke, hvis behandlingen af personoplysninger opfylder betingelserne i direktivets artikel 7, litra f).

Domstolen præciserede, at det er den forelæggende rets opgave at efterprøve, om betingelserne i direktivets artikel 7, litra f), er opfyldt i den konkrete sag. Dette indebærer en vurdering af, om den legitime interesse (sikkerhed og beskyttelse af personer og ejendom) ikke med rimelighed kan beskyttes lige så effektivt med andre, mindre indgribende midler.

Begrundelse

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Legitim interesse: Beskyttelse af ejendom, sundhed og liv for ejerne af en ejendom kan udgøre en legitim interesse.
• Nødvendighed: Behandlingen af personoplysninger skal være nødvendig for at opfylde den legitime interesse. Undtagelser fra og begrænsninger af beskyttelsen af personoplysninger skal holdes inden for det strengt nødvendige.
• Proportionalitet: Den legitime interesse skal afvejes mod de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der tilkommer den registrerede, herunder retten til privatliv og beskyttelse af personoplysninger (artikel 7 og 8 i EU-chartret).
• Dataminimering: Princippet om dataminimering i artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 95/46 skal overholdes, således at personoplysningerne er relevante, tilstrækkelige og ikke omfatter mere end, hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil de indsamles.

Centrale EU-retlige principper

Domstolen fremhævede følgende principper:

• Udtømmende liste over behandlingsgrundlag: Artikel 7 i direktiv 95/46 fastsætter en udtømmende liste over tilfælde, hvor behandling af personoplysninger kan anses for lovlig.
• Legitim interesse: For at behandlingen kan være lovlig, skal den registeransvarlige forfølge en legitim interesse, som skal være eksisterende og effektiv på tidspunktet for behandlingen.
• Nødvendighed og proportionalitet: Behandlingen skal være nødvendig for at forfølge den legitime interesse, og der skal foretages en afvejning af de modstående rettigheder og interesser.
• Dataminimering: Personoplysninger skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere end, hvad der er nødvendigt for formålet.
• Afvejning af rettigheder: Ved vurderingen af, om de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder går forud for den legitime interesse, skal der foretages en afvejning af de pågældende modstående rettigheder og interesser.

Domstolen understregede, at medlemsstaterne ikke kategorisk og generelt kan udelukke muligheden for behandling af visse kategorier af personoplysninger uden at tillade en afvejning af de modstående rettigheder og interesser i en konkret sag.