Fortolkning af begrebet "aftale om finansielle tjenesteydelser" ved ændring af rentesats i låneaftale

KH anlagde sag mod Sparkasse Südholstein ved Landgericht Kiel angående fortrydelsesret af tillæg til låneaftaler. Sagen omhandler tillæg til tre eksisterende låneaftaler, hvor rentesatserne blev ændret via fjernkommunikation.

KH argumenterede for, at disse tillæg skulle betragtes som separate fjernsalgsaftaler, som hun kunne fortryde, da hun ikke var blevet oplyst om fortrydelsesretten.

Sparkasse Südholstein anførte, at tillæggene ikke kunne betragtes som separate aftaler, og at de oprindelige aftaler ikke var indgået via fjernkommunikation. Banken mente, at en eventuel fortrydelse kun ville annullere tillæggene, ikke de oprindelige aftaler.

Landgericht Kiel forelagde sagen for EU-Domstolen for at få afklaret, om tillæggene skulle betragtes som "aftaler om finansielle tjenesteydelser" i henhold til direktiv 2002/65/EF om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Præjudicielle Spørgsmål

1. Er en aftale om ændring af en eksisterende låneaftale udelukkende vedrørende rentesatsen indgået "under anvendelse af et system til fjernsalg eller fjernlevering af tjenesteydelser drevet af leverandøren"?
2. Udgoer en aftale om ændring af en eksisterende låneaftale udelukkende vedrørende rentesatsen en "aftale om finansielle tjenesteydelser"?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 2, litra a), i direktiv 2002/65/EF skal fortolkes således, at et tillæg til en låneaftale, der alene ændrer den oprindeligt fastsatte rentesats uden at forlænge lånets varighed eller ændre dets størrelse, ikke er omfattet af begrebet "aftale om finansielle tjenesteydelser". Dette gælder, når de oprindelige lånevilkår foreskriver indgåelse af et sådant tillæg eller, i mangel heraf, anvendelse af en variabel rentesats.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• En ordlydsfortolkning og systematisk fortolkning af direktivets artikel 2, litra a).
• At en "aftale om finansielle tjenesteydelser" skal anses for en aftale, der fastsætter en levering af sådanne tjenesteydelser, hvilket ikke er tilfældet, når tillægget kun tilpasser rentesatsen.
• At direktivets artikel 3 om oplysninger til forbrugeren primært omfatter aftaler, der vedrører den karakteristiske forpligtelse, som skal præsteres af tjenesteyderen, hvilket et rentetilpasningstillæg ikke gør.
• At direktivets formål om at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ikke nødvendigvis kræver, at et rentetilpasningstillæg kvalificeres som en ny aftale om finansielle tjenesteydelser, når det sker i overensstemmelse med et oprindeligt vilkår i låneaftalen.

Retlige Principper

• Fuld Harmonisering: Direktiv 2002/65/EF indebærer principielt en fuldstændig harmonisering af de aspekter, det regulerer, hvilket kræver en fælles fortolkning i alle medlemsstater.
• Selvstændig og Ensartet Fortolkning: EU-retlige bestemmelser skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen, under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og det forfulgte mål.
• Definition af Finansiel Tjenesteydelse: En finansiel tjenesteydelse omfatter bank-, kredit-, forsikrings-, individuel pensions-, investerings- eller betalingstjenesteydelser.
• Aftale om Finansielle Tjenesteydelser: En aftale om finansielle tjenesteydelser skal anses for en aftale, som fastsætter en levering af sådanne tjenesteydelser. Et tillæg, der kun tilpasser rentesatsen, opfylder ikke denne betingelse.
• Forbrugerbeskyttelse: Direktivets formål er at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og den frie bevægelighed for finansielle tjenesteydelser.