Direktiv 2018/957 om udstationering af arbejdstagere: Forenelighed med fri udveksling af tjenesteydelser

Polen anlagde sag mod Europa-Parlamentet og Rådet med påstand om annullation af visse bestemmelser i direktiv (EU) 2018/957 om ændring af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere. Polen argumenterede for, at direktivet begrænser den frie udveksling af tjenesteydelser og er baseret på et forkert retsgrundlag.

• Polen anførte, at erstatningen af begrebet »mindsteløn« med »aflønning« og indførelsen af nye regler for udstationeringer over 12 måneder udgør uforholdsmæssige restriktioner.
• Parlamentet og Rådet argumenterede for, at direktivet har til formål at sikre fair konkurrence og beskytte udstationerede arbejdstageres rettigheder.
• Domstolen afviste Polens påstande og fastslog, at direktivet er baseret på et korrekt retsgrundlag og ikke udgør en uforholdsmæssig begrænsning af den frie udveksling af tjenesteydelser.

Afvisning af Principale Påstande

• Domstolen afviste de principale påstande om annullation af specifikke artikler, da disse ikke kunne adskilles fra resten af direktivet.

Afvisning af Subsidiære Påstande

• Domstolen afviste de subsidiære påstande om annullation af hele direktivet, da Polen ikke havde godtgjort, at direktivet var i strid med EU-retten.

Domstolen frifinder Europa-Parlamentet og Rådet. Polen skal betale sagsomkostningerne. Forbundsrepublikken Tyskland, Den Franske Republik, Kongeriget Nederlandene, Kongeriget Sverige og Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.

Domstolens Begrundelse

• Domstolen fastslår, at det anfægtede direktiv ikke er i strid med artikel 56 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser, da direktivet har til formål at sikre en fair udveksling af tjenesteydelser og beskytte udstationerede arbejdstagere.
• Domstolen fremhæver, at EU-lovgiver har et vidt skøn ved fastlæggelsen af socialpolitik, og at de valgte foranstaltninger ikke er åbenbart uhensigtsmæssige.
• Domstolen afviser Polens argument om, at vejtransportsektoren med urette er blevet henført under direktivets anvendelsesområde, da direktivets artikel 3, stk. 3, ikke regulerer den frie udveksling af tjenesteydelser på transportområdet.

Centrale EU-retlige Principper

• Fri udveksling af tjenesteydelser: Artikel 56 TEUF tillader begrænsninger, hvis de er begrundet i tvingende almene hensyn og er proportionale.
• Ligebehandlingsprincippet: Ensartede forhold skal behandles ens, og forskellige forhold skal behandles forskelligt, medmindre en anden behandling er objektivt begrundet.
• Proportionalitetsprincippet: Foranstaltninger skal være egnede og nødvendige for at nå de forfulgte mål.
• Retsgrundlag: Valget af retsgrundlag skal baseres på objektive forhold, herunder retsaktens formål og indhold.
• Rom I-forordningen: EU-retlige bestemmelser kan fravige lovvalgsreglerne i Rom I-forordningen, når de fastsætter særlige regler for kontraktlige forpligtelser.

Anvendelse i Sagen

• Domstolen fastslår, at det anfægtede direktiv er foreneligt med principperne om fri udveksling af tjenesteydelser, ligebehandling og proportionalitet.
• Domstolen anerkender EU-lovgivers skøn ved fastlæggelsen af socialpolitik og finder, at de valgte foranstaltninger er begrundede og proportionale.
• Domstolen fastslår, at det anfægtede direktiv udgør lex specialis i forhold til Rom I-forordningen.