Opkald til 112 fra mobiltelefoner uden SIM-kort: Medlemsstaternes forpligtelser vedrørende opkaldslokalisering

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Vilniaus apygardos administracinis teismas (den regionale forvaltningsdomstol i Vilnius, Litauen) vedrørende fortolkningen af artikel 26, stk. 5, i direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Sagen er anlagt af AW m.fl., der er nærtstående til ES, som var offer for en kriminel handling. De anlagde sag mod Lietuvos valstybė (den litauiske stat), repræsenteret ved Lietuvos Respublikos ryšių reguliavimo tarnyba (tilsynsmyndighed for kommunikation), Bendrasis pagalbos centras (det fælles center for alarmtjenester) og Lietuvos Respublikos vidaus reikalų ministerija (Republikken Litauens indenrigsminister) vedrørende deres påstand om godtgørelse.

AW m.fl. argumenterede for, at Litauen ikke korrekt havde implementeret artikel 26, stk. 5, i direktiv 2002/22, hvilket resulterede i manglende mulighed for at lokalisere ES, da hun ringede til alarmcentralen via 112.

Den forelæggende ret ønskede afklaret, om artikel 26, stk. 5, omfatter tilrådighedsstillelse af lokaliseringsfaciliteter ved opkald fra mobilenheder uden SIM-kort, og om den litauiske lovgivning sikrer tilstrækkelig præcis lokalisering. Endvidere ønskede retten oplyst, om der skal fastslås en direkte eller indirekte årsagsforbindelse mellem medlemsstatens tilsidesættelse og den lidte skade.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 26, stk. 5, i direktiv 2002/22, ændret ved direktiv 2009/136, forpligter medlemsstaterne til, i det omfang det er teknisk muligt, at sikre, at relevante virksomheder gratis stiller opkaldslokaliseringsfaciliteter til rådighed for myndigheder, der håndterer alarmopkald til 112, så snart opkaldet når frem, også når opkaldet foretages fra en mobiltelefon uden SIM-kort.

Domstolen præciserede, at medlemsstaterne har en skønsbeføjelse ved fastsættelsen af kriterierne for nøjagtigheden og pålideligheden af lokaliseringsoplysninger, men disse kriterier skal sikre en effektiv lokalisering af den kaldende part, så alarmtjenesterne effektivt kan yde hjælp. Det er den forelæggende rets opgave at bedømme, om de nationale kriterier opfylder dette krav.

Endelig fastslog Domstolen, at hvis national ret anser en indirekte årsagsforbindelse mellem statens tilsidesættelse af national ret og en privatpersons skade som tilstrækkelig for statens ansvar, skal en sådan indirekte årsagsforbindelse også være tilstrækkelig ved tilsidesættelse af EU-retten.

Retlige Principper

• Forsyningspligtdirektivet (2002/22/EF) artikel 26, stk. 5: Medlemsstaterne skal sikre, at opkaldslokaliseringsfaciliteter er tilgængelige for alarmtjenester, også ved opkald fra mobiltelefoner uden SIM-kort.
• Skønsbeføjelse: Medlemsstaterne har en vis skønsbeføjelse ved fastlæggelsen af nøjagtighedskriterier for opkaldslokalisering, men skal sikre effektiv hjælp fra alarmtjenester.
• Effektivitetsprincippet: De fastsatte kriterier skal sikre en lokalisering, der er tilstrækkelig præcis til, at alarmtjenesterne kan yde effektiv assistance.
• Statsansvar: Hvis national ret tillader indirekte årsagsforbindelse som grundlag for statsansvar ved brud på national ret, skal dette også gælde ved brud på EU-retten.
• Ækvivalensprincippet: Betingelserne for erstatning af skader forårsaget af medlemsstatens tilsidesættelse af EU-retten må ikke være mindre fordelagtige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål efter national ret.