Social sikring og fri bevægelighed: Afgrænsning af sociale sikringsydelser ved vurdering af ressourcer

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour administrative d’appel de Nancy vedrørende fortolkningen af artikel 3 i forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger. Sagen er anlagt af Ministre de l'Action et des Comptes publics mod ægteparret Dreyer, der er franske statsborgere bosiddende i Frankrig, men tilknyttet den schweiziske sociale sikringsordning.

Baggrunden for sagen er ægteparret Dreyers pligt til at betale sociale bidrag og opkrævninger af indtægter fra formue i Frankrig. De franske skattemyndigheder pålagde dem at betale bidrag til finansiering af forskellige sociale ordninger, herunder Caisse nationale de solidarité pour l’autonomie (CNSA), der administrerer ydelser som den personlige ydelse til selvstændighed (APA) og den kompenserende handicapydelse (PCH).

Ægteparret Dreyer anførte, at de allerede var tilsluttet den schweiziske sociale sikringsordning og derfor ikke skulle bidrage til finansieringen af den franske ordning. De mente, at de omhandlede bidrag og opkrævninger havde en direkte og tilstrækkelig relevant sammenhæng med visse sociale sikringsgrene og derfor var omfattet af princippet om, at kun én medlemsstats lovgivning finder anvendelse.

Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt den del af bidragene, der finansierede CNSA, kunne anses for at finansiere sociale sikringsydelser, da størrelsen af APA og PCH afhænger af modtagerens ressourcer. Den ønskede derfor en afklaring fra EU-Domstolen om, hvorvidt sådanne ydelser kan anses for at blive tildelt uden individuel bedømmelse af personlige behov, når deres størrelse afhænger af modtagerens ressourcer.

Det præjudicielle spørgsmål

Har de bidrag, der skal henføres til CNSA til finansieringen af APA og PCH en direkte og tilstrækkelig relevant sammenhæng med visse af de sociale sikringsgrene, der er opregnet i artikel 3 i forordning nr. 883/2004, og er de derfor omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, alene fordi disse ydelser vedrører en af de risici, der er nævnt i artikel 3, og skal tildeles uden skønsmæssig bedømmelse på grundlag af en ved lov fastlagt situation?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 3 i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at ydelser som APA og PCH, i relation til deres kvalifikation som sociale sikringsydelser, skal anses for at blive tildelt uden individuel vurdering af den berettigedes personlige behov, når der alene tages hensyn til dennes ressourcer ved beregningen af ydelsens størrelse baseret på objektive og lovbestemte kriterier.

Domstolen præciserede, at det afgørende er, at retten til ydelsen fastlægges på baggrund af objektive kriterier, og at hensyntagen til ressourcer alene vedrører beregningen af ydelsens størrelse, ikke retten til ydelsen.

Retlige principper

• Definition af sociale sikringsydelser: Domstolen bekræftede, at en ydelse kan anses for en social sikringsydelse, hvis den tildeles på baggrund af lovbestemte kriterier uden individuel vurdering af personlige behov, og hvis den dækker en af de sociale risici, der er nævnt i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 883/2004.
• Objektive kriterier vs. Individuel bedømmelse: Domstolen understregede, at tildeling af en ydelse skal baseres på objektive kriterier, der giver ret til ydelsen, uden at myndigheden kan tage hensyn til andre personlige forhold. Hensyntagen til ressourcer i beregningen af ydelsens størrelse udgør ikke i sig selv en individuel bedømmelse.
• Aftalen om fri bevægelighed for personer: Domstolen bekræftede, at forordning nr. 883/2004 finder anvendelse mellem EU's medlemsstater og Schweiz i henhold til aftalen om fri bevægelighed for personer.

Centrale EU-retlige principper

• Definition af sociale sikringsydelser: En ydelse kan anses for en »social sikringsydelse«, hvis den for det første tildeles de berettigede uden nogen individuel bedømmelse af deres personlige behov, men efter lovbestemte kriterier, og forudsat for det andet, at den vedrører én af de sociale risici, der udtrykkelig er anført i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 883/2004.
• Princippet om én medlemsstats lovgivning: Artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 fastslår, at personer, der er omfattet af forordningen, kun er underlagt lovgivningen i én medlemsstat. Dette princip sikrer, at vandrende arbejdstagere ikke er underlagt dobbeltbidrag eller manglende dækning.
• Fortolkning af EU-retten: Domstolen fortolker EU-retten ud fra formålet med de pågældende bestemmelser og den generelle systematik i EU-retten. Dette sikrer en ensartet anvendelse af EU-retten i alle medlemsstater.
• Fri bevægelighed for personer: Aftalen om fri bevægelighed for personer mellem EU og Schweiz har til formål at sikre, at personer kan bevæge sig frit mellem disse områder uden at miste deres sociale sikringsrettigheder. Forordning nr. 883/2004 er et centralt instrument til at opnå dette mål.

Anvendelse i den konkrete sag

• Domstolen fastslog, at APA og PCH er sociale sikringsydelser, da de tildeles på baggrund af objektive kriterier og dækker sociale risici. Hensyntagen til ressourcer ved beregningen af ydelsens størrelse ændrer ikke ydelsens karakter af social sikringsydelse.

Betydning for EU-retten

• Afgørelsen præciserer definitionen af sociale sikringsydelser i forordning nr. 883/2004 og fastslår, at hensyntagen til ressourcer ved beregningen af en ydelses størrelse ikke nødvendigvis betyder, at der foretages en individuel bedømmelse af personlige behov. Dette er vigtigt for at sikre, at vandrende arbejdstagere ikke nægtes sociale sikringsrettigheder på grund af forskelle i nationale regler.