Definition af 'forbruger' ved handel med finansielle instrumenter på valutamarkedet

Sagen omhandler en tvist mellem Jana Petruchová, en tjekkisk statsborger, og FIBO Group Holdings Limited, et cypriotisk mæglerselskab. Tvisten udspringer af en differencekontrakt (CFD) indgået mellem parterne, hvor Petruchová handlede på valutamarkedet (FOREX) via FIBO's online platform.

Petruchová anlagde sag ved en tjekkisk domstol og argumenterede for, at hun var 'forbruger' i henhold til EU-retten og derfor kunne sagsøge FIBO i sit hjemland. FIBO anførte, at Petruchová ikke var forbruger, og at sagen skulle afgøres ved cypriotiske domstole i henhold til en værnetingsaftale i kontrakten.

De centrale EU-retlige spørgsmål er:

• Skal artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 fortolkes således, at en person, der handler på FOREX-markedet gennem et mæglerselskab, kan anses for en 'forbruger'?
• Er faktorer som transaktionsværdi, risiko, viden om finansielle instrumenter eller aktiv handel relevante for vurderingen af, om en person er 'forbruger'?
• Har det betydning, at finansielle instrumenter er undtaget fra Rom I-forordningens artikel 6, eller at personen er en 'detailkunde' i henhold til direktiv 2004/39?

Den forelæggende ret, Nejvyšší soud (øverste domstol, Tjekkiet), forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen for at få en fortolkning af EU-retten.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en fysisk person, der handler på valutamarkedet (FOREX) gennem et mæglerselskab via en finansiel differencekontrakt, kan anses for en 'forbruger', hvis indgåelsen af kontrakten ikke relaterer sig til personens erhvervsmæssige virksomhed. Det er den forelæggende rets opgave at efterprøve dette.

Ved denne vurdering er faktorer som transaktionsværdi, risiko for finansielle tab, personens viden om finansielle instrumenter eller aktiv handel som udgangspunkt uden relevans. Ligeledes er det uden betydning, om finansielle instrumenter er undtaget fra Rom I-forordningens artikel 6, eller om personen er en 'detailkunde' i henhold til direktiv 2004/39.

Begrundelse

Domstolen begrunder afgørelsen med:

• Begrebet 'forbruger' skal fortolkes snævert og relateres til personens status i forhold til den specifikke kontrakt.
• Kun kontrakter indgået uden for erhvervsmæssig virksomhed og udelukkende til privat brug er omfattet af forordningens beskyttelse.
• Forordningens anvendelsesområde omfatter alle aftaler undtagen specifikke transportaftaler.
• Finansielle instrumenter som differencekontrakter er omfattet af forordningen.
• Forordningen tilsigter at sikre retssikkerhed og forudsigelighed for parterne.
• En investors potentielle viden eller sagkundskab er ikke afgørende for at blive betragtet som forbruger.
• Aktiv handel på valutamarkedet i sig selv udelukker ikke forbrugerstatus.
• Rom I-forordningen og forordning nr. 1215/2012 har forskellige mål; den første vedrører lovvalg, mens den anden fastlægger kompetenceregler.
• At en person er kategoriseret som 'detailkunde' ifølge direktiv 2004/39 er ikke i sig selv afgørende for, om personen kan betragtes som 'forbruger' i henhold til forordning nr. 1215/2012.

Centrale EU-retlige principper

• Forbrugerbeskyttelse: EU-retten tilsigter at beskytte forbrugere som den svagere part i aftaler.
• Autonomi: EU-lovgivningen respekterer parternes aftalefrihed, men begrænser den for at beskytte svagere parter.
• Retssikkerhed: EU-retten skal være klar og forudsigelig, så borgerne kan forstå deres rettigheder og forpligtelser.
• Harmonisering: EU bestræber sig på at harmonisere regler for at skabe et indre marked, men dette må ikke underminere specifikke beskyttelseshensyn.
• Kompetenceafgrænsning: EU-retten respekterer medlemsstaternes kompetence, men fastsætter regler for at løse grænseoverskridende tvister.

Anvendelse i sagen

• Domstolen fortolker 'forbruger'-begrebet i lyset af EU-rettens generelle mål om at beskytte den svagere part.
• Domstolen afviser, at en investors viden eller aktivitet på markedet i sig selv udelukker forbrugerbeskyttelse.
• Domstolen understreger, at Rom I-forordningen og forordning nr. 1215/2012 har forskellige formål, og at udelukkelsen af finansielle instrumenter fra Rom I ikke påvirker forbrugerbeskyttelsen i forordning nr. 1215/2012.

Betydning for EU-retten

• Afgørelsen præciserer omfanget af forbrugerbeskyttelsen i forordning nr. 1215/2012 i forbindelse med finansielle instrumenter.
• Afgørelsen understreger, at 'forbruger'-begrebet skal fortolkes objektivt og uafhængigt af den pågældendes viden eller sagkundskab.
• Afgørelsen bidrager til at sikre, at forbrugere ikke mister deres beskyttelse blot fordi de handler aktivt på markedet eller har en vis viden om finansielle instrumenter.