Gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion: Forenelighed med EU-retten

Sagen omhandler gyldigheden af et spansk gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion, der pålægges vandkraftproducenter.

Sagen er rejst af Asociación Española de la Industria Eléctrica (UNESA) og flere andre spanske vandkraftproducenter mod Administración General del Estado.

De centrale spørgsmål er, om gebyret er i overensstemmelse med:

• Princippet om, at forureneren betaler (artikel 191, stk. 2, TEUF og direktiv 2000/60).
• Princippet om forbud mod forskelsbehandling (artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/72).
• Reglerne om statsstøtte (artikel 107, stk. 1, TEUF).

Hovedargumenter

• Sagsøgerne hævder, at gebyret er i strid med princippet om, at forureneren betaler, da det primært har et økonomisk formål og ikke er relateret til miljøskader. De mener også, at det er diskriminerende, da det kun pålægges vandkraftproducenter i regionsoverskridende vandløbsoplande, og at det udgør ulovlig statsstøtte.
• Den spanske regering argumenterer for, at gebyret er i overensstemmelse med EU-retten, da det er en del af en bredere politik for dækning af omkostninger ved vandforsyning, og at forskelsbehandlingen er begrundet i den spanske stats territoriale struktur og kompetencefordeling.

Domstolens vurdering

• Domstolen fastslår, at artikel 191, stk. 2, TEUF og artikel 9, stk. 1, i direktiv 2000/60 ikke er til hinder for gebyret, selvom det primært har et økonomisk formål.
• Domstolen finder, at princippet om forbud mod forskelsbehandling i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/72 ikke finder anvendelse, da direktivet ikke har til formål at harmonisere medlemsstaternes skattesystemer.
• Domstolen konkluderer, at gebyret ikke udgør statsstøtte, da det ikke er selektivt. Forskelsbehandlingen mellem vandkraftproducenter i regionsoverskridende og regionsinterne vandløbsoplande er begrundet i kompetencefordelingen mellem den spanske stat og de selvstyrende regioner.

Afgørelse

Domstolen fastslog:

1. Artikel 191, stk. 2, TEUF og artikel 9, stk. 1, i direktiv 2000/60 fortolkes således, at de ikke er til hinder for et gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion, der hverken tilskynder til effektiv vandanvendelse eller fastlægger ordninger for bevarelse og beskyttelse af offentlige vandressourcer, og hvis kvantificering ikke er knyttet til skade på disse ressourcer, idet gebyret udelukkende fokuserer på vandkraftproducenternes indtægtsmuligheder.
2. Princippet om forbud mod forskelsbehandling i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/72 fortolkes således, at det ikke er til hinder for et gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion, der udelukkende pålægges vandkraftproducenter i vandløbsoplande, der strækker sig over mere end én selvstyrende region.
3. Artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at det omhandlede gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion, der ikke pålægges vandkraftproducenter i vandløbsoplande inden for én selvstyrende region eller producenter af elektricitet fra andre kilder end vand, ikke udgør statsstøtte, da disse producenter ikke er i en sammenlignelig situation som vandkraftproducenter i vandløbsoplande, der strækker sig over mere end én region.

Retlige Principper

• Princippet om, at forureneren betaler: Artikel 191, stk. 2, TEUF fastlægger Unionens miljøpolitik, men kan ikke direkte påberåbes af borgere. Artikel 9, stk. 1, i direktiv 2000/60 implementerer dette princip i vandpolitikken.
• Direktiv 2000/60 (Vandrammedirektivet): Et rammedirektiv, der fastlægger principper for beskyttelse af vandområder. Medlemsstaterne skal implementere indsatsprogrammer for at opfylde direktivets miljømål.
• Artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/72: Forbyder forskelsbehandling af elektricitetsvirksomheder. Dog finder dette princip ikke anvendelse på fiskale bestemmelser, da direktivet ikke har til formål at harmonisere medlemsstaternes skattesystemer.
• Artikel 107, stk. 1, TEUF (Statsstøtte): En national foranstaltning udgør statsstøtte, hvis den involverer statslig indgriben, påvirker samhandelen mellem medlemsstater, giver en selektiv fordel og fordrejer konkurrencevilkårene. Betingelserne er kumulative.
• Selektivitet: En foranstaltning er selektiv, hvis den begunstiger visse virksomheder eller produktioner i forhold til andre i en sammenlignelig situation. Referencerammen for vurdering af selektivitet kan være regional, hvis en regional myndighed har tilstrækkelig selvstyre.