SEPA-forordningen: Bopælskrav ved direkte debitering er ulovligt

Verein für Konsumenteninformation (VKI), en østrigsk forbrugerorganisation, anlagde sag mod Deutsche Bahn AG (DB) vedrørende DB's betalingsbetingelser for online billetkøb. DB krævede, at kunder, der ønskede at betale via SEPA-debitering, skulle have bopæl i Tyskland.

VKI argumenterede for, at dette krav var i strid med artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 260/2012 (SEPA-forordningen), da det indirekte diskriminerede forbrugere bosiddende i andre EU-lande.

DB anførte, at forordningen primært var rettet mod betalingstjenesteudbydere og ikke forpligtede virksomheder til at tilbyde SEPA-debitering til alle EU-borgere. De hævdede også, at bopælskravet var nødvendigt for at minimere risikoen for misbrug og manglende betaling.

Oberster Gerichtshof forelagde sagen for EU-Domstolen og spurgte, om artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 260/2012 forhindrer en betalingsmodtager i at kræve, at en betaler har bopæl i samme medlemsstat som betalingsmodtageren for at kunne betale via direkte debitering.

Domstolen fastslog, at et sådant bopælskrav er i strid med artikel 9, stk. 2, i SEPA-forordningen, da det indirekte udpeger, i hvilken medlemsstat betalingskontoen skal være placeret, og dermed skaber samme virkninger som en direkte udpegning.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 260/2012 skal fortolkes således, at den er til hinder for et aftalevilkår, der udelukker betaling via SEPA-debitering, når betaleren ikke er bosiddende i samme medlemsstat som betalingsmodtageren. Domstolen begrundede dette med, at et sådant vilkår indirekte udpeger, i hvilken medlemsstat betalingskontoen skal være placeret, og dermed skaber samme virkninger som en direkte udpegning. Dette begrænser adgangen til SEPA-debitering primært til betalere med konti i samme medlemsstat som betalingsmodtageren, hvilket underminerer formålet med forordningen om at fremme et integreret marked for elektroniske betalinger.

Domstolen afviste Deutsche Bahns argument om, at bopælskravet var nødvendigt for at kontrollere betalernes betalingsevne, idet forordningen ikke indeholder undtagelser for dette. Domstolen bemærkede, at betalingsmodtagere kan mindske risikoen for misbrug ved at anvende andre metoder, såsom at vente med at udstede billetter, indtil betalingen er bekræftet.

Retlige Principper

• Artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 260/2012 (SEPA-forordningen): Forbyder betalingsmodtagere at specificere, i hvilken medlemsstat en betalers betalingskonto skal være placeret, forudsat at der er adgang til kontoen i overensstemmelse med artikel 3 i samme forordning.
• EU-rettens fortolkning: Ved fortolkning af EU-retlige bestemmelser skal der tages hensyn til ordlyden, sammenhængen og de mål, der forfølges med den ordning, som bestemmelsen udgør en del af.
• Effektiv virkning (effet utile): EU-retten skal fortolkes på en måde, der sikrer dens effektive virkning, således at de tilsigtede mål ikke undermineres.
• Forbrugerbeskyttelse: Forordning nr. 260/2012 har til formål at sikre et højt niveau af forbrugerbeskyttelse for at fremme tilliden til SEPA-systemet.
• Ikke-diskrimination: Princippet om ikke-diskrimination indebærer, at betalingsmodtagere ikke må anvende vilkår, der indirekte diskriminerer betalere baseret på deres bopæl, da dette kan begrænse adgangen til betalingstjenester.