Dublin III-forordningen: Betydningen af Brexit, den diskretionære klausul, barnets tarv og effektive retsmidler

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra High Court (Irland) vedrørende fortolkningen af Dublin III-forordningen (forordning nr. 604/2013). Sagen er anlagt af M.A., S.A. og A.Z. mod International Protection Appeals Tribunal, Minister for Justice and Equality, Attorney General og Ireland.

Sagen drejer sig om en afgørelse om overførsel truffet over for M.A., S.A. og A.Z. inden for rammerne af Dublin III-forordningen. De irske myndigheder havde besluttet at overføre dem til Storbritannien, som var den medlemsstat, der oprindeligt havde accepteret at behandle deres asylansøgninger. Sagsøgerne anfægtede overførselsafgørelsen med henvisning til M.A.'s helbredsproblemer, A.Z.'s helbredsmæssige udredning og Storbritanniens beslutning om at forlade EU.

High Court forelagde fem præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, der primært omhandlede:

• Betydningen af Storbritanniens beslutning om at forlade EU for anvendelsen af Dublin III-forordningen.
• Rækkevidden af den diskretionære beføjelse i artikel 17.
• Hensynet til barnets tarv i henhold til artikel 6.
• Adgangen til effektive retsmidler i henhold til artikel 27.
• Fortolkningen af artikel 20, stk. 3, vedrørende mindreårige børns situation.

De nationale myndigheder argumenterede for, at retsvirkningerne af Storbritanniens udtræden af EU endnu ikke var kendte, og at spørgsmålene om sådanne konsekvenser derfor burde anses for hypotetiske. Domstolen afviste dette argument og fastslog, at den ville besvare de stillede spørgsmål, da den forelæggende ret detaljeret havde redegjort for nødvendigheden af at analysere virkningerne af Storbritanniens eventuelle udtræden af Unionen.

Afgørelse

Domstolen fastslår:

• Artikel 17, stk. 1, i Dublin III-forordningen skal fortolkes således, at en medlemsstats meddelelse om udtræden af EU ikke forpligter den afgørende medlemsstat til at behandle en ansøgning om international beskyttelse.
• Dublin III-forordningen kræver ikke, at den samme nationale myndighed varetager afgørelsen om ansvarlig stat og anvendelsen af den diskretionære klausul i artikel 17, stk. 1.
• Artikel 6, stk. 1, i Dublin III-forordningen pålægger ikke en medlemsstat, der ikke er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, at tage hensyn til barnets tarv og selv at behandle ansøgningen i henhold til artikel 17, stk. 1.
• Artikel 27, stk. 1, i Dublin III-forordningen kræver ikke et retsmiddel til prøvelse af afgørelsen om ikke at gøre brug af muligheden i artikel 17, stk. 1, men dette berører ikke muligheden for at anfægte afgørelsen i forbindelse med et retsmiddel til prøvelse af en afgørelse om overførsel.
• Artikel 20, stk. 3, i Dublin III-forordningen skaber en formodning for, at det tjener barnets tarv bedst at behandle barnets situation som uløseligt forbundet med forældrenes, medmindre der foreligger bevis for det modsatte.

Domstolen præciserer, at en medlemsstats meddelelse om udtræden af EU ikke ophæver EU-rettens anvendelse i denne stat, og at EU-retten fortsat finder fuld anvendelse indtil den faktiske udtræden. Overførsel af en ansøger bør ikke ske, hvis der er væsentlige grunde til at tro, at ansøgeren vil blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Retlige principper

Domstolen fremhæver følgende EU-retlige principper:

• Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1 (Den diskretionære klausul): Medlemsstaterne har en vid skønsbeføjelse til at beslutte, om de vil behandle en ansøgning om international beskyttelse, selvom de ikke er ansvarlige efter forordningens kriterier. Denne skønsbeføjelse er ikke underlagt særlige betingelser.
• Barnets tarv: Selvom barnets tarv skal være et primært hensyn, forpligter det ikke en medlemsstat til at udøve sin diskretionære beføjelse til at behandle en ansøgning, som den ikke er ansvarlig for.
• Effektiv domstolsbeskyttelse (Chartrets artikel 47): Retten til effektive retsmidler garanteres, men dette indebærer ikke nødvendigvis et særskilt retsmiddel mod en afgørelse om ikke at anvende den diskretionære klausul. Afslaget kan anfægtes i forbindelse med et retsmiddel mod en overførselsafgørelse.
• Formodning om familiens enhed: Artikel 20, stk. 3, skaber en formodning om, at det er i barnets tarv at behandle barnets situation sammen med forældrenes, medmindre andet bevises.
• Gensidig tillid: EU-medlemsstaterne har en gensidig tillid til hinanden vedrørende overholdelsen af grundlæggende rettigheder, herunder non-refoulement-princippet og forbuddet mod umenneskelig eller nedværdigende behandling.
• EU-rettens fortsatte gyldighed: En medlemsstats meddelelse om udtræden af EU medfører ikke automatisk ophør af EU-rettens anvendelse i den pågældende stat.