Momspligt ved førtidig ophævelse af telekommunikationsaftale

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Arbitral Tributário (Portugal) vedrørende fortolkningen af momsdirektivet (2006/112/EF), særligt artikel 2, stk. 1, litra c), artikel 64, stk. 1, artikel 66, stk. 1, litra a), og artikel 73.

MEO – Serviços de Comunicações e Multimédia SA (MEO), en portugisisk telekommunikationsoperatør, havde en tvist med Autoridade Tributária e Aduaneira (de portugisiske skattemyndigheder) om momspligten af beløb, som MEO opkrævede fra kunder, der opsagde deres abonnementer før udløbet af en aftalt minimumsperiode.

MEOs kunder indgik aftaler med minimumsperioder, hvor de til gengæld fik fordelagtige vilkår. Aftalerne indeholdt en klausul om, at MEO havde ret til en "erstatning", hvis kunden opsagde aftalen før tid. Denne "erstatning" svarede til det månedlige abonnementsgebyr multipliceret med antallet af resterende måneder i minimumsperioden.

De portugisiske skattemyndigheder mente, at disse beløb var momspligtige, mens MEO argumenterede for, at der var tale om en momsfri erstatning for tab.

Den forelæggende ret spurgte EU-Domstolen, om disse opkrævninger skulle betragtes som vederlag for en levering af ydelser og dermed være momspligtige.

Centrale spørgsmål

• Skal et forudbestemt beløb, som en telekommunikationsoperatør opkræver ved førtidig ophævelse af en abonnementsaftale, anses for vederlag for en levering af ydelser og dermed være momspligtigt?
• Er det afgørende for momspligten, om formålet med beløbet er at afskrække kunden fra at misligholde kontrakten eller at kompensere operatøren for tab?
• Er det relevant, om nationale regler kvalificerer beløbet som en bod?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at det forudbestemte beløb, som en telekommunikationsoperatør opkræver ved kundens førtidige ophævelse af en kontrakt med en minimumsperiode, udgør vederlag for en levering af ydelser og dermed er momspligtig.

Domstolen præciserede, at det ikke er afgørende for momspligten, om formålet med beløbet er at afskrække kunden fra at misligholde kontrakten eller at kompensere operatøren for tab. Ligeledes er det irrelevant, om nationale regler kvalificerer beløbet som en bod.

Begrundelse

Domstolen begrundede afgørelsen med, at der er en direkte sammenhæng mellem den leverede ydelse (telekommunikationstjenesten) og den modværdi, operatøren modtager. Kunden betaler for retten til at modtage tjenesten i den aftalte periode, uanset om kunden faktisk benytter sig af denne ret.

Domstolen fremhævede, at den økonomiske realitet er, at operatøren sikres en minimumsindtægt svarende til det aftalte abonnementsgebyr, uanset om kunden opsiger aftalen før tid. En differentieret momsmæssig behandling af kunder, der fuldfører abonnementsperioden, og kunder, der opsiger før tid, ville være uhensigtsmæssig.

Domstolen bemærkede, at hvis beløbet blev anset for erstatning, ville momspligten afhænge af kundens beslutning om at benytte tjenesten, hvilket ville skabe en ulogisk forskel i behandlingen af kunder.

Domstolen understregede, at det er op til de nationale myndigheder at korrigere momsen, hvis operatøren ikke rent faktisk modtager betaling for det skyldige beløb, i overensstemmelse med momsdirektivets artikel 90.

Centrale EU-retlige principper

• Momspligt ved levering af ydelser mod vederlag: Artikel 2, stk. 1, litra c), i momsdirektivet fastslår, at levering af ydelser mod vederlag er momspligtig.
• Direkte sammenhæng mellem ydelse og vederlag: Der skal være en direkte sammenhæng mellem den leverede ydelse og den modtagne modværdi for at udløse momspligt.
• Økonomisk realitet: Ved vurderingen af momspligten skal der tages hensyn til den økonomiske og forretningsmæssige realitet af transaktionen.
• Neutralitet: Momssystemet skal være neutralt, således at ensartede transaktioner behandles ens momsmæssigt.
• Selvstændig fortolkning af EU-ret: EU-retlige begreber skal fortolkes selvstændigt og ensartet, uafhængigt af national ret.
• Korrektion af momsgrundlaget: I tilfælde af manglende betaling kan momsgrundlaget korrigeres i henhold til momsdirektivets artikel 90.

Anvendelse i sagen

Domstolen anvendte disse principper til at fastslå, at det forudbestemte beløb, som MEO opkrævede ved førtidig ophævelse af kontrakten, udgjorde vederlag for en leveret ydelse, da der var en direkte sammenhæng mellem telekommunikationstjenesten og betalingen, og den økonomiske realitet var, at MEO sikredes en minimumsindtægt.

Betydning for EU-retten

Dommen præciserer, at momspligten ikke afhænger af kundens faktiske brug af en tjeneste, men af retten til at benytte tjenesten. Den understreger også vigtigheden af at se på den økonomiske realitet af en transaktion ved vurderingen af momspligten.