Insolvensbehandling: Artikel 15's anvendelse på verserende retssager om betalingsforpligtelser

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Portugals øverste domstol (Supremo Tribunal de Justiça) vedrørende fortolkningen af artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 om insolvensbehandling.

Virgílio Tarragó da Silveira anlagde sag mod Espírito Santo Financial Group (ESFG) i Portugal for at inddrive en fordring baseret på en aftale om levering af tjenesteydelser. Under sagen blev ESFG erklæret konkurs i Luxembourg. Den portugisiske domstol fastslog, at sagen skulle afvises med henvisning til artikel 15 i insolvensforordningen.

Silveira appellerede og argumenterede for, at artikel 15 kun gælder retssager vedrørende specifikke aktiver eller rettigheder, ikke generelle krav som hans. Kurator for ESFGs konkursbo mente, at artikel 15 gjaldt alle sager vedrørende aktiver eller rettigheder, der indgår i konkursmassen.

Den forelæggende ret var i tvivl om rækkevidden af artikel 15 og forelagde derfor spørgsmålet for EU-Domstolen.

Domstolen skulle tage stilling til, om artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 finder anvendelse på retssager, der verserer ved en ret i en medlemsstat, hvor der er nedlagt påstand om, at skyldneren skal opfylde sin betalingsforpligtelse vedrørende et ubetalt beløb i henhold til en aftale om levering af tjenesteydelser og at betale erstatning for manglende opfyldelse af denne forpligtelse, i et tilfælde, hvor skyldneren er erklæret insolvent i forbindelse med en insolvensbehandling, der er indledt i en anden medlemsstat, og hvor denne insolvenserklæring omfatter hele skyldnerens formue.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at den finder anvendelse på retssager, der verserer for en ret i en medlemsstat, hvor der er nedlagt påstand om, at skyldneren skal opfylde sin betalingsforpligtelse vedrørende et ubetalt beløb i henhold til en aftale om levering af tjenesteydelser og betale erstatning for manglende opfyldelse af denne forpligtelse, i et tilfælde, hvor skyldneren er erklæret insolvent i forbindelse med en insolvensbehandling, der er indledt i en anden medlemsstat, og hvor denne insolvenserklæring omfatter hele skyldnerens formue.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 fastsætter den almindelige lovvalgsregel, hvorefter konkurslovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, gælder for insolvensbehandlingen og dens virkninger.
• Artikel 15 udgør en undtagelse til denne regel, idet den bestemmer, at virkningerne af en verserende retssag om et aktiv eller en rettighed i massen udelukkende afgøres efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer.
• Udtrykket »et aktiv eller en rettighed i massen« skal fortolkes bredt og omfatter ikke kun verserende retssager vedrørende et bestemt aktiv eller en bestemt rettighed, men også mere generelt et aktiv eller en rettighed i konkursboet.
• Det ville stride mod formålet med forordningen, som er at forbedre effektiviteten af insolvensbehandlinger med grænseoverskridende virkninger, hvis den ret, der behandler sagen, var forpligtet til at anvende en udenlandsk lovgivning med det ene formål at fastlægge virkningerne af indledningen af en insolvensbehandling i en anden medlemsstat for denne sag.
• Artikel 15 finder ikke anvendelse på tvangsfuldbyrdelsesprocedurer, da dette ville være i strid med princippet om ligebehandling af kreditorer.
• Sager om anerkendelse af forpligtelser af økonomisk karakter, der er begrænset til at fastslå skyldnerens rettigheder og forpligtelser, uden at det indebærer en gennemførelse heraf, henhører derimod under anvendelsesområdet for artikel 15.

Retlige Principper

• Lex concursus: Hovedreglen i artikel 4(1) i insolvensforordningen fastslår, at loven i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes (lex concursus), finder anvendelse på insolvensbehandlingen og dens virkninger.
• Undtagelse for verserende retssager: Artikel 15 i insolvensforordningen udgør en undtagelse til lex concursus-princippet. Den fastslår, at virkningerne af en insolvensbehandling på en verserende retssag vedrørende et aktiv eller en rettighed i konkursmassen udelukkende afgøres efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer (lex fori).
• Autonom fortolkning af EU-ret: Domstolen understreger, at EU-retlige bestemmelser skal fortolkes og anvendes ensartet i lyset af alle sprogversioner. Enkelte sprogversioner kan ikke tillægges større betydning end andre.
• Effektivitetsprincippet: Domstolen fremhæver, at fortolkningen af artikel 15 skal ske i overensstemmelse med formålet om at forbedre effektiviteten af grænseoverskridende insolvensbehandlinger.
• Ligebehandling af kreditorer: Domstolen fastslår, at artikel 15 ikke finder anvendelse på tvangsfuldbyrdelsesprocedurer, da dette ville være i strid med princippet om ligebehandling af kreditorer.