Audiovisuel medietjeneste: Reklamevideoer på YouTube og direktiv 2010/13/EU

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesgerichtshof i Tyskland vedrørende fortolkningen af artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 2010/13/EU om audiovisuelle medietjenester. Sagen er anlagt af Deutsche Umwelthilfe eV mod Peugeot Deutschland GmbH.

Peugeot Deutschland driver en videokanal på YouTube, hvor de offentliggjorde en reklamevideo for en ny bilmodel uden at angive data om brændstofforbrug og CO2-emissioner. Deutsche Umwelthilfe mente, at dette var i strid med tysk lovgivning om forbrugeroplysninger.

Det centrale spørgsmål er, om en sådan videokanal kan betragtes som en »audiovisuel medietjeneste« i henhold til EU-retten, hvilket ville fritage Peugeot Deutschland fra forpligtelsen til at angive de pågældende data.

Bundesgerichtshof forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen for at få en afklaring af, om definitionen af »audiovisuel medietjeneste« omfatter en videokanal med reklamevideoer for nye biler eller en enkeltstående reklamevideo.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 2010/13 skal fortolkes således, at definitionen af »audiovisuel medietjeneste« hverken omfatter en videokanal som den i hovedsagen omhandlede, hvor internetbrugere kan finde korte reklamevideoer for nye personbiler, eller en enkelt af disse videoer isoleret set.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• En YouTube-kanal med reklamevideoer har ikke som hovedformål at udbyde informerende, underholdende eller oplysende programmer til offentligheden.
• Reklamevideoers kommercielle formål er at promovere et produkt eller en tjenesteydelse.
• En reklamevideo er ikke en del af et program mod betaling eller anden modydelse, men er individuel og selvstændig.

Retlige Principper

• Definition af audiovisuel medietjeneste: Domstolen fortolker begrebet »audiovisuel medietjeneste« i direktiv 2010/13/EU og fastslår, at en reklamekanal på YouTube ikke falder ind under denne definition.
• Kommerciel kommunikation: Domstolen præciserer, at kommerciel kommunikation skal være en del af et program og ikke kan bestå af isolerede reklamevideoer.
• Ytringsfrihed: Domstolen afviser argumentet om, at en differentieret behandling af reklamevideoer i forhold til ikke-kommercielle programmer er i strid med ytringsfriheden, da de to typer videoer ikke er i en sammenlignelig situation.
• Direktiv 2010/13/EU: Domstolen fortolker direktivets artikel 1, stk. 1, litra a), og præciserer, at en reklamevideo ikke kan anses for at være en del af et program i direktivets forstand.