Manglende overholdelse af EU-regler om emissioner fra bilers klimaanlæg

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Forbundsrepublikken Tyskland for traktatbrud vedrørende direktiv 2006/40/EF om emissioner fra luftkonditioneringsanlæg i motorkøretøjer og rammedirektivet 2007/46/EF om godkendelse af motorkøretøjer.

Kommissionen anførte, at Tyskland ikke havde truffet de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at visse køretøjer (type 246, 176 og 117) overholdt de godkendte typer, idet de anvendte et kølemiddel med en for høj GWP-værdi. Kommissionen mente også, at Tyskland ikke havde pålagt sanktioner over for fabrikanten (Daimler) og havde omgået direktivet om luftkonditioneringsanlæg ved at udvide typegodkendelsen for en ældre køretøjstype (245G).

Forbundsrepublikken Tyskland argumenterede for, at der var tvivl om sikkerheden ved det nye kølemiddel (R1234yf), og at man derfor havde handlet proportionalt. Tyskland bestred også, at man havde tilsidesat rammedirektivet og anførte, at man havde en skønsmargin ved fastlæggelsen af de nødvendige foranstaltninger.

Domstolen fandt, at Tyskland havde tilsidesat sine forpligtelser ved ikke rettidigt at sikre overensstemmelse for de pågældende køretøjer og ved ikke at pålægge sanktioner. Domstolen afviste dog Kommissionens klagepunkt om omgåelse af direktivet om luftkonditioneringsanlæg.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at Forbundsrepublikken Tyskland havde tilsidesat sine forpligtelser:

• Ved ikke at træffe de nødvendige foranstaltninger inden for den fastsatte frist til at sikre, at 133.713 køretøjer af typerne 246, 176 og 117, markedsført af Daimler mellem 1. januar 2013 og 26. juni 2013, blev bragt i overensstemmelse med deres godkendte typer. Dette skyldtes, at de ikke var udstyret med det foreskrevne kølemiddel R1234yf, men med et kølemiddel, hvis GWP-værdi oversteg 150, hvilket er i strid med direktiv 2006/40/EF artikel 5, stk. 4.
• Ved ikke at træffe de nødvendige foranstaltninger for at iværksætte sanktioner som omhandlet i rammedirektivets artikel 46 inden for den fastsatte frist, for at sikre at fabrikanterne overholdt rammedirektivets artikel 5 og 18 vedrørende produktionsoverensstemmelse og udstedelse af typeattest.

Domstolen frifandt Forbundsrepublikken Tyskland i øvrigt.

Begrundelse

Domstolen begrundede sin afgørelse med, at Forbundsrepublikken Tyskland havde overtrådt sine forpligtelser ved ikke rettidigt at sikre overensstemmelse for de pågældende køretøjer og ved ikke at pålægge sanktioner for manglende overholdelse af fabrikanternes forpligtelser. Domstolen understregede, at medlemsstaterne har en skønsmargin ved fastlæggelsen af nødvendige foranstaltninger, men at dette ikke fritager dem fra at sikre overholdelse af EU-retten. Domstolen afviste Kommissionens tredje klagepunkt om omgåelse af direktivet om luftkonditioneringsanlæg, idet Kommissionen ikke havde fremlagt tilstrækkelige beviser for, at de tekniske karakteristika ved de pågældende køretøjer var identiske.

Centrale EU-retlige principper

• Princippet om fuldstændig harmonisering: Domstolen fremhævede, at EU's typegodkendelsesprocedure er baseret på fuldstændig harmonisering, hvilket begrænser medlemsstaternes skønsmargin.
• Medlemsstaternes tilsynspligt: Medlemsstaterne har pligt til at sikre, at køretøjer overholder de fastsatte tekniske krav og at træffe passende foranstaltninger, hvis der konstateres manglende overensstemmelse.
• Fabrikanternes ansvar: Fabrikanterne er ansvarlige for at sikre, at deres produkter overholder EU-retten og for at udstede korrekte typeattester.
• Sanktioner for overtrædelser: Medlemsstaterne skal fastsætte effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner for overtrædelser af EU-retten.
• Overgangsordninger: Domstolen anerkendte, at direktivet om luftkonditioneringsanlæg indeholder overgangsordninger, der tillader en gradvis implementering af de nye krav.

Betydning for EU-retten

Dommen præciserer omfanget af medlemsstaternes tilsynspligt og understreger vigtigheden af at sikre overholdelse af EU's harmoniserede standarder. Den bekræfter, at medlemsstaterne har en vis skønsmargin ved valget af foranstaltninger, men at de ikke kan undlade at træffe effektive foranstaltninger for at sikre overholdelse af EU-retten. Dommen understreger også vigtigheden af effektive sanktioner for at sikre, at fabrikanterne overholder deres forpligtelser.