Udvisning af fastboende tredjelandsstatsborgere: Forenelighed af national lovgivning med direktiv 2003/109/EF

Sagen omhandler Wilber López Pastuzano, en colombiansk statsborger med opholdstilladelse i Spanien som fastboende udlænding. Han blev idømt fængselsstraffe og efterfølgende udstedt en udvisningsafgørelse af Delegación del Gobierno en Navarra (regeringens delegation i Navarra). Afgørelsen var baseret på spansk lov, der tillader udvisning af udlændinge dømt for strafbare handlinger.

Den forelæggende ret, Juzgado de lo Contencioso-Administrativo no 1 de Pamplona (første forvaltningsdomstol i Pamplona), stillede spørgsmål om fortolkningen af artikel 12 i Rådets direktiv 2003/109/EF, der omhandler tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlændinge. Den ønskede afklaret, om direktivet tillader national lovgivning, der begrænser beskyttelsen mod udvisning af fastboende udlændinge til kun at gælde visse typer af administrative udvisningsafgørelser.

Den spanske regering argumenterede for, at den nationale retspraksis sikrer, at udvisningsforanstaltninger ikke anvendes automatisk, og at der altid foretages en vurdering af de individuelle forhold. Kommissionen fremhævede vigtigheden af en korrekt gennemførelse af direktivet for at sikre integrationen af fastboende udlændinge.

Domstolen skulle afgøre, om artikel 12 i direktiv 2003/109/EF er til hinder for en national lovgivning, der ikke sikrer, at beskyttelseskravene mod udvisning af en fastboende tredjelandsstatsborger anvendes med hensyn til enhver administrativ afgørelse om udvisning uanset foranstaltningens karakter eller retlige form.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 12 i direktiv 2003/109 skal fortolkes således, at den er til hinder for national lovgivning, der, ifølge en del af medlemsstatens domstoles fortolkning, ikke sikrer, at beskyttelseskravene mod udvisning af en fastboende tredjelandsstatsborger anvendes på enhver administrativ udvisningsafgørelse, uanset dens karakter eller retlige form.

Domstolen understregede, at direktivet har til formål at integrere tredjelandsstatsborgere, der er fastboende i medlemsstaterne, og at de bør have en forstærket beskyttelse mod udvisning. En afgørelse om udvisning kan kun træffes, hvis den pågældende udgør en reel og tilstrækkelig alvorlig trussel mod den offentlige orden eller sikkerhed. Før en sådan afgørelse træffes, skal medlemsstaterne tage hensyn til opholdets varighed, alder, konsekvenser for den pågældende og dennes familie samt tilknytningen til opholdslandet eller manglende tilknytning til oprindelseslandet. Det er uden betydning, om foranstaltningen er en administrativ sanktion eller en konsekvens af en straffedom.

Domstolen præciserede, at en udvisningsafgørelse ikke automatisk kan træffes efter en straffedom, men kræver en konkret vurdering af den enkelte sag, herunder de forhold, der er nævnt i direktivets artikel 12, stk. 3. En udvisningsafgørelse kan derfor ikke udelukkende baseres på, at en fastboende tredjelandsstatsborger er idømt en frihedsstraf på mere end et år.

Retlige Principper

• Beskyttelse mod udvisning: Fastboende udlændinge har en forstærket beskyttelse mod udvisning.
• Individuel vurdering: Udvisningsafgørelser kræver en konkret vurdering af den enkelte sag, herunder personlige forhold.
• Proportionalitet: Udvisning skal være proportional med truslen mod den offentlige orden eller sikkerhed.
• Direktiv 2003/109 artikel 12: Medlemsstaterne skal tage hensyn til specifikke forhold før udvisning af fastboende udlændinge.
• Integrationshensyn: EU-retten fremmer integration af fastboende tredjelandsborgere.