Miljøansvar: Udvidelse af ansvar til grundejere uden direkte årsagssammenhæng

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Szolnoki Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (Ungarn) vedrørende fortolkningen af artikel 191 og 193 TEUF samt direktiv 2004/35 om miljøansvar. Tvisten er mellem Túrkevei Tejtermelő Kft. (TTK) og Országos Környezetvédelmi és Természetvédelmi Főfelügyelőség (direktoratet) vedrørende en bøde pålagt TTK efter ulovlig afbrænding af affald på en grund ejet af TTK, hvilket forårsagede luftforurening.

Direktoratet pålagde TTK en bøde baseret på ungarsk lovgivning, der fastsætter et solidarisk ansvar for ejeren af den grund, hvor forureningen fandt sted, og forureneren. TTK anfægtede bøden, idet de hævdede, at der ikke var fastslået en årsagssammenhæng mellem deres aktivitet og miljøskaden.

Den forelæggende ret spurgte Domstolen, om EU-retten er til hinder for en national lovgivning, der går videre end princippet om, at forureneren betaler, ved at pålægge ejeren af en grund ansvar for afhjælpning af miljøskade uden at påvise en årsagssammenhæng mellem ejerens adfærd og forureningen. Den forelæggende ret spurgte også, om det er berettiget at pålægge en bøde for luftforurening under henvisning til medlemsstaternes strengere lovgivning, eller om denne strengere lovgivning heller ikke kan føre til pålæggelse af en bøde, der udelukkende sanktionerer ejeren, som ikke er ansvarlig for forureningen.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at direktiv 2004/35 om miljøansvar, sammenholdt med artikel 191 og 193 TEUF, ikke er til hinder for en national lovgivning, der udpeger grundejere som solidarisk ansvarlige for miljøskader forårsaget af ulovlig forurening på deres ejendom, selv uden at fastslå en direkte årsagssammenhæng mellem grundejerens adfærd og forureningen. Dette gælder, såfremt den nationale lovgivning er forenelig med EU-rettens generelle principper og relevante bestemmelser i EU-traktaten og EUF-traktaten.

Domstolen præciserede, at artikel 16 i direktiv 2004/35 og artikel 193 TEUF ikke er til hinder for, at en national lovgivning pålægger grundejere bøder for ulovlig forurening på deres ejendom, forudsat at lovgivningen er egnet til at bidrage til at opfylde målet om skærpet miljøbeskyttelse, og at bødens fastsættelse ikke går videre end nødvendigt for at nå dette mål. Det er den nationale rets opgave at efterprøve, om disse betingelser er opfyldt.

Retlige Principper

• Princippet om, at forureneren betaler: Dette princip, fastsat i artikel 191, stk. 2, TEUF, er rettet mod Unionens indsats og kan ikke direkte påberåbes af borgere for at tilsidesætte national ret, medmindre EU-regler specifikt dækker situationen.
• Direktiv 2004/35 om miljøansvar: Dette direktiv fastlægger rammerne for miljøansvar baseret på princippet om, at forureneren betaler, med henblik på at forebygge og afhjælpe miljøskader. Det omfatter skader på beskyttede arter, vandmiljøet og jorden, men ikke luftforurening i sig selv, medmindre den forårsager skader på vand, jord eller beskyttede arter.
• Årsagssammenhæng: For at pålægge ansvar i henhold til direktiv 2004/35 skal der fastslås en årsagssammenhæng mellem en identificerbar operatørs aktivitet og den konkrete miljøskade.
• Artikel 16 i direktiv 2004/35 og artikel 193 TEUF: Disse artikler tillader medlemsstaterne at opretholde eller vedtage strengere bestemmelser om forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, herunder at identificere yderligere ansvarlige parter, forudsat at disse bestemmelser er forenelige med EU-rettens generelle principper og traktater.
• Proportionalitetsprincippet: Nationale foranstaltninger, der skærper miljøbeskyttelsen, skal være egnede til at bidrage til at opfylde målet om skærpet beskyttelse og må ikke gå videre end nødvendigt for at nå dette mål.