Urimelige kontraktvilkår: Morarenters forenelighed med direktiv 93/13/EØF

Sagen omhandler to anmodninger om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. Den ene sag (C-96/16) er anlagt af Banco Santander mod Mahamadou Demba og Mercedes Godoy Bonet, og den anden sag (C-94/17) er anlagt af Rafael Ramón Escobedo Cortés mod Banco de Sabadell SA.

Sagerne omhandler spørgsmål om, hvorvidt direktivet er til hinder for:

• En praksis, hvor en erhvervsdrivende overdrager en fordring mod en forbruger uden at give forbrugeren mulighed for at indfri gælden.
• En national retspraksis, hvorefter et ikke-forhandlet kontraktvilkår om morarente i en forbrugerlåneaftale er urimeligt, hvis morarenten overstiger den ordinære rente med mere end to procentpoint.
• En national retspraksis, hvorefter konsekvensen af et urimeligt morrentevilkår er, at morarenten ophæves fuldstændigt, mens de ordinære renter fortsat påløber.

Baggrund

• Sag C-96/16: Mahamadou Demba og Mercedes Godoy Bonet indgik to låneaftaler med Banco Santander. Da de ophørte med at betale afdrag, ophævede banken aftalerne og overdrog fordringerne til tredjemand. Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt Demba og Bonet har ret til at indfri deres gæld ved at betale tredjemand købesummen.
• Sag C-94/17: Rafael Ramón Escobedo Cortés indgik en låneaftale med Caja de Ahorros del Mediterráneo (senere Banco de Sabadell). Han anlagde sag med påstand om annullation af et vilkår om morarente, som han mente var urimeligt. Handelsretten fastslog, at vilkåret var urimeligt, og nedsatte morarenten. Escobedo Cortés iværksatte en kassationsappel med den begrundelse, at der hverken skulle påløbe morarenter eller ordinære renter.

Parternes argumenter

• Banco Santander og Banco de Sabadell argumenterede for, at de præjudicielle spørgsmål skulle afvises, da de rejser en rent hypotetisk problematik. De anførte også, at kriteriet i Tribunal Supremos retspraksis ikke er bindende.
• Den spanske regering oplyste, at Tribunal Supremos retspraksis udgør et supplement til den nationale retsorden, men ikke er bindende.
• Europa-Kommissionen afgav indlæg om fortolkningen af direktiv 93/13.

Afgørelse

• Direktiv 93/13 finder ikke anvendelse på en erhvervsdrivendes overdragelse af en fordring mod en forbruger, når muligheden for overdragelse ikke er fastlagt i låneaftalen, forbrugeren ikke er underrettet eller har samtykket, og forbrugeren ikke tilbydes at indfri gælden ved at betale erhververen det beløb, denne har betalt for overdragelsen.
• Direktivet finder heller ikke anvendelse på nationale bestemmelser om indfrielse og erhververens indtræden i overdragerens sted i verserende retssager, som f.eks. artikel 1535 i den spanske civillovbog og artikel 17 og 540 i den spanske civilproceslov.
• Direktiv 93/13 er ikke til hinder for national retspraksis, hvorefter et ikke-forhandlet kontraktvilkår om morarente i en forbrugerlåneaftale er urimeligt, hvis morarenten overstiger den ordinære rente med mere end to procentpoint.
• Direktiv 93/13 er ikke til hinder for national retspraksis, hvorefter konsekvensen af et urimeligt morrentevilkår er, at morarenten ophæves fuldstændigt, mens de ordinære renter fortsat påløber.

Retlige Principper

• Direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår:
  • Formålet er at beskytte forbrugeren mod urimelige vilkår i aftaler med erhvervsdrivende.
  • Artikel 3, stk. 1, forbyder standardvilkår, der skaber en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren.
  • Artikel 6, stk. 1, fastslår, at urimelige vilkår ikke er bindende for forbrugeren, men aftalen forbliver bindende, hvis den kan opretholdes uden de urimelige vilkår.
  • Artikel 8 tillader medlemsstaterne at vedtage strengere bestemmelser for at sikre en mere omfattende forbrugerbeskyttelse.
• Domstolens fortolkning af direktiv 93/13:
  • Direktivet finder kun anvendelse på kontraktvilkår, ikke på simpel praksis.
  • Nationale bestemmelser, der afspejler love eller bindende administrative bestemmelser, er ikke omfattet af direktivet.
  • Den nationale ret er forpligtet til at undlade at anvende urimelige vilkår, men har ikke kompetence til at ændre vilkårets indhold.
  • Den nationale ret kan erstatte et urimeligt vilkår med en national deklaratorisk bestemmelse, hvis ugyldigheden af vilkåret ville føre til annullation af hele aftalen og skade forbrugeren.
• Princippet om national processuel autonomi:
  • Medlemsstaterne har processuel autonomi, men skal sikre, at EU-retten overholdes og direktivets effektivitet ikke undermineres.
• Forbrugerbeskyttelse:
  • EU-retten tilsigter ikke en overordnet ligevægt mellem parternes rettigheder og forpligtelser, men at undgå skævhed til skade for forbrugerne.