Manglende EU-retlig kompetence vedrørende anerkendelse af privat skilsmisse fra tredjeland

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberlandesgericht München vedrørende fortolkningen af Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation. Sagen er anlagt af Soha Sahyouni mod Raja Mamisch vedrørende anerkendelse i Tyskland af en syrisk skilsmisseafgørelse.

Soha Sahyouni og Raja Mamisch blev gift i Syrien i 1999. Raja Mamisch erklærede i 2013, at han ønskede at blive skilt fra Soha Sahyouni, og en gejstlig shariadomstol i Syrien fastslog, at ægtefællerne var skilt. Raja Mamisch anmodede herefter om anerkendelse af skilsmissen i Tyskland.

Oberlandesgericht München forelagde herefter Domstolen en række præjudicielle spørgsmål om, hvorvidt forordning nr. 1259/2010 finder anvendelse på en såkaldt privat skilsmisse (dvs. en skilsmisse truffet af en gejstlig domstol i Syrien på grundlag af sharialovgivningen), og om artikel 10 i forordningen skal anvendes i forbindelse med en undersøgelse af, om en skilsmisse kan anerkendes nationalt.

Domstolen fandt, at den åbenbart ikke havde kompetence til at besvare de forelagte spørgsmål, da tvisten i hovedsagen vedrører anerkendelse af en skilsmisseafgørelse truffet af en gejstlig myndighed i et tredjeland, og at hverken forordning nr. 1259/2010 eller forordning nr. 2201/2003 finder anvendelse i sådanne tilfælde.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at den åbenbart ikke har kompetence til at besvare de spørgsmål, som Oberlandesgericht München har forelagt. Domstolen begrundede dette med, at tvisten i hovedsagen vedrører anerkendelse af en skilsmisseafgørelse truffet af en gejstlig myndighed i et tredjeland (Syrien), og at hverken forordning nr. 1259/2010 eller forordning nr. 2201/2003 finder anvendelse i sådanne tilfælde.

Domstolen præciserede, at forordning nr. 1259/2010 kun fastsætter lovvalgsregler for skilsmisse og separation, men ikke regulerer anerkendelse af skilsmisseafgørelser. Forordning nr. 2201/2003 omhandler anerkendelse af retsafgørelser i ægteskabssager, men kun afgørelser truffet af en ret i en medlemsstat.

Domstolen henviste til sin faste praksis om, at den kan have kompetence, hvis national ret henviser til EU-retlige bestemmelser for at regulere rent nationale forhold. I dette tilfælde indeholdt forelæggelsesafgørelsen imidlertid ikke tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, at tysk ret direkte og ubetinget havde gjort EU-retten anvendelig på situationen.

Retlige Principper

• EU-rettens anvendelsesområde: EU-retten, herunder forordning nr. 1259/2010 og nr. 2201/2003, finder som udgangspunkt ikke anvendelse på anerkendelse af skilsmisseafgørelser truffet i tredjelande.
• Domstolens kompetence: Domstolen har kun kompetence til at fortolke EU-retlige bestemmelser, når en sag falder inden for EU-rettens anvendelsesområde.
• Henvisning til EU-ret i national ret: Domstolen kan have kompetence, selvom en sag falder uden for EU-rettens umiddelbare anvendelsesområde, hvis national ret henviser til EU-retlige bestemmelser for at regulere rent nationale forhold. Dette kræver dog, at det fremgår klart af forelæggelsesafgørelsen, at der er en sådan henvisning.
• Ensartet fortolkning af EU-ret: Det er af Unionens interesse, at EU-retlige bestemmelser fortolkes ensartet, uanset om de anvendes direkte i henhold til EU-retten eller via en henvisning i national ret.