EU-varemærkers eneret i femårsperioden efter registrering uden krav om reel brug

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Högsta domstolen i Sverige vedrørende fortolkningen af artikel 9, stk. 1, litra b), artikel 15, stk. 1, og artikel 51, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 om EU-varemærker.

Länsförsäkringar AB, der opererer inden for bank-, investerings- og forsikringssektoren, anlagde sag mod Matek A/S, en producent af træhuse, for krænkelse af Länsförsäkringars EU-figurmærke. Länsförsäkringar mente, at Mateks brug af et lignende logo i årene 2008-2011 udgjorde en krænkelse af deres varemærkerettigheder.

Sagen opstod, da Länsförsäkringar anlagde sag ved Stockholms tingsrätt (byretten i Stockholm) og påstod, at Matek havde krænket deres eneret ved at bruge et tegn, der lignede deres EU-varemærke. Stockholms tingsrätt gav Länsförsäkringar medhold, men Svea hovrätt (appeldomstolen for Svealand) ophævede afgørelsen. Svea hovrätt mente, at vurderingen af ligheden mellem varer og tjenesteydelser skulle baseres på den faktiske aktivitet og ikke kun på den formelle registrering af varemærket.

Högsta domstolen forelagde herefter to præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen:

1. Har det betydning for varemærkeindehaverens eneret, at han i perioden på fem år fra registreringen ikke har gjort reel brug af EU-varemærket i Unionen for de omfattede varer eller tjenesteydelser?
2. Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, på hvilke betingelser og hvordan påvirker dette forhold eneretten?

De præjudicielle spørgsmål drejer sig om, hvorvidt indehaveren af et EU-varemærke i perioden på fem år fra registreringen kan forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af et tegn, der er identisk med eller ligner indehaverens varemærke, for alle de varer eller tjenesteydelser, som er identiske med eller ligner dem, varemærket er registreret for, uden at skulle påvise, at der er gjort reel brug af det nævnte varemærke for disse varer og tjenesteydelser.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med artikel 15, stk. 1, og artikel 51, stk. 1, litra a), skal fortolkes således, at indehaveren af et EU-varemærke i perioden på fem år fra registreringen kan forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af et identisk eller lignende tegn, hvis der er risiko for forveksling. Dette gælder for alle varer og tjenesteydelser, der er identiske med eller ligner dem, varemærket er registreret for, uden at indehaveren skal bevise reel brug af varemærket for disse specifikke varer og tjenesteydelser.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Ordlyden i artikel 9, stk. 1, litra b), der ikke stiller krav om faktisk brug for at håndhæve eneretten.
• Artikel 15, stk. 1, og artikel 51, stk. 1, litra a), der giver en henstandsperiode på fem år til at påbegynde reel brug, før varemærket kan erklæres fortabt.
• Formålet med forordningen, der er at balancere beskyttelsen af varemærker med hensynet til fri konkurrence.

Retlige Principper

Domstolen bekræftede flere centrale EU-retlige principper:

• EU-varemærkers gyldighed: Et EU-varemærke giver indehaveren en eneret til at forbyde tredjemand at bruge identiske eller lignende tegn for identiske eller lignende varer/tjenesteydelser, hvis der er risiko for forveksling.
• Brugspligt: Indehaveren skal gøre reel brug af EU-varemærket inden for fem år fra registreringen, ellers risikerer varemærket at blive erklæret fortabt.
• Henstandsperiode: Indehaveren har en henstandsperiode på fem år fra registreringen til at påbegynde reel brug, hvor eneretten kan håndhæves uden bevis for faktisk brug.
• Konkurrencehensyn: EU-varemærkeretten skal balancere beskyttelsen af varemærker med hensynet til at fremme fri konkurrence på det indre marked.

Disse principper er afgørende for at forstå omfanget af beskyttelsen af EU-varemærker og balancen mellem varemærkeindehaveres rettigheder og tredjemands interesser.